Spring til indhold

Dagplejedag - en fejring af fællesskab og nærvær

Hvert år, den anden onsdag i maj, fejres den landsdækkende Dagplejedag – en dag dedikeret til at hylde dagplejen, børnene og det nære fællesskab.

En festdag for børn og voksne

I Odense Kommune deltager alle dagplejebørn, dagplejere og dagplejepædagoger i fejringen. Dagen markeres med forskellige aktiviteter og arrangementer, som typisk planlægges lokalt i legestuegrupperne. Aktiviteterne varierer fra år til år og meldes ud i god tid op til dagen.

 

Nærværshjerter i hele byen

I både 2024 og 2025 har Dagplejedagen haft et særligt fokus på nærvær og fællesskab symboliseret gennem nærværshjerter. Det har sat sit smukke præg på hele Odense, hvor børn og voksne sammen har pyntet byen med hjerter – tegnet med kridt på fortove, malet på sten og hængt op i træer. Disse kreative og kærlige udtryk har fyldt byen med farver, varme og budskabet om, hvor vigtigt nærvær er i børns liv.

 

Forældre er altid velkomne

Alle forældre er meget velkomne til at deltage i Dagplejedagen og være en del af de hyggelige og festlige aktiviteter. Det er en oplagt mulighed for at opleve dagplejernes fællesskab og se, hvordan børnene trives i deres hverdag.