Spring til indhold
Nyhed

120 børn og unge bruger sommerferien på populær robotcamp i Odense

03-07-2020

Børn og unge fra hele Fyn har i uge 27 lært om og leget med robotter og teknologi på Teknologiskolens Robot Summer Camp 2020. Sommercampen er med til at ruste Odenses børn og unge til en flyvende fremtid i verdens bedste robotby.

Robotcamp for de mindste

Ole og Julie er to af i alt 120 børn fra hele Fyn, der har valgt at bruge en uge af sommerferien på at nørde teknologi og robotter på Teknologiskolens Robot Summer Camp 2020. Foto: Odense Kommune

Det er den frivillige forening Teknologiskolen, der er arrangør bag Robot Summer Camp 2020, og formand Jacob Nielsen, der til daglig underviser og forsker på SDU, melder om stort engagement.

- Vi oplever kæmpestor interesse for vores Robot Summer Camp, og i år er ingen undtagelse. Selvom vi har endnu flere pladser i år, blev de revet væk på kun 3 dage, fortæller Jacob Nielsen, der er formand for Teknologiskolen.

- Mange børn og unge synes teknologi er spændende, og i Odense er de gode til at have fokus på det i skolerne. Det kan vi mærke på sommercampen, hvor børnene og de unge har været rigtig seje til at kaste sig ud i udfordringerne, de har fået i løbet af ugen - også selvom nogle af opgaverne har været svære, siger Jacob Nielsen.

Robot Summer Camp blev oprettet første gang i sommeren 2016 og har lige siden været et sommerhit blandt børn og unge på Fyn. Underviserne er ingeniørstuderende, pædagoger, forældre og tidligere deltagere på campen, der allesammen er vilde med teknologi.

Sommercamp for de mindste

Foto: Odense Kommune

Børnene er med til at gøre Odense til verdens bedste robotby

Mandag var Børn- og Ungerådmand i Odense, Susanne Crawley Larsen, med til at skyde robotugen i gang på SDU.

- I Verdens Bedste Robotby er Teknologiskolens sommercamp uundgåelig. Det er skønt at se, at underviserne, de frivillige og børnene nyder at nørde teknologi i en hel uge - sammen, fortæller Susanne Crawley Larsen, rådmand i Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune.

Odense Kommune har et mål om at introducere byens børn for it-, drone- og robotteknologi for at ruste dem til fremtidens arbejds- og fritidsliv, hvor teknologi fylder mere og mere. Teknologiskolens sommercamp spiller derfor ind i kommunens strategi "Verdens bedste robotby i børnehøjde" og indsatsen "Børnene I Robotbyen", og derfor støtter Odense Kommune igen i år sommercampen. 

- I Odense tør vi at satse på det særlige ved os selv - robotterne og teknologien. Vores børn er med til at gøre Odense til verdens bedste robotby, og gennem forskellige indsatser, som fx Teknologiskolens Robot Summer Camp, bliver de flyvende på den teknologiske arena, siger Susanne Crawley Larsen.

Sommercamp for de mindste

Flere piger er med i år

De yngste deltagere er seks år og de ældste 16, og fælles for dem er, at de har valgt at bruge en uge af deres sommerferie på robotcamp i Odense. De yngste har brugt ugen på sjove projekter med fysik, kemi, matematik og teknik. Projekterne er blevet leget ind i en god kontekst, hvor børnene bl.a. får styr på, hvordan et batteri er opbygget, hvordan sensorer og fysikken virker. 

De ældre børn har i løbet af ugen set nærmere på de robotter og teknologier, der omgiver os alle i hverdagen - og som vi ikke tænker over. De har udforsket teknologiens verden, skilt ting ad og fundet ud af, hvordan man bygger en robot og selv kan lave teknologi, der kan hjælpe dyr og mennesker. 

Som noget nyt i år har Teknologiskolen valgt at oprette et pigehold for at få endnu flere piger med på sommercampen. 

- Vi har altid mange drenge med på vores sommercamp, men det har haltet lidt med at få pigerne til at tilmelde sig. Vi kan se, at det er andre udfordringer og områder, der tiltrækker pigerne, selvom de også er interesseret i teknologien, siger formand for Teknologiskolen, Jacob Nielsen.

- Så vi er virkelig begejstrede for, at vi med oprettelsen af det nye pigehold er lykkedes med at få flere piger med på sommercampen. Sidste år var 8% af deltagerne piger over 10 år, og i år er det tal steget til 34%, fortæller Jacob Nielsen.

Udover Odense Kommune og Børnene I Robotbyen arrangeres sommercampen i samarbejde med Syddansk Universitet og Villum Fonden, og den er sponsoreret af Facebook, Ordbogen.com, Mobile Industrial Robots, Universal Robots og RS Components.

Læs mere om Verdens bedste robotby - Strategi for dannelse og uddannelse i børnehøjde.

Kontaktinformation

Jacob Nielsen, formand for Teknologiskolen i Odense, tlf.: 28 10 74 68
Susanne Crawley Larsen, børn- og ungerådmand i Odense Kommune, tlf.: 30 60 44 19
Sanne Munk Doll, programleder på Verdens bedste robotby i børnehøjde, Børn- og Ungeforvaltningen, Odense Kommune, tlf.: 21 75 71 69

Vedhæftede filer

IMG_0807.jpg
IMG_0823.jpg
IMG_0838.jpg
IMG_0843.jpg
IMG_0851.jpg
IMG_0869.jpg
IMG_0875.jpg