Foreninger og klubber
Røgfrit Odense hjælper gerne foreninger og klubber i Odense med at udarbejde en tobaks- og nikotinpolitik samt indføre tobaks- og nikotinfrie udendørsarealer.
Hvorfor er det væsentligt?
Selvom undersøgelser viser, at anvendelse af nikotinprodukter er skadeligt for helbredet, er der stadig mange unge, der begynder at anvende nikotinprodukter. Potentialet for at gøre en forskel på nikotinområdet er derfor stort i forenings- og klublivet, hvor mange børn og unge færdes. Vi ved, at nikotin har en negativ indvirkning på kroppen og den unge hjerne – og det er derfor væsentligt, at vi går sammen om at skabe røg- og nikotinfrie fællesskaber.
Når anvendelsen af nikotinprodukter er synlig, bidrager det til opfattelsen af, at der er flere, der bruger nikotinprodukter, end hvad der er det reelle billede. Ud fra forskning ved vi, at synlig anvendelse af nikotinprodukter er en af de medvirkende årsager til, at unge begynder med produkterne. Indførelsen af røg- og nikotinfrie boldbanearealer og fritidsarealer vurderes at have en positiv indflydelse på forebyggelse af brugen af nikotinprodukter blandt børn og unge.
Hvad kan I gøre som forening og klub?
Odense Kommune har i samarbejde med Samvirkende Idrætsklubber i Odense (SIKO) og DBU Fyn besluttet, at Odense Kommune skal have retningslinjer for brug nikotinprodukter på kommunens udendørs boldbanearealer og fritidsarealer.
Retningslinjerne indeholder følgende hovedpunkter:
- Foreningerne/klubberne udarbejder en røg- og nikotinpolitik. Det er vigtigt, at foreningens/klubbens bestyrelse og ledelse er bevidste om, hvorfor de vælger at indføre (nye) nikotinregler. Erfaringer viser, at det gør det nemmere at acceptere forandringen, hvis begrundelsen er tydelig.
- Der henstilles til, at der ikke bruges nikotinprodukter på boldbanearealer og fritidsarealer i Odense Kommune.
- Det anbefales, at rygning og brug af andre nikotinprodukter udenfor klubhuset og haller begrænses og afgrænses. Derved finder det ikke sted lige uden for dørene.
- Det anbefales, at der ikke er salg af nikotin i cafeterier eller kiosker, der ligger i forbindelse med idrætsfaciliteten.
Hvad kan Røg- og Nikotinfrit Odense hjælpe jer med?
Vi har samlet en kort guide/inspiration til, hvordan man som forening eller klub kan udarbejde en røg- og nikotinfripolitik og følge retningslinjerne i praksis. Derudover står vi til rådighed med sparring i forbindelse med udarbejdelsen af en røg- og nikotinfripolitik. Hvis I ønsker det, kan vi også forestå oplæg for forældre og unge i foreninger og klubber.
Læs mere via guiden til foreninger her.
Derudover tilbyder vi også gratis STOP-forløb til alle i jeres forening, der har et ønske om at blive fri for nikotinen. Hvis der er enkelte personer, der ønsker at deltage på et forløb, kan de finde vores forskellige forløb og tilmelde sig her. Er der 10-14 personer i foreningen eller klubben, der ønsker at deltage på et forløb, så kan vi oprette et forløb ude hos jer.
Ønsker I inspiration til et tobaks- og nikotinfrit idrætsliv?
