ABC for mental sundhed
Hvad er ABC for mental sundhed?

Visionen for ABC for mental sundhed er at fremme mental sundhed og trivsel i den danske befolkning. Mental sundhed er alt det, der gør livet værd at leve. Det er vigtigt, at vores krop fungerer, men det er mindst lige så vigtigt, at vi trives og har det godt.
Med de tre forskningsbaserede budskaber: A) Gør noget aktivt, B) Gør noget sammen og C) Gør noget meningsfuldt kan vi forbedre og styrke vores mentale sundhed. Der er mange forskellige måder og niveauer, vi kan handle på. Fx ved at gøre noget godt for andre, være med i en madklub, læse en bog, spille et spil, starte en cykelklub, engagere sig i noget man brænder for, være frivillig, gå en tur, snakke med naboen, spille fodbold med vennerne, give tid til ro og fordybelse eller være en del af den lokale idrætsforening. Det handler om at finde ud af, hvad der giver livet mening, glæde og værdi for den enkelte. For det er helt fundamentalt for vores mentale sundhed, at vi har følelsen af at have noget og nogen at stå op til om morgenen.
Center for Mental Sundhed ønsker at udbrede kendskab til, hvad der skaber mental sundhed.
Vi tilbyder at holde oplæg om forebyggelse og sundhedsfremme. Kontakt os for yderligere oplysninger.