#KysBedreOdense 2025
Studiestartskampagnen KysBedreOdense 2025 kørte fra uge 36 til og med uge 41.
Oplysning, dialog og synlighed
Til dette års studiestartkampagne har vi afholdt en masse oplæg for unge mennesker på de odenseanske uddannelsesinstitutioner. Vi oplyste om cigaretter, snus og vapes – og ikke mindst om, hvilke konsekvenser nikotin har på den unge hjerne. Mange af de unge mennesker var ret overrasket over, at 3 ud 4 unge, der er nikotinafhængige, faktisk ønsker at blive nikotinfri.
Igen i år har vi haft besøg af en masse unge mennesker i vores stand. Her havde de mulighed for at deltage i vores fup eller fakta-quiz om nikotinprodukter. Som tak for deltagelsen i vores quiz kunne de vinde drikkedunke, strømper, net og t-shirts – alt med budskabet #KysBedreOdense. Et af de vigtigste budskaber var igen i år, at hvis man ønsker hjælp til et nikotinfrit liv, så er man altid velkommen til at kontakte os i Røg- og Nikotinfrit Odense.
Vi starter løbende nye ungehold på Ørbækvej 100, og vi kommer også meget gerne ud til jer på jeres uddannelsesinstitutioner, hvis I er en gruppe, der ønsker hjælp til nikotinfrihed.
Sideløbende har der igen i år været gang i vores Instagram-profil KysBedreOdense, hvor der har været oplysende opslag og konkurrencer.
