Spring til indhold

Pædagogik i Platanhaven Børnehus

Her kan du læse om børnehusets pædagogik.

Selvbetjening

Selvbetjeningsoversigt
Vi tager afsæt i et dansk barnesyn, hvor barndommen i sig selv er en betydningsfuld fase i livet, og hvor leg, livsglæde og basal tryghed er vigtige kerneværdier. Alle børn skal opleve små og store sejre, blandt andet ved at møde udfordringer af forskellig karakter, som er med til at give børnene en robusthed, der udvikler bedst mulig livsduelighed.

Vi arbejder med at se og forstå det enkelte barns ressourcer og udfordringer. Vi justerer hele tiden på indsatsen omkring barnet for at sikre trivsel, udvikling og læring.

Vores læringsmiljøer er indrettet, så de understøtter trivsel, læring, leg og udvikling gennem samvær, men også med plads til ro og fordybelse. Pause fra fællesskabet er ofte vigtig for barnet. Vi overvejer, hvornår pausen skal være, på hvilken måde, den skal være, og hvilken form den skal have for at opnå effekt for barnet. Barnet understøttes i at kommunikere, udtrykke ønsker og behov, så barnet får handlemuligheder i mødet med andre.
Kommunikation foregår i alle dagligdagens funktioner og samspil. Kommunikation er dels verbal, dels – og i lige så høj grad - ved hjælp af billeder, konkreter, Tegn til Tale, fotos mm.

Vi arbejder ud fra et inkluderende grundsyn. Det betyder, at alle børn og voksne har ret til at være og føle sig som en del af fællesskabet. Vi ser hinandens forskellighed som en ressource, så vi kan lære af hinanden og udvikles. Vi evaluerer og tilegner os ny viden gennem praksisfortællinger, og vi arbejder hele tiden med at holde fokus på det, som lykkes, fremfor det, som ikke lykkes.