Pædagogik i Marienlund Børnehus

I Børnehuset Marienlund arbejder vi ud fra en legepædagogisk tilgang, hvor legen betragtes som en værdi i sig selv og samtidig som det vigtigste fundament for børns trivsel, udvikling, læring og dannelse.
At "Lade legen leve"
For os betyder det, at børnene skal have tid, rum og mulighed for at fordybe sig i legen. Vi ved, at de største øjeblikke af læring ofte opstår, når børn selv får lov til at undersøge, eksperimentere, skabe relationer og udvikle ideer gennem legen. Derfor værner vi om de legefællesskaber, der opstår, og de voksne er aktivt deltagende, støttende og nysgerrige på børnenes perspektiver.
Vi indretter vores læringsmiljøer både inde og ude, så de inviterer til leg, fantasi, bevægelse, kreativitet og fordybelse.
Med afsæt i Gitte Borks legematriks arbejder vi bevidst med de forskellige voksnes positioner i legen. Nogle gange går vi foran og inspirerer til nye lege og deltagelsesmuligheder. Andre gange går vi ved siden af børnene og understøtter deres initiativer, og til tider træder vi bevidst tilbage for at give plads til, at legen kan udvikle sig på børnenes egne præmisser. På den måde skaber vi de bedste betingelser for, at alle børn kan opleve sig som betydningsfulde deltagere i legefællesskaber.
Vi ser det som vores opgave at skabe attraktive legemiljøer, hvor børnene inviteres til nysgerrighed, fantasi, fordybelse og samspil. Samtidig er vi opmærksomme på at understøtte de børn, som har brug for hjælp til at finde vej ind i legen eller fastholde deres deltagelse i fællesskabet.
Feed forward som faglig tilgang
I vores pædagogiske praksis arbejder vi med feed forward. Det betyder, at vi har fokus på barnets muligheder og næste skridt frem for fejl og mangler. Vi er optagede af, hvad barnet allerede mestrer, og hvordan vi kan understøtte barnets videre udvikling gennem tydelig guidning, opmuntring og fælles refleksion.
Vi tror på, at børn udvikler sig bedst, når de mødes med troen på deres potentiale, og når de voksne hjælper dem med at få øje på nye handlemuligheder og succesoplevelser.
Positive anvisninger
Vi arbejder ligeledes med positive anvisninger i mødet med børnene. Det betyder, at vi så vidt muligt fortæller børnene, hvad vi gerne vil have dem til at gøre, fremfor hvad de ikke må.
Når vi kommunikerer positivt og anvisende, skaber vi tydelighed og forudsigelighed for børnene. Samtidig understøtter vi deres forståelse af fællesskabets rammer og forventninger på en respektfuld og anerkendende måde.
Vi ønsker, at børnene oplever sig mødt af voksne, som guider med varme, tydelighed og omsorg. På den måde skaber vi et læringsmiljø, hvor børnene udvikler mod på at prøve nyt, indgå i fællesskaber og bidrage aktivt til hverdagen.
I Marienlund er vores legepædagogiske tilgang tæt forbundet med vores motto: "Lad legen leve." Vi tror på, at når børn får mulighed for at lege, fordybe sig og være en del af meningsfulde fællesskaber, skabes de bedste betingelser for et godt børneliv.
Kontaktinformation
Marienlund Børnehus
Sandhusvej 12
5000 Odense C
63 75 27 28
Åbningstider
Mandag - Torsdag 6.30-16.45
Fredag 6.30-16.15