Spring til indhold

Indstilling og visitation

Sådan foregår det, når en ung skal indstilles til en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (stu).

Indstilling via uddannelsesvejleder i KUI

Det er uddannelsesvejledere i KUI, der kan indstille unge til stu. Processen starter med en samtale mellem den unge og en uddannelsesvejleder:

Uddannelsesvejlederen taler med den unge om ønsker, interesser og områder, der skal styrkes.

Uddannelsesvejlederen indsamler relevante oplysninger om skolegang og andre forhold, der giver et godt billede af den unge. Det kan f.eks. være lægelige oplysninger, børnefaglig undersøgelse og en Pædagogisk Psykologisk Vurdering (PPV).

På baggrund af samtalen forbereder uddannelsesvejlederen sig til at lave en mundtlig fremlæggelse for det såkaldte Afklaringsforum i Odense Kommune. En del af uddannelsesvejlederens oplæg består af et forslag til en uddannelsesplan for den unge.

 

Visitation i Afklaringsforum Odense Kommune

Uddannelsesvejlederen fremlægger den unges sag, herunder et forslag til en uddannelsesplan, for Afklaringsforummet, som vurderer, om den unge er i målgruppen for stu.

Møderne afholdes hver 14. dag og består af:

  • Formand, chef for Uddannelse 1, BSF
  • Afdelingsledere fra KUI
  • Uddannelsesvejleder fra KUI
  • Stu-vejleder fra CSV
  • Afdelingsleder fra Center for Specialundervisning for Voksne (CSV)

Hvis den unge ikke vurderes berettiget

Vejlederen skal partshøre og tilbyde en skriftlig afgørelse inden for 14 dage, hvis den unge eller forældre/værge ønsker det, for eksempel for at kunne klage.

 

Hvis den unge vurderes berettiget

  • Den unge inviteres til en samtale med en stu-vejleder, der bl.a. handler om den unges mål med uddannelsen og hvilke stu-institutioner, der kunne være relevante.
  • Den unge inviteres til rundvisning på relevante stu-institutioner.
  • Den unge og forældre/værge får besked om, at den unge er indstillet til stu og modtager samtidig den unges forløbsplan, som beskriver hvor og hvordan uddannelsen skal foregå, og hvad den skal indeholde. Desuden sendes informationer om muligheden for at søge om transport til og fra uddannelsen.

Opfølgning på den unges forløbsplan

Mindst én gang om året mødes den unge, evt. forældre eller værge, en vejleder fra KUI og en vejleder fra stu for at følge op på den unges forløbsplan.

Transport

  • Tilskud til offentlig transport ydes, hvis afstanden er over 11 km.
  • Ved særlige behov kan hele eller dele af udgiften dækkes efter konkret vurdering.
  • Den endelige afgørelse træffes af Afklaringsforummet.

Læs mere om muligheden for at få støtte til transport her. 

Klagemulighed

Hvis den unge er utilfreds med afklaringsforummets afgørelse omkring målgruppe eller forløbsplan (tilbud/indhold/sted), kan den unge klage til Klagenævnet for Specialundervisning.

Klagevejledningen vil fremgå af Afklaringsforummets afgørelse.

 

Gå til forrige side