Spring til indhold

Velkommen til Dagplejen Øst

Vi glæder os til det kommende samarbejde og til at være en del af dit barns hverdag og udvikling.

I Dagplejen Øst arbejder vi hver dag for at skabe kvalitet og at stille børnene bedst muligt til den verden, de allerede er en del af. Vores arbejde tager afsæt i værdierne ordentlighed, tillid og fællesskab – værdier, der præger både relationer, læringsmiljøer og samarbejdet med jer som forældre.

 

En tryg og nærværende hverdag

Hos os vil dit barn gennem hele dagen være sammen med den samme voksne, som i små, hjemlige og trygge rammer skaber en hverdag med fokus på dannelse, trivsel, udvikling og læring. Dagplejeren tilrettelægger dagen med udgangspunkt i det enkelte barns behov og med inspiration fra den pædagogiske læreplan.

Når det er muligt, benytter dagplejeren nærmiljøet og deltager i fællesskaber med andre dagplejere og børn – fx i legestue, på legeplads, bibliotek eller ture i naturen. Nogle dagplejere har ladcykler, som gør det muligt at komme længere omkring og give børnene oplevelser i et større nærområde. Andre benytter barnevogne til at tilgå nærmiljøet og skabe små, trygge ture i nærområdet. Uanset transportformen er formålet det samme: At give børnene oplevelser, bevægelse og fællesskab i børnehøjde.

 

Samarbejde og faglighed

Ved opstart modtager du dagplejepædagogens kontaktoplysninger. Dagplejepædagogen er dagplejerens faglige sparringspartner og fører løbende tilsyn i både hjemmet og legestuen. Formålet er, at støtte dagplejeren og at lære dit barn at kende – og være til rådighed for dig, hvis du har spørgsmål eller ønsker en faglig samtale om dit barns trivsel og udvikling.

Vi arbejder med tidlig indsats og har et tæt samarbejde med kommunens tværfaglige specialister. Det kan fx være tale-/sprogkonsulenter, sundhedsplejersker, psykologer, ergo- og fysioterapeuter, familiebehandlere og læringsmiljøpædagoger. Hvis der opstår behov for at inddrage andre fagpersoner, sker det altid i tæt dialog med dig som forælder.