Spring til indhold

CAFÉerne

CAFÉerne i Odense kommune er tre personalekantiner

CAFÉerne i Odense Kommune er en del af Sundheds-, Omsorgs- og Forebyggelsesforvaltningen. Vi er et arbejdsfællesskab, der i en varierende hverdag har fokus på kerneopgaven. Vi er tre caféer – også kaldet personalekantiner - på Odense Rådhus, Odense Slot og Ørbækvej 100, der arbejder ud fra det samme koncept, som danner fundamentet for hele vores udvikling. Vi stiller høje krav til vores opgaveløsning, vi har høje forventninger til samarbejdet og vi har en høj grad af tillid til hinandens fagligheder.

Vi laver morgenmad, smoothies og arbejder med fælles menuplaner til vores frokost og har mødeforplejning til møder og arrangementer i Odense Kommune – med øje for, hvad bestillerne har brug for. Vi har stort fokus på høj kulinarisk kvalitet, økologi, grønne retter, råvarer i sæson, anretning, masser af bælgfrugter og velsmag. Vores mad læner sig op ad De officielle Kostråd for sunde og klimavenlige måltider, og tager afsæt i FN’s 17 Verdensmål. Vi anvender mindst 60% økologiske råvarer og prioriterer økologiske fødevarer fra lokale producenter på Fyn og øerne; såsom mel, bælgfrugter, most, chokolade og krydderurter.

Vi tilpasser os løbende med nye tiltag omkring maden, rummet og dialogen.

Maden

I CAFÉerne laver vi velsmagende og MØFFET mad med masser af bælgfrugter, grøntsager, korn og gode fedtstoffer. Du kan læse mere om De officielle Kostråd https://foedevarestyrelsen.dk/kost-og-foedevarer/alt-om-mad/de-officielle-kostraad/kostraad-til-dig
Vi gør vores bedste for at inspirere vores gæster, og naturen og højtiderne er med til at bestemme årets gang i vores mad, og hvordan vi anretter.

Rummet

CAFÉerne er mere end bare personalekantiner. Det er rum, hvor der er plads til dialog og til at arbejde. Hver café er indrettet med en hyggelig stemning, og her er, ud over plads til at spise frokost, også mulighed for at holde et møde og/eller blot sidde og fordybe sig i sit arbejde. Vi bruger naturen til at gøre måltidsrummet hyggeligt – helt i takt med årstiderne, traditioner og højtider.

Dialogen

I CAFÉerne er vi til for gæsterne og bestillerne. Vi byder velkommen, overrasker og vi elsker at være måltidsværter, når maden skal serveres. Vi udvikler masser af gode opskrifter, og deler dem gerne med vores gæster. Vi vil yde en god service og give vores bestillere og gæster gode mad- og måltidsoplevelser. Vi er åbne og imødekommende, elsker en snak om maden, formidler de gode historier med et smil og så vil vi gerne blive bedre og bedre, til det vi gør.