Faciliteter på Krisecenter Odense
Du har dit eget værelse med alt det nødvendige og adgang til fælles køkken, opholdsrum og have. Vi skaber trygge rammer med plads til både privatliv og fællesskab.
Du har dit eget værelse
Du har dit eget værelse, som er indrettet med køleskab, tv, sofa, senge og mulighed for barneseng. Der er dyner, puder, sengetøj og håndklæder til rådighed.Til værelset hører også rengøringsmidler og toiletpapir, men almindelige hygiejneprodukter står du selv for.
Enkelte værelser har eget badeværelse, mens hovedparten deler badeværelse med ét andet værelse, så to beboere har adgang til samme bad og toilet.
Vi har også et kørestolsvenligt værelse til dig, der har et fysisk handicap. Har du brug for hjælp til personlig pleje, kan vi samarbejde med hjemmeplejen, så du får den støtte, du har brug for.

Fællesarealer, køkken og opholdsrum
Krisecenteret har fællesarealer og opholdsrum, hvor du kan være sammen med andre beboere, hvis du har lyst
Der er et stort fælles køkken, hvor du kan tilberede mad med krisecentrets egne råvarer. Køkkenet er bemandet med personale i dagtimerne på hverdage og sørger for alle dagens måltider. Du er altid velkommen til at give en hånd med eller komme med idéer til madplanen.
I weekenden er der mulighed for at lave mad til dig selv, dine børn eller andre beboere – helt frivilligt.



Udendørsområder
Vi har en stor, børnevenlig have, som beboerne frit kan benytte. Haven er en del af matriklen og derfor også indhegnet.
Rygning
For dig, der ryger, er der en havepavillon i en afskærmet del af haven, og om natten er der et indendørs rum, hvor det er tilladt at ryge.
Cykler
Vi har et par cykler, herunder en ladcykel, som kan lånes fra dag til dag, f.eks. hvis du skal til uddannelse, arbejde eller aflevere børn.

Få mere viden om et ophold på Krisecenter Odense
Børnefaglig indsats på krisecenteret
Støtte efter dit ophold på krisecenteret
Generelt om ophold på krisecenteret