Ofte stillede spørgsmål (FAQ)
Få hurtigt svar på de vigtigste spørgsmål om adgang, hjælp og støtte på Krisecenter Odense.
Rettigheder og adgang
Hvem kan vi hjælpe?
Vi kan tilbyde råd og vejledning til alle, der oplever vold – uanset køn.
Hvis det ikke er muligt at være i eget hjem på grund af vold eller trusler om vold, tilbyder vi midlertidigt ophold, støtte og rådgivning til kvinder og eventuelle børn. Det gælder også kvinder/piger og mænd/drenge over 18 år med en familiær relation til den indskrevne kvinde.
Hvis du som mand har brug for et ophold, hjælper vi dig videre til et passende tilbud.
Er du i tvivl, om det du oplever er vold? Du er altid velkommen til at kontakte os på 63 75 75 00, vi har åbent døgnet rundt. Vold er ikke kun fysiske slag; det kan også være kontrol, isolation, økonomisk styring eller psykisk pres.
Vi tilbyder anonym rådgivning, individuelle samtaler og mulighed for gruppeforløb, så du kan få den støtte, du har brug for til at komme videre i livet uden vold.
Har jeg ret til at komme på krisecenter?
Ja. Hvis du opholder dig lovligt i Danmark og er blevet udsat for vold eller trusler i en nær relation, har du ret til et midlertidigt ophold på et krisecenter. Det betyder, at hvis du har oplevet vold, har du ret til hjælp i form af støtte, omsorg og sikkerhed – herunder mulighed for et ophold på et krisecenter.
Er du i tvivl, om du har været udsat for vold? Du er også altid velkommen til at ringe til os og få råd og vejledning, vi har åbent døgnet rundt.
Telefon: 63 75 75 00
Du kan også læse mere om, hvad vold er her.
Skal jeg bo i Odense Kommune for at få hjælp?
Nej. Krisecenter Odense hjælper borgere fra hele landet med råd og vejledning og et eventuelt ophold på krisecenteret, uanset hvilken kommune du bor i. Du behøver altså ikke være bosat i Odense for at kontakte os.
Hvis der ikke er en ledig plads, eller vi vurderer, at vi ikke er det rette tilbud for dig, hjælper vi dig altid videre.
Hvad kan jeg få hjælp med, når jeg har ophold på krisecenteret?
Når du bor hos os, får du først og fremmest et trygt sted for dig og dine evt. børn – væk fra volden.
Vi tilbyder:
- Sikkerhed og ro i et midlertidigt ophold med eget værelse og adgang til fællesarealer
- Støtte og rådgivning, der hjælper dig med at afklare din situation – fx om vold, trivsel, børn, skilsmisse, bolig, økonomi, arbejde og uddannelse
- Koordinering, så du får den rette hjælp fra kommune, politi, advokat og andre instanser
- Psykologhjælp til dig og samtaler for dine børn
- Børnetilbud, herunder pasning om formiddagen, skoletilbud og støtte til forældrerollen
- Fællesskab og aktiviteter, hvor du kan møde andre kvinder og børn i samme situation
- Opfølgende rådgivning, der fortsætter efter du er flyttet, indtil du er godt på plads i din nye hverdag.
Din og dine børns sikkerhed og anonymitet er altid vores højeste prioritet.
Læs mere om at få ophold på Krisecenter Odense her.
Kan jeg bare møde op?
Ja, du kan henvende dig døgnet rundt. Du er velkommen til at kontakte os telefonisk på 63 75 75 00 eller møde personligt op, når du har brug for hjælp. Vi har døgnåbent alle årets dage, så der vil altid være personale til stede.
Hvis det er muligt, må du gerne ringe først, så kan vi sammen vurdere din situation og sikre, at der er plads og hjælp klar til dig.
Har du akut brug for hjælp og sikkerhed, kan du altid komme direkte. Er der ingen plads, sørger vi for at finde et alternativ til dig med det samme.
Du kan også ringe anonymt for råd og vejledning, hvis du ønsker det, det er helt uforpligtende.
Skal jeg politianmelde volden, før jeg kan få hjælp?
Nej. Du behøver ikke at have anmeldt volden. Det er dit valg. Vi støtter dig uanset hvad, og hjælper dig, hvis du ønsker at anmelde.
Praktiske forhold ved ophold
Hvad koster det at bo på krisecenter?
Et krisecenterophold er som udgangspunkt gratis for dig, da det offentlige dækker opholdet. Der er dog en egenbetaling på 104,33 kr. i døgnet (takst for 2026), jf. Serviceloven §109.
Kommunen kan opkræve dette beløb alt efter din økonomiske situation. Hvis du har svært ved at betale, hjælper vi dig med at søge om at få beløbet nedsat, så økonomi ikke står i vejen for, at du kan få hjælp. Ingen bliver afvist på grund af manglende betalingsevne.
Hvor lang tid kan jeg bo på krisecenteret?
Et krisecenterophold er midlertidigt, men der er ingen fast tidsgrænse. Hvor længe du bliver afhænger af din situation og sikkerhed. Nogle bor kun få uger eller måneder, mens andre har brug for længere tid. Vi hjælper dig med en plan for fremtiden og støtter dig i at finde egen bolig. Du kan bo hos os, indtil du er klar til at flytte videre til et sikkert liv.
Hvad skal jeg tage med?
Lad ikke bekymringen om dine ejendele stoppe dig fra at søge hjælp – din og dine eventuelle børns sikkerhed kommer først.
Hvis du har mulighed for at pakke en taske, er det en god idé at tage vigtige personlige ting med. Fx:
- ID og vigtige papirer: Officielle dokumenter om dig selv og børn (fx pas, sundhedskort, dåbs-/fødselsattester, evt. opholdspapirer)
- Medicin: Eventuel nødvendig medicin og recepter
- Økonomi: Pung med betalingskort og kontanter
- Nøgler: Husnøgler og evt. bilnøgler
- Telefon og oplader: Din mobiltelefon og oplader (og evt. tablet/bærbar)
- Tøj og personlige ting: Tøj til dig selv (og børn) samt personlige ejendele, der betyder noget for jer (f.eks. yndlingslegetøj til børnene, fotos eller lignende).
Hvis du ikke kan nå at få det hele med, skal du ikke bekymre dig. Det vigtigste i første omgang er at komme i sikkerhed.
Hvilke faciliteter er der på krisecenteret?
- Eget værelse med senge, sofa, tv og køleskab (mulighed for barneseng)
- Bad: eget badeværelse eller delt med ét andet værelse
- Kørestolsvenligt værelse og samarbejde med hjemmeplejen ved behov
- Fællesarealer og stort indhegnet haveområde
- Køkken med personale til måltider på hverdage – frivillig madlavning i weekenden
- Rygeområder: havepavillon og indendørs rum om natten
- Cykler til lån, inkl. ladcykel
Læs mere om faciliteter på Krisecenter Odense her.
Hvordan er dagligdagen på krisecenteret?
Hverdagen er præget af tryghed og struktur. Personalet er til stede døgnet rundt og skaber en sikker ramme. De hjælper med samtaler, praktiske spørgsmål og støtte i hverdagen. Du bestemmer selv, hvor meget du vil deltage i fællesskabet. Vi har:
- Faste måltider og ugentlige beboermøder
- Frivillige fælles aktiviteter og samtaler med andre kvinder i samme situation
- Aktiviteter som båldag, filmaftener, banko og NADA
- Samtaler med socialrådgiver, kontaktperson eller psykolog, planlagt efter dine behov.
Læs mere om dagligdagen på Krisecenter Odense her.
Sikkerhed
Er jeg i sikkerhed på krisecenteret?
Ja. Din og dine børns sikkerhed er højeste prioritet for os. Krisecenteret er bemandet hele døgnet, og hele området er indhegnet for at skabe tryghed. Alle døre og vinduer er udstyret med alarmer. Adgang til Krisecenteret sker via et slusesystem, hvor én dør lukkes, før den næste åbnes. Ingen får adgang uden aftale, medmindre man bor på krisecenteret.
Kan jeg være anonym?
Man kan kun opholde sig anonymt, hvis man ikke har børn. Dette skyldes, at vi på krisecentret har pligt til at underrette, når et barn kommer på krisecenter, eller hvis vi bliver bevidste om, at et barn har været vidne til eller udsat for vold i
hjemmet.
Din egen kommune bliver som udgangspunkt orienteret om indskrivningen, da kommunen betaler opholdet for dig og dine eventuelle børn. Kommunen inddrages ofte også for at hjælpe dig videre med bolig, økonomi og støtte.
Hvis du ikke har børn med på krisecentret og ønsker at bevare din anonymitet overfor kommunen, er det muligt. Vi taler med dig om dine muligheder og hjælper med at finde den løsning, der passer bedst til din situation.
Børn
Må jeg tage mine børn med på krisecenter?
Ja, det må du. Ved ankomsten vil du og dine børn blive taget godt imod, og I får en velkomstsamtale med en medarbejder med særlig viden om børn. Her taler I sammen om, hvordan børnene har det, og hvad de har brug for under opholdet.
Krisecenteret har pædagogisk personale, som har erfaring med at støtte børn, der har oplevet utryghed eller vold i hjemmet.
Hvert barn får tilknyttet en kontaktperson, der følger barnet under opholdet og sikrer, at barnet trives og føler sig tryg.
Læs mere om den børnefaglige indsats på Krisecenter Odense.
Må jeg tage mine voksne børn med på krisecenter?
Ja, kvinder/piger og mænd/drenge over 18 år, som har behov for sikkerhed og som har en familiær relation til en indskrevet kvinde, kan blive indskrevet på Krisecenter Odense.
Børnetilbud og skole
Krisecentret har et mindre børnetilbud, som børn i alderen 1-6 år kan benytte i formiddagstimerne, hvis dit barn kan rumme at være i tilbuddet.
Det er et tilbud til børn, som normalvis går i børnehave/vuggestue/dagpleje, men af forskellige årsager (sikkerhed, afstand m.v.) ikke kan være i deres normale institution.
For skolebørn hjælper vi med at finde den bedste løsning for jeres situation. Hvis det er muligt og sikkert, fortsætter barnet i sin vanlige skole. Hvis ikke det kan lade sig gøre, tilbydes der undervisning på Krisecenter Odense. Krisecenteret har eget klasselokale og en aftale med en lokal folkeskole om, at lærere fra skolen kommer og underviser i krisecenterets klasselokale.
Der kan dog ikke tilbydes undervisning til børn med særlige behov.
Læs mere om den børnefaglige indsats på Krisecenter Odense.
Får mine børn psykologsamtaler?
På Krisecenter Odense, har vi psykologer tilknyttet, så dine børn kan få psykologsamtaler under opholdet. Børn har krav på minimum 4 samtaler.
Læs mere om den børnefaglige indsats på Krisecenter Odense.
Vold og rådgivning
Hvordan ved jeg, om jeg er udsat for vold?
Vold er ikke kun slag og fysiske overfald – det kan vise sig i mange former. Psykisk vold (f.eks. trusler, kontrollerende adfærd, nedgørelse eller isolation) er også vold, ligesom seksuel, økonomisk, digital eller materiel vold hører under voldsbegrebet.
Hvis noget i din relation føles forkert, skræmmende eller nedværdigende, kan der være tale om vold, selv hvis du ikke har synlige blå mærker.
Læs mere om, hvad vold er her.
Er du i tvivl, så kontakt os for en snak. Vi kan sammen gennemgå din situation og rådgive dig om dine muligheder. Du kan ringe anonymt, hvis du foretrækker det, og få afklaret om det, du oplever, er vold, og hvilken hjælp du kan få.
Ring til os på telefon: 63 75 75 00.
Skal jeg bo på krisecenteret for at få råd og vejledning om min situation?
Nej. Du behøver ikke at bo på Krisecenter Odense for at få råd og vejledning. Krisecenter Odense tilbyder også gratis rådgivning til kvinder og mænd samt pårørende, som er berørt af vold. Det vil sige, at du kan få støtte gennem telefonsamtaler, personlige samtaler eller gruppeforløb – uden at være indskrevet som beboer. Du kan f.eks. ringe på 63 75 75 00 og få en fortrolig snak med vores fagpersonale om din situation. Ved alle henvendelser om råd og vejledning er man anonym.
Formålet er at hjælpe så mange som muligt – også dem der ikke har brug for eller mulighed for et ophold. Du vil få professionel vejledning om, hvordan du kan håndtere din situation, hvilke muligheder du har, og eventuelt hjælp til planlægning, hvis det senere skulle blive nødvendigt med beskyttelse eller ophold.
Læs mere om vores anonyme rådgivning og vejledning her.
Andre spørgsmål?
Ovenstående dækker de mest almindelige spørgsmål. Har du andre spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte Krisecenter Odense. Vi står klar til at hjælpe og vejlede dig – du er ikke alene, og der findes hjælp og løsninger, uanset din situation.
Ring til os på telefon: 63 75 75 00.