Få ophold på Krisecenter Odense

Spring til indhold

Få ophold på Krisecenter Odense

Et ophold på Krisecenter Odense er et tilbud til dig, der har fået overskredet dine grænser i dit parforhold eller i en nær relation. Vold har mange former, og kan være både fysisk og psykisk, seksuel, økonomisk og materiel.

Hvis du ikke kan være i dit eget hjem på grund af vold eller trusler om vold, tilbyder vi midlertidigt ophold, støtte og rådgivning til kvinder og eventuelle børn. Det gælder også kvinder/piger og mænd/drenge over 18 år med en familiær relation til den indskrevne kvinde.

Volden kan have mange former – fysisk, psykisk, herunder negativ social kontrol, seksuel, økonomisk eller materiel – og den kan snige sig ind i hverdagen som kontrol, frygt eller skam.

Vi ved, at det kan være svært at tage skridtet og søge hjælp. Hos os bliver du mødt med omsorg, respekt og professionel støtte. Vi hjælper dig med at skabe overblik over din situation og finde vejen til en ny begyndelse.

Er du i tvivl, om vi kan hjælpe dig?

Mange, der er udsat for vold, er i tvivl om, om det de oplever er virkeligt og slemt nok til, at de kan få hjælp på et krisecenter. Du er altid velkommen til at kontakte os og søge råd og vejledning – også hvis du er i tvivl.

Ring til os på telefon 63 75 75 00 døgnet rundt.

Vold viser sig ikke altid som blå mærker. Den kan snige sig ind i hverdagen og kan opleves som kontrol, frygt eller skam. Hvis du kan genkende én eller flere af nedenstående situationer, kan det være tegn på, at du er udsat for vold:

  • Bliver du isoleret? – Bliver du begrænset i at se familie eller venner, eller bliver du manipuleret til at afbryde kontakten?
  • Bliver du nedgjort? – Kalder nogen dig øgenavne, ydmyger dig eller taler ned til dig – måske foran andre?
  • Bliver du overvåget? – Skal du ofte forklare, hvor du er, hvem du er sammen med, og hvad du laver?
  • Bliver du fysisk skadet? – Har du oplevet slag, spark, skub eller anden fysisk vold?
  • Bliver dine ting ødelagt? – Ødelægger nogen dine ejendele eller smider dem ud uden din tilladelse?
  • Bliver din økonomi kontrolleret? – Har du ikke hel eller delvis råderet over din egen økonomi, manipuleres til at optage løn eller andre økonomiske beslutninger?
  • Bliver dine grænser overskredet? – Oplever du uønsket seksuel kontakt, pres eller tvang?
  • Bliver du forfulgt? – Føler du dig overvåget, forfulgt eller kontrolleret – fysisk eller digitalt?

Vil du vide mere om, hvad vold er? Klik her

Hvad tilbyder vi på Krisecenter Odense?

  • Et midlertidigt ophold for dig og dine eventuelle børn i sikkerhed.
  • Støtte og rådgivning, der hjælper dig med at afklare din situation, f.eks. i forhold til:
    • erkendelse og forståelse af volden – hvad er vold og hvordan påvirker den dig?
    • trivsel og sundhed – både fysisk og psykisk.
    • børn og forældrerollen – hvordan hjælper du dine børn bedst i en svær tid?
    • Skilsmisse, samvær og forældremyndighed.
    • bolig og økonomi – hvordan kommer du videre rent praktisk?
    • arbejde og uddannelse
  • Eget værelse med adgang til fællesarealer, hvor du kan være alene eller sammen med andre, alt efter hvad du har behov for.
  • Mulighed for at møde andre kvinder og børn, der er i samme situation som dig.
  • Psykologsamtaler under dit ophold. Som beboer på krisecenter har du ret til psykologhjælp, så du kan bearbejde de oplevelser, du har været igennem.
  • Børnefaglig indsats, herunder tilbud om pasning af børn i vuggestue- og børnehavealder i formiddagstimerne, skoletilbud og mulighed for at dine børn kan tale med en psykolog.
  • Koordinerende rådgivning , som sikrer, at du får den rette hjælp fra forskellige instanser. Vi hjælper med at skabe overblik og koordinere kontakt til fx kommune, politi, advokat og andre relevante aktører, så du ikke står alene med opgaven.
  • Opfølgende rådgivning, der fortsætter efter du er flyttet, indtil du er godt på plads i din nye bolig.

Sikkerhed og adgang

Din og dine børns sikkerhed er vores højeste prioritet. Hele Krisecenterets område er indhegnet for at skabe tryghed, og adgang til Krisecenteret sker via et slusesystem, hvor én dør lukkes, før den næste åbnes. Ingen får adgang uden aftale, medmindre man bor på krisecenteret.

Anonymitet

Alle kvinder, der bor på Krisecenter Odense, er anonyme – ingen udenfor krisecenteret får oplyst, at du opholder dig her.

Der er dog én undtagelse: Din egen kommune bliver som udgangspunkt orienteret om indskrivningen, da kommunen betaler opholdet for dig og dine eventuelle børn. Kommunen inddrages ofte også for at hjælpe dig videre med bolig, økonomi og støtte.

Hvis du ønsker at bevare din anonymitet også overfor kommunen, er det muligt. Vi taler med dig om dine muligheder og hjælper med at finde den løsning, der passer bedst til din situation.

Egenbetaling

Et krisecenterophold er som udgangspunkt gratis for dig, da det offentlige dækker opholdet. Der er dog en egenbetaling på 104,33 kr. i døgnet (takst for 2026), jf. Serviceloven §109.

Kommunen kan opkræve dette beløb alt efter din økonomiske situation. Hvis du har svært ved at betale, hjælper vi dig med at søge om at få beløbet nedsat, så økonomi ikke står i vejen for, at du kan få hjælp. Det er din egen kommune, der træffer afgørelsen om, hvorvidt du kan få nedsat betalingen.

Ingen alkohol eller euforiserende stoffer

Krisecenteret skal være et trygt sted at opholde sig for alle, og derfor er det ikke tilladt at indtage eller være påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer.


Få mere viden om et ophold på Krisecenter Odense

Børnefaglig indsats på krisecenteret

Faciliteter på krisecenteret

Dagligdagen på krisecenteret

Støtte efter dit ophold på krisecenteret


Krisecenter Odense
  • Rødegårdsvej 91
  • 5000 Odense C
  • Telefon: 63 75 75 00
  • Mail: krisecenter@odense.dk
Hotline
  • Ring hele døgnet