Dit barns udvikling
På intet tidspunkt i livet udvikler man sig så hurtigt som fra nyfødt til 1 år. Samtidig er forældrene barnets helt uvurderlige støtter i denne udvikling. Som forældre ønsker man det bedste for sit barn, men nogle gange kan det føre til, at man kommer til at stille for høje krav til sig selv.
Ingen forældre kan altid imødekomme barnets behov, og det skal heller ikke være målet. Nogle gange forstår man, hvad babyen har brug for og kan imødekomme det. Andre gange er det sværere at forstå hvilket behov, der ligger bag babyens adfærd. Det kan også være, at man måske ikke har mulighed for at imødekomme behovet lige med det samme.
Er du nysgerrig på, hvad det vil sige at være en god nok mor eller far, og hvorfor børn ikke har brug for ”perfekte forældre”, kan du få inspiration på følgende links:
På denforstetid.dk kan du finde viden om amning og børns udvikling.
ADBB og barnets sociale og følelsesmæssige udvikling
I Odense Kommune anvender sundhedsplejersken ADBB-metoden til at se på dit barns sociale og følelsesmæssige udvikling. Metoden bruges fra barnet er 2 mdr. til 2 år. ADBB er en evidensbaseret metode, som sundhedsplejersken anvender til at se på, hvordan dit barn søger kontakt til sundhedsplejersken. Første screening af ADBB foretages, når jeres barn er 2 måneder og i de følgende besøg.
Der korrigeres for alder, hvis dit barn er født for tidligt.
Hvis dit barn er meget træt, syg eller græder mere end 80 % af tiden i besøget, laves ADBB screeningen ikke før næste besøg.
Sundhedsplejersken foretager ADBB-screeningen i en situation, som skal være så struktureret så muligt.
ADBB vurderes ud fra den strukturerede undersøgelse og ikke ud fra en samlet vurdering af hele besøget. Det er vigtigt at pointere, at ADBB er en handling, der foregår mellem sundhedsplejersken og jeres barn. Sundhedsplejersken vil altid fortælle jer, hvordan hun vurderer jeres barns sociale kontakt og give jer vejledning ud fra dette.
Barnets følelsesmæssige og sociale udvikling
Dit barn trives socialt og følelsesmæssigt, hvis barnet kan danne nære og trygge relationer, udforske sine omgivelser og lære nyt.
Tegn på social og følelsesmæssig trivsel hos barnet:
- Barnet viser udenpå, hvordan det har det indeni, med udtryk for glæde, vrede, at være ked af det osv.
- Barnet reagerer positivt på berøring, forskellige ansigtsudtryk og andre former for kontakt med andre
- Dit barn er interesseret og nysgerrigt på andre mennesker
- Du og andre voksne oplever for det meste at have positivt samvær med barnet.
Du kan som forælder fremme barnets trivsel ved at give de gode rammer. Det gør du ved at aflæse dit barns behov og tilpasse dine krav og forventninger, til barnets alderstrin og forudsætninger.
Sådan stimulerer du dit barns trivsel:
- Sæt ord på, hvad dit barn gør, hvilke følelser det viser, og hvad dit barn kigger på
- Forbered dit barn på, hvad der skal ske
- Sæt ord på, hvad du selv gør
- Husk pauser og giv plads til, at dit barn svarer
- Vær rolig selvom dit barn er urolig.