Spring til indhold

Til dig som pårørende

Som værge eller forælder er der en del der ændrer sig, når den unge fylder 18 år. Herunder har vi samlet de vigtigste opmærksomhedspunkter

Til dig som pårørende

Når dit barn fylder 18 år stopper din forsørgerpligt

Det betyder, at de tilskud, du har fået på grund af din søn eller datters funktionsnedsættelse, også stopper.

Hvis du f.eks. har modtaget kompensation for tabt arbejdsfortjeneste ophører dette også. 

 

Medbestemmelse

Din søn eller datter er myndig ved det 18. år, og du har derfor ikke længere ret til medbestemmelse.

Ifølge loven må vi i kommunen f.eks. ikke længere tale om hans eller hendes sag og situation med dig, med mindre han/hun har givet dig samtykke til det.

Da du som forælder ofte er den nærmeste støtte, vil det være naturligt, at du forsat er en del af forløbet og deltager i møder som bisidder.

 

 

Værgemål

Værgemål kan være en mulighed for voksne, der er fyldt 18 år, men som ikke selv kan tage vare på personlige eller økonomiske forhold.

Det kan for eksempel være i tilfælde af psykisk udviklingshæmning eller en anden form for handicap.

bemærk

Du kan først søge om værgemål 6 måneder før dit barns 18-års fødselsdag.

Som forælder kan du henvende dig til Familieretshuset for at søge om værgemål eller for at få råd og vejledning om reglerne på området.

 

Hjælpemidler

Som udgangspunkt er reglerne for støtte til hjælpemidler de samme for voksne og børn.
Du skal dog være opmærksom på, at der alligevel kan ske en ændring i forhold til, hvilke hjælpemidler der kan bevilges fra det 18. år. Dette skyldes, at der er en bredere ramme for bevilling af hjælpemidler til børn end til voksne, fordi der er forskel i lovgivningen for børn og voksne. Desuden kan serviceniveauet også være forskelligt fra barn til voksen.

 

Ved bevilling af tilskud til kropsbårne hjælpemidler skal der ansøges igen ved overgangen til det 18. år. Også selvom behovet ikke har ændret sig (fx skoindlæg og bleer).

 

Andre hjælpemidler, der er bevilget inden man bliver 18 år følger med over i voksenlivet, som eksempelvis cykler, gangvogne og kørestole.

 

Ved ny ansøgning om hjælpemidler kan du finde den ønskede information på linket herunder:

 Hjælpemidler

Eller du kan få mere at vide ved at kontakte Indgangen, Dalumvej 95 B tlf. 63 75 25 75

Praktisk bistand

Er man bevilget praktisk bistand inden man bliver 18 år, følger denne også, som udgangspunkt, med over i voksenlivet.

 

Pårørenderådgivningen

Har du brug for at snakke med nogen?

Du kan sidde med mange tvivl og usikkerheder i denne overgangsfase.
Får du brug for at vende dine tanker med en udenforstående, som kan lytte, kan vi anbefale at du kontakter Pårørenderådgivningen i Odense Kommune.
Pårørenderådgivningen

Har du input til denne side?

Så send det gerne på mail til ungtilvoksen@odense.dk .

Vi udvikler siden løbende, så vi vil gerne i dialog om indholdet.


Odense Kommune
  • Flakhaven 2
  • 5000 Odense C
  • CVR-nummer: 35209115
  • Telefon: 66 13 13 72
Link til forside