Spring til indhold

Autisme §103/104

Autismetilbuddet i Fællesskabet Kochsgade tilbyder både aktivitets- og samværstilbud samt beskyttet beskæftigelse

Autismetilbud (§103/§104)

Til mennesker der har en lettere grad af autisme eller lignende udfordringer. De har betydelig nedsat funktionsevne eller særlige sociale problemer som gør, at de ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet. Tilbuddet medvirker til opretholdelse eller forbedring af personlige færdigheder eller livsvilkår. Og til at opretholde en meningsfuld struktur i hverdagen, samt meningsfulde aktiviteter og samvær.
Tilbuddet er målrettet den såkaldte mellemgruppe i autismespektrummet, som ofte ikke passer ind i de øvrige tilbud, men som med den rette støtte kan blive mere selvstændige over tid. Det sikrer vi gennem gode relationer, ro og tryghed, samt ikke mindst tid.


Beliggenhed:
- Kochsgade 31, stueplan og 2. sal
- Nogle aktiviteter eller beskyttet beskæftigelse kan foregå på andre adresser i Odense Kommune

Hvornår:
- Samværstilbud, mandag til torsdag kl. 09.00 – 15.00
- Samværstilbud, fredag kl. 10.00 – 14.00
- Montagen, mandag til torsdag kl. 09.00 – 12.00
- Montagen, fredag kl. 10.00 – 12.00 ikke en mulighed

Beskrivelse af autismetilbuddet:
Borgernes sociale og personlige færdigheder udvikles, samtidig med at ressourcer og udfordringer afdækkes med henblik på, at den enkelte udvikler sig til at have behov for mindre støtte. Vi tilbyder trygge rammer, med plads til forskellighed, men hvor vi opfordrer til deltagelse i sociale fællesskaber og sammenhænge. Vi har beskyttet beskæftigelse, i huset og ekstern beskæftigelse med ekstern samarbejdspartner og samvær samt aktiviteter som kan tilpasses den enkelte. Vi arbejder både kompenserende og udviklende og understøtter, at den enkelte oplever et meningsfuldt rehabiliteringsforløb. Rehabiliteringsforløbet udvikler nogle til at deltage på arbejdsmarkedet f.eks. i form af job, funktioner og roller i frivillig regi eller i andre sammenhænge i civilsamfundet.

Rehabiliteringsforløbet skal føre til større grad af selvstændighed og personlig udvikling. Borgerens ressourcer, interesser og arbejdsevne afdækkes og vi tilpasser rammerne individuelt, for at de kan deltage i aktiviteter eller varetage specifikke arbejdsopgaver. Vi skaber et miljø med forudsigelige rammer og relationer, der giver tryghed og ro til gavn for den enkelte. Vi støtter den enkelte med den nødvendige og tilstrækkelige socialfaglige indsats i forhold til formålet med rehabiliteringsforløbet.

Selvom tilbuddet bliver tilrettelagt ud fra den enkeltes behov, har vi også et godt fællesskab på lidt mere autismevenlige vilkår end andre steder, hvor vi er sammen, uden nødvendigvis at være sammen, dvs. at vi er i samme rum uden nødvendigvis at skulle samtale eller være sociale. Alligevel hænder det at der opstår samtaler og relationer imellem borgerne, når det lige opstår, især omkring diverse særinteresser.
Behovet for at skulle tale sammen for at være sammen er ikke nødvendigvis et behov på autismespektrummet. Dette tiltaler nogle, mens det for andre er for stille, og så er fællesaktiviteterne måske et bedre forum for dem
Borgerne der kommer her, har, for de flestes vedkommende, et stærkt sammenhold og ved hvem hinanden er.