Spring til indhold
Nyhed

Odense skole vinder international pris for entreprenørskab

17-11-2017
 


Sct. Hans Skole i Odense vandt torsdag aften prisen som "The Entrepreneurial School of the Year 2017" i Danmark. Prisen blev uddelt af organisationen JA Europe og Siemens ved en særlig event i Tallinn.

 
 

15 skoler på tværs af Europa modtog i går priser for deres fokus på entreprenørskab. Fonden for Entreprenørskab havde i samarbejde med JA Europe nomineret seks danske skoler, og det blev Sct. Hans Skolen i Odense, der løb med prisen for årets mest entreprenør-ivrige skole i Danmark. 



På Sct. Hans Skole sætter de en stor ære i at være fornyende, opfindsomme og i at skabe værdi for andre. Og det er noget af det, der spiller ind i skolens store fokus på innovation og entreprenørskab. De har arbejdet med at målrette skolens innovative profil i de seneste fem år. 


Skoleleder på Sct. Hans Skole, Lars Eriksen glæder sig over den internationale pris og det flotte skulderklap:



- Vi er meget glade og stolte over den fine pris, vi har modtaget. På Sct. Hans Skole har vi valgt, at en af skolens dimensioner er innovation. Vi ønsker her at udvikle børn og unge, som kan være nyskabende, iderige og innovative. Det betyder, at vi hele tiden har for øje, hvordan vi bedst kan klæde eleverne på, så de selvstændigt kan være medskabere af deres eget liv i en foranderlig verden, siger Lars Eriksen. 


Skolen er blandet andet blevet belønnet for en helhedsindsats, der inkluderer både elevere, lærere og ledelse i arbejdet med innovation og entreprenørskab. I 5. og 7.-9. klasse er der et særligt innovationsspor i undervisningen, og alle skolens lærere har i samarbejde med University College Lillebælt deltaget i kompetenceudvikling og workshops omkring innovation og entreprenørskab. 
 

Modige medskabere af fremtiden

Rådmand for børn og unge, Susanne Crawley Larsen (R) er både glad og imponeret over Sct. Hans Skole. Hun ønsker Sct. Hans Skolen stort tillykke med den flotte pris, og påpeger samtidig, at skolen er en af de skoler, der virkelig har formået at omsætte innovation og entreprenørskab i en skolemæssig kontekst. 



-  I Odense skal børn og unge vokse op med en tro på, at de kan. Det er deres virketrang, nysgerrighed og mod, der skal løfte Odense, når fremtiden bliver nutid. Som samfund og skole har vi en stor opgave med at gøre vores børn og unge i stand til at skabe deres eget liv og til at kunne genopfinde det, de kan i nye former igen og igen, siger Susanne Crawley Larsen og fortsætter:



- Som landets førende robotby arbejder vi allerede tæt sammen med byens mange innovative virksomheder om at klæde børnene på til at skabe det næste væksteventyr. Det gør vi blandt andet ved at sætte spot på potentialet i alle børn, så alle børn oplever, at de bidrager med noget. På den måde arbejder vi med næste generation af modige, tolerante og empatiske verdensborgere, der er i stand til at få skæve ideer og skabe nyt, siger hun. 


Folkeskolereformen fra 2014 kræver, at skolerne arbejder målrettet med entreprenørskab. Blandt andet indgår det i et særligt fag for 4.-6. klasse (håndværk og design), og så er det påkrævet, at det tænkes ind i alle skolens fag.


Fakta om Sct. Hans Skolens Innovationslinje

Mange af de elever der vælger innovationslinjen har interesser inden for kreativitet, design, ideudvikling, IT og animation. De kan godt lide at arbejde dybdegående med selvvalgte problemstillinger. De bliver udfordret inden for de entreprenante kompetencer som er: 

At tage initiativ
At kommunikere i forskellige sammenhænge
At finde og bruge muligheder
At sælge ideer
At tage risiko og ansvar
At omsætte ideer til handling
At skabe merværdi til produkter og oplevelser


 
 
Kontaktinformation

Susanne Crawley Larsen (R), Rådmand for børn og unge, Børn- og Ungeforvaltningen, Odense Kommune, telefon 3051 6015.

Lars Christian Eriksen, skoleleder, Sct. Hans Skole, Odense Kommune, telefon 2223 1828.
Lene Nygaard, Børn- og Ungeforvaltningen, Odense Kommune, Udviklingschef, telefon 51540847.