Spring til indhold
Nyhed

Danskernes mentale sundhed er et voksende problem for samfundet

25-09-2017

Hvordan kan vi passe bedre på vores mentale sundhed i fremtiden? Og hvordan sikrer vi et samfund, hvor færre oplever angst, stress og depression? Dette forsøger fagfolk, politikere og meningsdannere at finde svar på, når PIO Mental Sundhed inviterer til konference om mental sundhed den 12. oktober.

Vi lever i et komplekst samfund, der stiller store krav til vores formåen. Vi har travlt både ude og hjemme og skal præstere på mange fronter. Dette betyder, at flere og flere oplever, at hverdagen kan være svær at få til at hænge sammen, og det går ud over vores mentale sundhed og fører i værste fald til stress, angst og depression.

Danskernes mentale sundhed er et voksende samfundsproblem, og disse udfordringer søges der nu svar på på årets "Week of Health and Innovation" i Odense, når PIO Mental Sundhed inviterer til konference om mental sundhed.

Fra borgmester Peter Rahbæk Juel lyder det:

"Den generelle sundhedstilstand i Danmark er i løbet af de sidste 100 år blevet markant forbedret, men der er stadig et stort arbejde at gøre i forhold til den mentale sundhed. Selv om vi næsten alle kender én, der er berørt af stress, depression eller lignende, så er emnet stadig på mange måder tabubelagt. Derfor er det vigtigt, at vi som samfund har en løbende debat om, hvad vi sammen kan gøre for at forebygge psykiske lidelser. Jeg glæder mig til PIO's konference om mental sundhed, hvor vi skal debattere, hvordan vi i fremtiden kan indrette vores samfund, så det styrker vores mentale sundhed i stedet for at svække den."

Vi skal mærke os selv bedre

Den odenseanske skuespiller Lars Simonsen er en af de mange danskere, der på egen krop har mærket, hvor vigtigt det er at være opmærksom på sin mentale sundhed. Han vil på konferencen bl.a. fortælle om vigtigheden af nuet og om vigtigheden af, at vi bliver bedre til at mærke os selv og hinanden.

Lars Simonsen fortæller:

"Vores mentale sundhed og bevidsthed er vigtig for vores trivsel og handler ikke bare om os selv, men om alt det, der er omkring os og de sociale relationer, vi indgår i. Når vi går på arbejde, har vi f.eks. et utrolig stort fokus på at præstere og producere, og vi har derfor tendens til at glemme os selv og hinanden til fordel for produktivitet. Og det er hér, det kan gå gruelig galt. For vi kan slet ikke præstere og producere, hvis vi ikke har fokus på hinandens menneskelige kvalifikationer og på de sociale relationer, som det er vigtigt at indgå i både privat og på arbejde."

Deltag i debatten

Som en del af årets WHINN konference (Week of Health and Innovation), inviterer PIO Mental Sundhed til konference om udfordringerne med mental sundhed. Her vil meningsdannere, fagfolk og politikere debattere, hvordan vi i fremtiden kan opbygge et samfund, der drager omsorg for danskernes trivsel.

Konferencen foregår den 12. oktober kl. 9.00 - 16.00 i ODEON (tilmeldingsfrist senest den 27/9) og er åben for alle interesserede. Program og nærmere beskrivelse af konferencen kan findes på: www.odense.dk/pio

Kontaktinformation

Berit Juel, PIO Mental Sundhed, tlf.: 2965 0203.