Spring til indhold
Nyhed

Planstrategi 2015 sendes i høring

22-04-2015

Planstrategi 2015. Ny Odense: Fra stor dansk by til dansk storby

Odense er under transformation fra stor dansk by til dansk storby: Over de kommende år investeres der mere end 30 mia. kroner i strategisk byudvikling, og kranerne tårner allerede over byen fra nord til syd. Det spor fastholdes i Planstrategi 2015, hvor det konkretiseres hvilken storby Odense skal blive til. For Odense er ikke bare en hvilken som helst dansk storby, Odense er sin egen og de ting vi er særligt dygtige til i forvejen, er noget af det, der gør Odense speciel. Planstrategien bygger derfor både på, hvad Odense er i dag, og hvad vi skal blive bedre til i fremtiden, for at skabe storbyen Odense - Ny Odense.

 

Planstrategi 2015 sætter den overordnede ramme for Odenses udvikling og for revision af kommuneplanen.

 

Planstrategien kan læses på http://planstrategi2015.odense.dk/

 

Høringssvar kan afgives på www.odense.dk/hoering Her kan man frem til d. 15. juni komme med kommentarer, ændringsforslag og idéer til Planstrategi 2015.

 

Forhøring af Kommuneplan 2016-2028

Hovedemnet for denne kommuneplanrevision er ’kvalitet i byfortætningen’. Kommuneplanen skal sikre, at Odense bliver en tættere og visse steder højere storby samtidig med, at Odense bevarer sit særkende. Det handler om at skabe den gode, grønne storby med spændende byrum og attraktive boliger. Eventuel byudvikling inden for ca. 400 m omkring letbanestationerne, ved Dalumvej, City Campus og Odense indre Havn vil blive vurderet i forhold til disponering af byggemuligheder, infrastruktur og friarealer.

 

Fakta

Fravalg af miljøvurdering af Planstrategi 2015

I henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer, lovbekendtgørelse nr. 939 af 03/07/2013 har Odense Kommune screenet forslag til Planstrategi 2015 i forhold til en vurde­ring af, om strategien skal miljøvurderes. Screeningen er foretaget på baggrund af lovbekendt­gørelsens bilag 2.

 

Odense Kommune har på baggrund heraf vurderet, at planstrategien ikke skal miljøvurderes. Planstrategien vil med sit overordnede og strategiske sigte ikke fastlægge bindende rammer for fremtidige anlægstilladelser. Dette vil ske efterfølgende gennem udarbejdelse af kommune- og lokalplanlægning, der konkretiserer strategiens indhold.

 

Klagevejledning

Fravalg af miljøvurdering af Planstrategi 2015 kan påklages for så vidt angår retlige spørgsmål. Eventuel klage skal senest 4 uger efter planstrategiens offentliggørelse, dvs. senest den 18. maj 2015, sendes til Natur- og Miljøklagenævnet via Klageportalen, som du finder et link til på forsiden af www.nmkn.dk. Det koster et gebyr på 500 kr. at klage.

 

Fritagelse for at bruge Klageportalen skal sendes med en begrundet anmodning til kommunen. Kommunen videresender herefter anmodningen til Natur- og Miljøklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen imødekommes.

 

Man kan læse mere om klagemuligheder på http://nmkn.dk/klage/