Spring til indhold
Nyhed

Odense får sommerrevy på højt niveau

15-01-2015

Når Odense Sommerrevy får premiere næste sommer, sker det med ambitionen om at blive en af landets største.

 

Gennem syv sæsoner har Odense Vinterrevy markeret og etableret sig som et tilbagevendende og succesrigt arrangement i Odense, men i fremtiden skal revyen spille i de lune måneder og trække endnu flere tilskuere til.

 

- Det er meget glædeligt, at vi kan hjælpe med at videreudvikle en publikumssucces og samtidig give Odense en sommerrevy, der kan placere sig blandt de allerstørste og bedste i Danmark. Det er godt for byen, siger borgmester Anker Boye (S).

 

En analyse viser, revyen har potentiale til at blive en af landets fem største revyer, og på den bagrund er Odense Kommune gået i partnerskab med revyen og vil over de kommende tre år bidrage med op til 1,7 mio. kr. til etableringen af Odense Sommerrevy.

 

- Odense Sommerrevy passer perfekt til det ene ben i vores eventstrategi, nemlig at vi ikke kun skal tiltrække events udefra, men at vi også skal understøtte og udvikle de kulturtilbud, vi har her i byen, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

 

Revydirektør Lars Arvad har gennem længere tid har været i dialog med Odense Kommunes vækst- og eventenhed, Odense&Co, om mulighederne for at etablere en sommerrevy og professionalisere organisationen.

 

- Jeg glæder mig til at realisere planen, nu hvor vi har erfaringen og publikummet fra syv års vinterrevy at bygge videre på. Med partnerskabet med Odense&Co får jeg muligheden for at lave sommerrevy på den helt store klinge fra år ét, og det er min klare ambition, at vi skal placere os i toppen af det danske revylandskab, siger Lars Arvad.

 

Odense Vinterrevy har haft svært ved at vokse fra de nuværende omkring 6000 tilskuere pr. sæson, som den har i dag, men med en sommerrevy vurderes vækstmulighederne at være langt større.

 

- Det her bliver endnu et tilbud i Odenses efterhånden store buket af kulturelle tilbud, og jeg er sikker på, at det vil bidrage til at gøre os til en endnu mere attraktiv by for både beboere og erhvervsliv, siger borgmester Anker Boye (S).

 

Revyen skal foregå i et stort telt på Engen i Fruens Bøge, som ligger i byens sydlige bydel tæt på Den Fynske Landsby, Odense Å, motorvejen og flere kendte restauranter.

 

- Med placeringen på Engen ved Skovsøen har vi fundet et sted, der både vækker folkelig genklang, og som samtidig har de helt rigtige adgangs- og parkeringsforhold, siger Jane Jegind.