Spring til indhold
Nyhed

Kørselsudfordringer i hjemmeplejen bliver løst

27-02-2015

Ved årsskiftet ændrede Ældre- og Handicapforvaltningen den måde, hjemmeplejen er organiseret på. Med ændringen arbejder personalet nu i tværfaglige grupper, der hver især er specialiseret i bestemte funktionsnedsættelser.

 

”Organisationsændringen vil betyde en bedre og mere tilpasset støtte til borgerne, men desværre er ændringer i den størrelsesorden altid forbundet med startsvanskeligheder. Medarbejderne derude knokler med at få det hele til at gå op. Jeg er meget opmærksom på de tilbagemeldinger, medarbejdere og borgere kommer med. Det, jeg hører, er, at især længere transporttid har givet nogle udfordringer i forhold til at komme til tiden hos borgerne og få løst opgaverne tilfredsstillende hos den enkelte. Det har jeg bedt forvaltningen få løst,” siger rådmand Per Berga Rasmussen (Ø).

 

Kørselsudfordringer løses

Hver hjemmeplejegruppe skal nu dække et større geografisk område, da der er længere mellem borgere med lige præcis den funktionsnedsættelse, som gruppen er specialiseret i. Det giver en bedre varetagelse af borgerens behov, men betyder samtidig mere kørsel.

 

”Vi var godt klar over, at der ville blive mere kørsel og bestilte derfor 10 ekstra biler og 40 el-cykler i december. I midten af januar bestilte vi yderligere 24 biler, som forventes at komme i midten af marts. Det forventer vi vil løse hovedparten af kørselsproblemerne,” udtaler adm. direktør Helene Bækmark.

 

Samtidig flyttes den fysiske placering af nogle af arbejdspladserne, så de er placeret mere hensigtsmæssigt i forhold til de besøg, der skal laves. Og så bliver der hele tiden arbejdet med at planlægge ruterne bedst muligt.