Spring til indhold
Nyhed

Samlet byråd bag Odenses budget: Fokus på dagtilbud og folkeskolens rammer og vedligeholdelse af den basale infrastruktur.

18-09-2014

Hele Odenses byråd kunne torsdag samles om et budget, der for første gang i flere år ikke byder på nye besparelser. Budgettet indeholder 400 mio. kr. til nye anlægsinvesteringer de næste fire år.

 

Odense Kommunes budget for 2015, ”Velfærd gennem vækst”, byder på store investeringer i børn og unge. Udover 137 mio. kr. til at forbedre folkeskolens og dagtilbuddenes rammer, indeholder budgettet også nye ungdomsboliger, fokus på forebyggelse og en øget indsats for at sikre den sociale mobilitet, så de odenseanske børn har størst mulig chance for at opfyldes deres potentiale.

 

- Jeg glæder mig over, at det er lykkedes at samle hele byrådet om et budget, der investerer i vækst og velfærd. Vi investerer massivt i nye rammer i folkeskolen, samtidig med at vi skruer op for vedligeholdelsen af vores infrastruktur, siger borgmester Anker Boye (A).

 

De kommende fire år investeres der også 134,3 mio. kr. i vedligeholdelsen af hverdagens fundament – den basale infrastruktur. Broer, veje og cykelstier skal vedligeholdes, så den eksisterende infrastruktur er i stand til at spille sammen med den igangværende transformation af byen.

 

- Vi får sat gang i vedligeholdelsen af byens værdier. Det er vigtigt både at sikre gode rammer på skoler og dagtilbud, og at vedligeholde vores infrastruktur, fordi det simpelthen øger livskvaliteten for indbyggerne. Samtidig er jeg rigtigt glad for at vi får taget hul på fremtiden med en mere moderne indretning af vores by med projektet Smart City, siger rådmand i By- og Kulturforvaltningen Jane Jegind(V).

 

I 2015 sættes der 18 mio. kr. af til nye ungdomsboliger. Samtidig investeres der i 2015 og overslagsårene 15 mio. kr. til at styrke børns mulighed for at udnytte deres talent og potentiale uafhængigt af deres sociale baggrund.

 

-Det er en hjertesag for mig, at vi får skabt en generation af mønsterbrydere. Det er afgørende både for den enkelte og for Odenses udvikling, at alle børn og unge får muligheden for at udvikle deres talent og udnytte deres potentiale, siger rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen Susanne Ursula Crawley Larsen (B).

 

-Vi har lavet et ansvarligt budget, der balancerer mellem investeringer i skoler og veje, hvor vi har sikret en fremadrettet genopretningsplan. Samtidig har vi fundet penge til for eksempel ungdomsboliger. På den måde holder vi Odense på den kurs, der skal sikre vækst og arbejdspladser, siger rådmand i Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen Steen Møller (C).

 

Odense fastholder fokus på at hjælpe byens ældre med at blive mere selvhjulpne. Derfor er der i forliget sat 20 mio. kr. af til tidsbegrænsede pladser på plejecentre, hvor ældre borgere i en periode kan få målrettede rehabiliteringsforløb, som kan øge deres livskvalitet i eget hjem.

 

-Vi er med i forliget, fordi vi i dette budget har kunnet undgå nye besparelser på den fælles velfærd, og fordi vi kan sikre investeringer både i byens børn, unge og ældre. Jeg er særligt glad for, at forligspartierne har prioriteret supercykelstierne, siger rådmand for Ældre- Handicapforvaltningen Per Berga Rasmussen (Ø).

 

-For SF har det været afgørende, at der investeres målrettet i børn og unge. Vi investerer i vedligeholdelse og modernisering af dagtilbud og skoler. Samtidig målretter vi 6.8 mio. kr. til en tidligere forebyggende indsats overfor udsatte børn. Det er hjerteblod for SF, siger viceborgmester Brian Dybro (F).

 

- Det er vigtigt for Dansk Folkeparti, at vi har fået sat vores aftryk i budgettet med 10 mio. kr. til sikre skoleveje, og så er vi glade for, at skolerne sættes i stand, så lærerne sikres bedre arbejdsvilkår til forberedelse. Samtidig er vi glade for, at forligspartierne nu er enige om, at vi nu skal arbejde for at finde en måde at komme med ind i samarbejdet omkring Film Fyn, siger byrådsmedlem Pernille Bendixen (O).