Spring til indhold
Nyhed

Regentparret besøger Odense til sommer

07-02-2014

Dannebrog lægger til i Odense Havn, og regentparret bruger dagen i Odense.

Programmet er endnu ikke fastlagt, men bliver udsendt så snart, det er færdigt.

 

-Jeg er meget glad for, at regentparret kommer til Odense med kongeskibet i år, siger borgmester Anker Boye:

- Det bliver startskuddet til en fantastisk sommer i Odense. Ugen inden det royale besøg åbner Odins Bro over Odense Kanal og binder byen sammen, og i august vil H. C. Andersen Festivals få hele byen til at summe af liv.

 

Første sommertogt til Odense i ti år

Det er første gang i ti år, at Kongeskibet Dannebrog besøger Odense på et sommertogt. Dannebrog lagde til i Odense Havn i juli 2004. Dengang var det det nygifte Kronprinspar, der var på sommertogt.

 

Kongeskibet var dog også i Odense i september 2009, da Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen besøgte byen i forbindelse med premieren på filmen ”De Vilde Svaner” med decoupager af Hendes Majestæt Dronningen.

 

- Det er en stor begivenhed for byen, når Odense får royalt besøg, siger Anker Boye.

- Jeg glæder mig til at vise regentparret Odense fra byens smukkeste side og alle de spændende ting, der sker i forbindelse med vores store byudviklingsprojekter.

 

Kongehuset oplyser, at regentparret i 2014 gennemfører to sommertogter med Kongeskibet Dannebrog. Det første er fra den 18. juni til den 20. juni, hvor Odense får besøg. Det andet sommertogt er fra den 1. til den 5. september.

 

Se mere om sommertogtet på www.kongehuset.dk

 

Akkreditering

Alle pressefolk, der ønsker at dække besøget, skal akkrediteres. Presseakkrediteringen åbner ca. tre uger før besøget, hvor der også udsendes nærmere oplysninger om tilmelding til pools mv.