Spring til indhold
Nyhed

Krydderurteproducenten Økologi Haven ApS løb af med Odense Bæredygtighedspris 2013

28-03-2014

Odense Bæredygtighedsråds formand Anker Boye glæder sig over, at Økologi Haven viser, at vækst og bæredygtighed går hånd i hånd:

 

- Vi har brug for vækst, hvis Odense skal overkomme de store udfordringer, vi står over for. Og så glæder det mig selvfølgelig meget, når vi har en odenseansk virksomhed, som tjener penge på økologisk produktion samtidig med, at der målrettet arbejdes med miljøteknologiske løsninger og fremme af en mangfoldig arbejdsplads. Og det vil Odense Bæredygtighedsråd gerne belønne med denne pris, siger Anker Boye.

 

Det var en glad direktør, Johnny Albertsen, der på vegne af alle medarbejdere, modtog diplomet for Bæredygtighedsprisen:

 

- Jeg er både stolt og glad for den anerkendelse det er at modtage Odense Bæredygtighedspris. Det bekræfter mig i, at det brede fokus vi har på bæredygtighed – som ofte kaldes CSR i vores verden – er det rigtige, siger Johnny Albertsen, som samtidig understreger, at der er tale om en holdindsats, idet alle medarbejdere tager del i det bæredygtige arbejde.

 

Om Økologi Haven ApS

Økologi Haven blev etableret i 2008 som et datterselskab under Gartneriet Rosborg Bellinge A/S. Virksomheden drives med fokus på bæredygtige løsninger og producerer friske danske økologiske krydderurter til 1.200 detailbutikker og til 4.000 storkøkkener i Danmark.

Økologi Haven er delvist ejet af en mangfoldig medarbejdergruppe og er på seks år vokset fra 0 til 20.000 kvadratmeter. Virksomheden havde i 2013 en omsætning på 20 millioner kr.

Økologi Haven. har målrettet investeret i en lang række miljøteknologiske løsninger, til gavn for både miljøet og virksomhedens produktivitet. Økologi Haven har vist, at bæredygtige investeringer og målrettet CSR-arbejde skaber vækst både socialt, økonomisk og miljømæssigt.

 

Foruden Økologi Haven ApS var også Haver til Maver og Fyns Laksefisk nomineret til Odense Bæredygtighedspris 2013.

 

Fotos fra arrangementet vedhæftet.

1. fototekst:

"Det var en glad Johnny Albertsen, som modtog diplomet for Odense Bæredygtighedspris 2013 af Anker Boye".

 

 

Om Odense Bæredygtighedspris

Odense Bæredygtighedspris uddeles af Odense Bæredygtighedsråd og gives til et bæredygtigt initiativ i Odense, der er gennemtænkt i forhold til de tre elementer i begrebet bæredygtighed: sociale forhold, økonomi og miljø.

 

Som en hjælp til at arbejde med den bæredygtige dimension af kandidaternes initiativ, har de kunnet downloade et Bæredygtighedsværktøj. Værktøjet er opbygget som et puslespil med tre farver, som illustrerer den socialt, økonomiske og miljømæssige bæredygtighed. De enkelte brikker er delemner af de tre dimensioner af bæredygtighed.

 

Læs mere på www.odense.dk/baeredygtighedspris.

 

Om Odense Bæredygtighedsråd

Odense Bæredygtighedsråd arbejder for at skabe nye bæredygtige løsninger i Odense og rådet er bredt sammensat af personer fra både private og offentlige aktører, som har kompetencer indenfor miljø, sundhed, økonomi og sociale forhold.