Spring til indhold
Nyhed

Odense Kommunes Beredskabspris

03-01-2012
Odense Kommunes Beredskabspris tildeles AirLiquide Danmark A/S for den ekstraordinære indsats, firmaet har gjort på beredskabsområdet.

Udmærkelsen gives årligt til et firma eller en virksomhed i Odense Kommune, der på særlig vis har udvist kompetence og forståelse for betydningen af brandforebyggelse og beredskab. Prisen overrækkes af Borgmester Anker Boye ved Odense Brandvæsens nytårsparole d. 7. januar 2012 kl. 12.00 på Åsumvej 35, 5240 Odense NØ, hvor pressen er velkommen til at deltage.

AirLiquide Danmark A/S er omfattet af bestemmelserne i Miljøministeriets bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer, det såkaldte Seveso-direktiv.
Bekendtgørelsen pålægger virksomheden store krav til planer for forebyggelse og afhjælpning af uheld.

AirLiquide Danmark A/S opfylder disse krav og hæver endvidere overlæggeren idet virksomheden, efter branden d. 18. januar 2011, har valgt ikke alene at opfylde myndighedernes krav, men yderligere at investere i brandsikkerheden vha. automatisk udløsning af overrislingsanlæg, samt alarmoverførsel til Odense Brandvæsen.

Dette, samt virksomhedens vilje til samarbejde med risikomyndighederne, viser at AirLiquide Danmark A/S til fulde påtager sig ansvaret for, på betryggende vis, at drive risikovirksomhed i Odense Kommune.

Odense Kommune og Odense Brandvæsen bifalder, med denne pris, AirLiquide Danmark A/S beslutning, og ønsker hermed virksomheden held og lykke.


Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Afdelingsleder og Beredskabsinspektør Mads Dalgaard på mobil nr. 2362 3945 eller mail mda@odense.dk