Spring til indhold
Nyhed

Odense Kommune indfører selvkørende støvsugere

17-01-2012

 

Ældre- og Handicapudvalget i Odense Kommune har i dag besluttet, at borgere, der enten selv eller med hjælp fra personale eller pårørende/frivillige kan klare støvsugningen med en selvkørende støvsuger, vil blive bedt om at anskaffe en sådan.
 
Mange vil stadig få traditionel støvsugning
Odense Kommune afskaffer ikke den traditionelle støvsugning som en del af den kommunale hjælp, men ændrer visitationskriterierne, så kommunen med udgangspunkt i den enkelte vurderer, om manuel støvsugning kan erstattes med en selvkørende støvsuger.

- Vi forventer, at minimum en tredjedel af dem, der får traditionel støvsugning i dag, vil kunne klare støvsugningen ved hjælp af en selvkørende støvsuger. Men vi vil selvfølgelig stadig komme og støvsuge hos en borger med svær demens, eller hos andre, der af den ene eller anden årsag ikke vil kunne betjene en selvkørende støvsuger, fortæller rådmand Jane Jegind (V).

Ressourcer nok til dem, der ikke kan selv
Om årsagen til, at kommunen nu indfører selvkørende støvsugere som en del af den praktisk hjælp i hjemmeplejen, fortæller Jane Jegind:

- Ved at bede dem, der kan klare sig selv med en selvkørende støvsuger, om at gøre det, frigør vi forventeligt 3,5 mio. kr. om året til dem, der ikke kan selv. Det er blot et lille eksempel på, hvordan vi kan og skal løse opgaverne anderledes i fremtiden. Vi står med en ressource-udfordring i disse år, både hvad angår økonomi og ikke mindst hænder. Derfor skal vi finde løsninger, der sikrer, at vi kan blive ved med at hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv.

Selvkørende støvsuger en god løsning
Erfaringer fra Billund Kommune og eget mindre forsøg i Odense Kommune peger samtidig på, at den selvkørende støvsuger giver en fleksibilitet, som traditionel kommunal støvsugning ikke giver. Som udgangspunkt kan Odense-borgere, der i dag har behov for hjælp til støvsugning, få støvsuget hver 14. dag og max 65 m2. I visse andre kommuner er det hver tredje uge, der tilbydes hjælp til støvsugning.

- Den selvkørende støvsuger er et rigtig godt alternativ. Her bestemmer du selv, hvor og hvornår der skal støvsuges. Du er ikke afhængig af, at der kommer en hver 14. dag og støvsuger for dig. Du kan fx støvsuge både før og efter, at du får gæster på besøg til en tår eftermiddagskaffe. Den frihed tror jeg, de fleste sætter pris på, udtaler Jane Jegind.

Fakta
Odense Kommune har ca. 6.000 borgere, der får hjælp til manuel støvsugning. Der bruges i snit 15 minutter pr. støvsugning hver 14. dag. Beregninger fra Ældre- og Handicapforvaltningen peger på, at minimum en tredjedel af dem vil kunne klare støvsugningen selv med en selvkørende støvsuger. Det betyder en årlig effektiviseringsgevinst på minimum 3.575.000 kr. årligt.

De nye visitationskriterier træder i kraft den 1. april 2012 og vil i første omgang gælde nye ansøgere af praktisk bistand. Borgere, der allerede får hjælp til støvsugning vil i løbet af 2012 blive kontaktet for at se, om de vil kunne klare støvsugningen selv med en selvkørende støvsuger.

Yderligere oplysninger
Rådmand Jane Jegind, 20911031