Spring til indhold
Nyhed

Dobbelt op på gode gerninger

09-11-2011

Gymnasieeleverne er meget interesserede i at arbejde med ældre på Operation Dagsværk. Alle de opslåede jobs på plejecentrene i Odense er besat. Interessen kommer ikke blot fra lokalområdet, men fra hele landet, hvor eleverne blandt andet rejser fra Kolding og Århus for at stille deres hjælp til rådighed i Odense.

 

En dag, der rykker
Gymnasieeleverne vil i løbet af dagen arbejde med forskellige ting. Det kan være alt fra praktiske opgaver som rengøring, ordne vasketøj og dække bord til at gå ture eller spille kort med beboerne på Odenses plejecentre. De ældre ser frem til at få besøg af et ungt menneske, der har lyst til at bruge en dag sammen dem.

 

- Vi håber, at mødet mellem generationer vil blive en god oplevelse, og at gymnasieeleverne vil føle en større mening med deres arbejde. Ganske enkelt, at de har gjort en forskel. Hvem ved, måske får de lyst til at arbejde med ældre i fremtiden, fordi de oplever værdien i at gøre noget for andre, siger Karin Albjerg, uddannelsesansvarlig i Ældre- og Handicapforvaltningen.

 

Operation Dagsværk 2011
På Operation Dagsværk-dagen arbejder over 20.000 gymnasieelever på landsplan for at skabe bedre vilkår for unge over hele verden. I år går indsamlingen til unge i Perus regnskov, hvor olieudvinding ødelægger livsgrundlaget for de oprindelige folk. Læs mere på www.od.dk

 

Kontakt
Karin Albjerg, Central Uddannelsesansvarlig i Ældre- og Handicapforvaltningen, tlf.: 22 49 33 50