Spring til indhold
Nyhed

1692 nye børn i trafikken

05-08-2011
Når kommunens børn starter i 0. klasse, skal de bl.a. lære, hvordan de kommer sikkert i skole hver dag. Det kræver øvelse at blive en god trafikant, for ingen er født med evnen til at færdes sikkert i trafikken. Derfor er det alfa og omega, at børnene har nogle ansvarlige voksne, som passer på dem og lærer dem at begå sig på gader og veje. De bedste resultater opnås ved, at forældrene i samarbejde med skole, politi og kommune skaber en sikker skolevej for børnene:

- I Odense Kommune har vi stort fokus på børnenes sikkerhed på skolevejen. Vi ved, at det er et stort ansvar at sende de nye elever ud i trafikken – og det ansvar tager vi meget seriøst. Derfor er vi med i årets skolestartskampagne. Vi vil gøre bilisterne omkring skolerne opmærksomme på, at de skal sætte farten ned og passe på børnene, og vi vil sørge for, at lærere, elever og forældre får materialer og info om skolestart og trafiktræning, siger Rådmand Jan Boye i Odense Kommune.

Ansvarlige voksne giver trafiksikre børn
Politiet vil i løbet af de første uger af skoleåret være til stede med kontrol ved mange af landets skoler. Det er nødvendigt for at få bilisterne til at lette foden fra speederen og holde godt øje med de mange nye børn i trafikken. Men kontrol kan ikke gøre det alene. Det er vigtigt, at særligt forældrene bruger tid på at lære deres børn, hvordan man færdes sikkert i trafikken:

- Børn bliver dygtige trafikanter ved at øve sig i at gå og cykle sammen med deres forældre og andre voksne, som kan være gode eksempler for dem. Skolestartskampagnen sætter fokus på, hvor vigtigt det er, at forældrene kommer ud i trafikken med deres børn og øver vejen til skole – gerne allerede i sommerferien. For hvis børn altid bliver kørt frem og tilbage, så lærer de ikke at begå sig i trafikken”, siger Anne Tjell, projektleder i Rådet for Sikker Trafik, der også har en række gode råd til især forældrene til de nye skolebørn (se boks).

Bag om kampagnen ”Pas på de små i trafikken”
Den landsdækkende kampagne ”Pas på de små i trafikken” kører i uge 32-35 og handler om at få bilisterne til at tage hensyn til de nye, små trafikanter og at få forældrene til at træne skolevejen til fods/på cykel med deres barn.

Via store plakater ude ved mange af skolerne bliver bilisterne derfor mindet om, at de skal passe på de nye elever. Ved skolestart giver lærerne eleverne i 0. klasse et opgavehæfte med hjem, som de kan lave sammen med deres forældre, der også får en lille folder med gode råd til trafiktræning med deres nye skolebarn. En del skoler har også fået kasketter og refleksveste, så eleverne i 0. klasse er synlige, når de eksempelvis skal på tur.

Besøg www.sikkertrafik.dk/skolestart og find info om kampagnen, råd om trafiktræning mv.

Bag kampagnen står Rådet for Sikker Trafik, Kommunerne i Danmark og TrygFonden.

Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden har indgået et ambitiøst samarbejde. Målet er at gøre børn og unge til bedre og mere sikre trafikanter ved hjælp af undervisning, træning, information og kampagner.

Kontakt 

Tina Møller Nielsen, Projektleder i Odense kommune: 2080 7953, e-mail: tmn@odense.dk


Anne Tjell, Projektleder i Rådet for Sikker Trafik: 3916 3974 / 2830 1786

Søren Ørsted Pedersen, Pressekonsulent i Rådet for Sikker Trafik: 3916 3969/ 2232 7009

Rikke Brams, Pressekonsulent i Rådet for Sikker Trafik, 3916 3930 / 2649 2245.



BOKS: Ti gode råd

  1. Træn skolevejen på cykel eller til fods med dit barn, både inden skolestart og i løbet af skoleåret.
  2. 2. Træn ruten sammen rigtig mange gange, så sikrer du, at de gode vaner sidder ”fast” hos barnet – også når han/hun engang skal tage vejen alene. Tal også om, hvad I skal huske at kigge efter og passe på.
  3. Vælg den sikreste rute til skolen, ikke den hurtigste. En sikker rute er eksempelvis via gang- og stisystemer, gangbroer og -tunneller og lyssignaler, dér hvor I skal krydse vejen.
  4. Er det svært at få tid til at cykle eller gå sammen til skole hver dag, kan I med fordel vælge en ugentlig gå- eller cykledag. Det giver både motion og god træning i trafikken for dit barn.
  5. Har I meget langt til skole, kan I evt. parkere bilen et stykke væk fra skolen og gå det sidste stykke vej sammen, så dit barn får erfaringer med at gå i trafikken.
  6. Lær dit barn de basale regler i trafikken: Stop ved rødt lys og ved kantstenen, se dig for til begge sider, gå kun over vejen på sikre steder, hvor I kan orientere jer ordentligt mv.
  7. Hvis I cykler sammen, så husk hjelmen og lær dit barn at give tegn til stop og tegn for at dreje, så de andre trafikanter kender jeres intentioner.
  8. Gå ned i knæ og se trafikken med dit barns øjne, for børn har ikke det samme overblik, som du har.
  9. Husk at du er rollemodel for dit barn – han/hun ser i høj grad på, hvad du gør, og ikke hvad du siger. Hvis du ikke selv bruger cykelhjelm og ofte går over for rødt, så er det svært for dit barn at forstå, at han/hun skal opføre sig anderledes.
  10. Tjek om skolen har en trafikpolitik, som handler om skolens regler og indsatser på området – og læs den!