Spring til indhold
Nyhed

Kinafest med håndkantslag, Lille Nørder og drage

13-09-2010

I løbet af dagen besøgte op mod 2000 børn Farvergården, og iklædt Kinahatte kastede de sig ivrigt ud i de mange kinesisk inspirerede aktiviteter:

I Kung Fu-værkstedet blev mursten slået over med håndkantslag, ved bordtennisbordene fik OBs talenter kamp til stregen, og i gården var helt ok at lege med servicet: Tallerknerne snurrede lystigt på lange pinde højt over dem, der forsøgte sig med Tai Chi.

Nogle baksede med verdens måske største mikadopinde lavet af genbrugsmaterialer, mens andre fordybede sig i kunsten at skrive kinesiske skrifttegn eller lave flotte vifter og hatte – eller slappede af i store sækkestole til kinesiske fortællinger.


 Brumbasserne fik gården til at svinge med på Tre små kinesere, inden en 18 meter lang kinesisk drage dukkede op. Den viste sig at høre til ZOOs formidler, der gav facts om drager, inden han tog den med hjem til ZOO-grotten.

Børn fra Odenses børnehuse og 0-3. klasser havde bidraget til den kinesiske udsmykning med flotte bannere, som publikum kunne stemme på. Det blev 1.y fra Sct. Hans Skole, som vandt med et smukt dragebanner lavet af håndaftryk.