Spring til indhold
Nyhed

Grevinde Alexandra åbner Fyrtøjets nye scenografi

29-01-2009

Grevinde Alexandra i FyrtøjetNår Fyrtøjet på lørdag slår dørene op for et nyt tema er det 8. gang at Fyrtøjet skifter eventyr, denne gang med Klods Hans som hovedpersonen


Fyrtøjet tog hul på det nye år med en hel måneds "tømmermænd". Håndværkerne og personalet har i hele januar arbejdet på højtryk med at fjerne den gamle scenografi, og dermed gjort plads til et helt nyt univers hvor Klods Hans er hovedpersonen.

Ombygningen er næsten færdig, og bliver helt klar til på lørdag, hvor den åbnes af Fyrtøjets protektor Grevinde Alexandra, lover Fyrtøjets direktør Mette Genz. Det er en af Fyrtøjets egne formidlere, Rikke Jahn Svinding der har fungeret som scenograf på udstillingen.


"Tager hun mig, så tager hun mig – og tager hun mig ikke så tager jeg hende alligevel"

Det er med gå-på-mod og godt humør, at Klods Hans drager af sted på sin ged mod slottet og den gifteklare prinsesse. Hun venter omgivet af skriverkarle og oldermænd i bagende hede, og er omsluttet af det blændende lys på slottet. Undervejs på sin færd finder Klods Hans forskellige ting som alle andre overser eller anser for pjat, og dem bruger han opfindsomt i løbet af hans snak med prinsessen.


Der er flere grunde til at vi har valgt Klods Hans som hovedperson, blandt andet fordi det humoristiske eventyr tager udgangspunkt i en gammel fynsk fortælling, og især også fordi Klods Hans udviser en originalitet og nogle grundlæggende evner som vi synes er værd at formidle i Fyrtøjet. Alle kender historien om hvordan Klods Hans uventet får prinsessen, men hvor ofte tænker man over at han gør det ved at få alting ud af det, der af andre betragtes som ingenting, og samtidigt holder fast i sig selv da han står overfor udfordringen på slottet. På den måde vinder han prinsessens hjerte, fortæller Fyrtøjets direktør Mette Genz.


Men selvom alting i Fyrtøjet nu er helt nyt, så er alting stadig ved det gamle, på den måde at forstå at vi stadig vil være Danmarks bedste børnekulturhus, hvor børn og deres voksne eller skoler og institutioner bliver klædt på til at drage ind i H.C. Andersens eventyr i mere end én forstand, nemlig både fagligt gennem fortællingen og fysisk gennem udklædning og sminke.


Uden mad og drikke duer helten ikke

Fyrtøjets café åbner også på lørdag, med en ny forpagter ved roret. Det er Anita Beierholm der fremover står for den daglige drift af caféen og hun har sat sit præg på den nye indretning der er både eventyrlig, hyggelig og børnevenlig. I dagtimerne bliver caféen udstyret med blandt andet papirduge så børnene kan tegne mens de venter på deres mad, og væggene er udsmykket med eventyrkunst, malet af Fyrtøjets billedskolelærer Jeanette Uldall, så der også er noget at gå på opdagelse i med øjnene.

Det er et godt gedigent både frokost- og aftenkort der frister de besøgende og børnemenuen er opfindsom med udgangspunkt i eventyrene af H.C. Andersen. Man kan både bestille svovlstikker og stegte hanekyllinger. Jeg er rigtig glad for at have overtaget forpagtningen af Fyrtøjets café, der med sin hyggelige placering i H.C. Andersen kvarteret også har mange stamgæster som vi glæder os til fortsat at forkæle fremover. Samtidigt er jeg glad for at Fyrtøjet lukker op for gennemgang fra huset og ind til mig i caféen, så gæsterne ikke skal ulejliges hele vejen uden om huset hvis de i løbet af et besøg bliver sultne, ligesom vi har lavet tilbud om sunde madpakker til de mange skolebørn der besøger huset i løbet af året.

Jeg tror det vil være til gavn og glæde for alle parter, både os, Fyrtøjet og de besøgende, fortæller forpagter Anita Beierholm der på den første åbningsdag skal servere frokost for Grevinde Alexandra og de øvrige 21 særlige gæster, hvor borgmester Jan Boye er vært forud for selve åbningen.


Åbningen på lørdag bliver et tilløbsstykke

Det er første gang Fyrtøjet åbner en ny scenografi på en lørdag, og det har vist sig at være en god idé da tilmeldingerne til at overvære den første fortælling af Klods Hans og Alexandras åbning har været overvældende mange. Faktisk har vi fået næsten 200 tilmeldinger til dagen på nuværende tidspunkt, og vi må sige nej til flere hvis alle også skal have en god oplevelse, fortæller Mette Genz.

Halvdelen af gæsterne på lørdag er børn, for det har været en betingelse for at voksne må deltage at de har børn med. De er jo trods alt i centrum her i huset. Faktisk har jeg hørt at nogen har lånt andres børn for at kunne overvære åbningen, fortæller en grinende Mette Genz. Hun har en lille overraskelse i ærmet til grevinden.

Det var svært at skulle vælge én blomster- dreng eller pige frem for alle de andre, så derfor får alle de deltagende børn lejlighed til at overrække grevinden en blomsterstilk hver, som så bliver samlet til en stor farverig buket Alexandra kan tage med sig hjem.


Fakta

H. C. Andersens eventyr om Klods Hans tager udgangspunkt i en gammel fynsk vandrehistorie om en gut der blev kaldt Klotte-Hans.

Fyrtøjet åbnede den 20. juni 1997, og lige siden åbningen har idéen med Fyrtøjet været den samme.

Et sted hvor børn sammen med deres voksne kan møde H.C. Andersens eventyr og selv indleve sig i dem. Som besøgende kan man selv være med til at finde sine egne skatte undervejs, spille teater, lege, drømme, blive klædt ud og sminket, og tegne og male i husets eget professionelle atelier.


Grevinde Alexandra har fjorten protektioner, hvoraf Børnekulturhuset Fyrtøjet er én af dem. Hun er en engageret og værdsat protektor som ofte lægger vejen forbi når særlige lejligheder byder sig.


Programmet

kl. 12:30 ankommer de særligt inviterede gæster til en frokost i café Fyrtøjet

kl. 12:50 ankommer Grevinde Alexandra via indgangen fra Bangs Boder og bliver modtaget af Borgmester Jan Boye og Fyrtøjets formand Conny Stolberg-Rohr

kl. 13:30 åbnes dørene til Fyrtøjet for tilmeldte gæster med adgangskort

kl. 13:45 lukkes dørene igen

kl. 14:00 fortælles Klods Hans, hvorefter Grevinde Alexandra officielt indvier det nye tema

kl. 14:30 afrejser Grevinde Alexandra igen


For flere oplysninger:

Mette Genz

Direktør

 

Tlf.: (+45) 66 14 44 11

Mob (+45) 60 95 60 69