Spring til indhold
Nyhed

Nye omkørselsruter skal mindske motorvejskøer ved uheld

02-12-2014

OmkørselsskiltBilister skal fremover guides hurtigere uden om uheld på motorvejen. Derfor lancerer Vejdirektoratet sammen med tolv kommuner nu 19 nye omkørselsruter, der mindsker kø, og i stedet leder bilisterne hurtigt uden om uheldene. Odense er en af de deltagende kommuner.

Hvem kender ikke den frustrerende følelse, der melder sig, når man er tvunget til at holde i kø i timevis på motorvejen på grund af et uheld forude? Det gør de fleste vist.

Derfor har Vejdirektoratet i samarbejde med tolv kommuner og politiet nu etableret 19 omkørselsruter rundt i landet. På disse steder vil det være muligt at aktivere en omkørsel, og lede trafikken uden om uheld på motorvejen.

Omkørselsruterne er en udbygning af samarbejdet mellem politi, kommuner og Vejdirektoratet for at skabe endnu mere optimale forhold for trafikanterne. Indtil videre samarbejdes der også omkring planlægning og koordinering af vejarbejder og trafikinformation.
 

Se mere om omkørselsruter på vejdirektoratet.dk. Se også kortet over alle omkørselsruter.


Fakta

Når uheldet er ude, og der opstår kø på motorvejen, vil man som trafikant blive guidet udenom uheldet via trafikradio og Vejdirektoratets trafikinformationstjenester.

I forbindelse med omkørselsruter lanceres et nyt skilt, som trafikanterne skal følge, når de guides af motorvejen.

Om et år skal det evalueres, om forsøget har den rette effekt og skal udvides med endnu flere omkørselsruter.