Spring til indhold
Nyhed

Flere end 10000 festede med på Thomas B. Thriges Gade

30-06-2014

Natten til lørdag den 28. juni blev Thomas B. thriges Gade i Odense lukket for biltrafik. Det skete kl. 0.30 og umiddelbart efter gik projektet bag by-omdannelsen, Fra Gade til By og de mange samarbejdspartnere, i gang med opsætningen af scene, tribuner, højtalere, boder, pynt og blomster i gang.


Der blev knoklet hele natten, så festpladsen kunne åbne kl. 10.00 med morgenbord og hyggeligt picnic-område. Pladsen blev hurtigt fyldt op med glade borgere, og Fra Gade Til By vurderer, at flere end 10.000 mennesker har festet med på asfalten i løbet af weekenden.



Gaden blev bundet sammen af mennesker

Lørdag formiddag stod programmet på bilparade, danse-forestilling med sæbebobleskyer og konfetti-kanoner, taler ved borgmester Anker Boye og adm. Dir. i Realdania Jesper Nygård og en symbolsk sammenbinding af Odenses Bymidte.

 

Den historiske sløjfe, som borgmester Anker Boye bandt sammen på tværs af gaden er nu udstillet i Fra Gade til By-projektets røde Infoboks på Fisketorvet.

 

Kl. 13.00 overtog foreningen PicnicFyn pladsen med langborde til picnic og festlig underholdning til maden. Hele Thomas B. Thriges Gade summede af snakken og latter. Folk hyggede sig ved langbordene og på picnictæpper rundt omkring på gaden.

 

Ved 20.30-tiden gik startskuddet til et brag af en koncert med Kissaway Trail, The Eclectic Moniker og Ane Trolle. Blandt højdepunkterne var en helt særlig udgave af Kissaway Trails hit ”Smother + Evil = Hurt” med Ane Trolle og hele The Eclectic Moniker, og gæsteoptræden af den lokale saxofonist-legende Hans Mydtskov i The Eclectic Monikers show.

 

Koncerten sluttede med en fantastisk fælles finale, med alle kunstnere på scenen til publikums store begejstring.

 

Ingrid Kristensens Dansekompagni satte et farverigt og stemningsmættet punktum for dagen. Vand, røg og lyseffekter smeltede sammen i en dansende fortolkning af gadegennembruddet, byens liv og den nye, genforenede bymidte.

 

Konferencier og Odense-dreng Emil Thorup styrede løjerne med højt humør og charme og blandt de mange tilskuere var der en begejstret og forventningsfuld stemning trods regndryp og trængsel på tribunerne.
 

 


Ramasjang, ræs og rockabilly

Natten til søndag undergik gaden igen en transformation. Denne gang til en gade i børnenes tegn med et farverigt, rockabilly tema med bowling-rally, dragster-ræs, tattoo-shop til de lidt større børn og mini-rally og legeplads til de mindste.

 

Pladsen foran scenen var forvandlet til rally-arena, hvor odenseanske børn i flotte kostumer og med superseje hjemmebyggede sæbekassebiler dystede i sæbekasserally.

 

Powersolo fyrede den af med højt hår og rockabilly rock mellem heat’ene.

 

Det blev 9-årige Valdemar, Oliver og Christian, der som holdet ”Dalens sværd” vandt den hæsblæsende turnering med deres flotte ork-inspirerede sæbekassebil og sammen med de andre seje rally-kørere blev hyldet med konfetti og musik på scenen.

 

Infoboksen bugnede af besøgende

I den anden ende af gaden var Infoboksen fyldt med nysgerrige gæster, der ville høre mere om den nye bydel. Der har været flere end 2.300 besøgende i den røde boks henover festens to dage.

 

Gadefesten på Thomas B. Thriges Gade afholdtes af Fra Gade Til By i samarbejde med en række samarbejdspartnere:

Posten

Odense Svømme og Livredderforening

PicnicFyn

Ingrid Kristensens Dansekompagni

DR Ramasjang Rally

KPC

TC Anlæg

Og mange flere…