Spring til indhold
Nyhed

Nyt jobtøj i Ældre- og Handicapforvaltningen

15-11-2012

Plejepersonalet i Odense Kommunes Ældre- og Handicapforvaltning har fået nyt jobtøj. Formålet er at gøre personalet mere genkendeligt og dermed øge trygheden blandt de borgere, som lukker personalet ind i deres hjem.

 
På billederne ses Birgitte Petersen og Marianne Johansen

– Det nye jobtøj er mere ensartet, fordi vi ønsker at skabe en større tryghed blandt de borgere, vi besøger. Genkendelighed er her et meget vigtigt element, og de borgere, der dagligt lukker hjemmeplejen ind, skal ikke være i tvivl om, hvorvidt det egentlig er hjemmeplejen, der kommer. Borgerne skal kunne genkende os nemt og hurtigt, fortæller Louise Thule, chef for Virksom Træning.

Sådan ser det ud

Det er sosu-personalet på kommunale plejecentre samt sygeplejersker og sosu-personale i den kommunale hjemmepleje, der fremover vil bære det nye jobtøj. Tøjet bliver generelt mere ensartet med blå som den gennemgående farve. T-shirts bliver lyseblå, mørkeblå eller hvide, og skjorterne blå- og hvidstribede. Veste, bukser og regntøj er mørkeblåt, mens jakkerne er sorte.

På det nye jobtøj vil der også komme nyt logo. Det er Odense Kommunes logo, som i daglig tale kaldes ”Knud-logoet”, fordi det forestiller Knud den hellige. ”Hjertelogoet”, som er kendt fra det gamle jobtøj, findes ikke længere på jobtøj.

For mere information om jobtøj, kontakt:
Lone Møller Henriksen
Tlf. 65 51 32 24 / 29 26 09 35
Mail: lmh@odense.dk