Spring til indhold

Oldtidsfund og pyntefjer

Seden.

Fra bondestenalder til stationsby

Åen og fjordens mange fisk og muslinger har gjort området velegnet at leve i under bondestenalderen. Udgravninger flere steder øst for Odense Å har afsløret Fyns hidtil største bosættelse fra yngre bondestenalder tæt ved Seden Kirke. 

 


Odense Fjord i dag. Da de første mennesker slog sig ned her var fjorden og åernes udløb, ideelle fødekilder med masser af fisk og muslinger.

Derudover har man fundet flintafslag fra bearbejdelse af flinteredskaber fra stenalderen eller ældre bronzealder og en enkelt pilespids fra jægerstenalderen. Og endelig er der bebyggelsesspor fra både jernalderen i form af 3 langhuse, fra vikingetiden med 3 grubehuse og fra middelalderen ved keramik og møntfund.

Svend Estridssøns Voldsted

Ifølge sognebeskrivelsen har der ved Seden Enggård ligget et voldsted ud mod åen. Der er dog intet at se mere, alt er bortpløjet. Voldstedet har haft adgang til holmen fra østsiden og været ca. 25 meter i tværmål med en grav på 6 x 9,6 m. Det kan være opført af Svend Estridssøn til hustruen Ellisef. 


Illustrationen af voldstedet herover er frit efter tegnerens fantasi.

Svend Estridssøn var konge fra 1047 til 1076 og far til Knud den Hellige. Voldstedet har formentlig været i Odensebispens besiddelse til kontrol med besejlingen af Odense Å og opkrævning af afgifter.


Svend-Estridsen. Kalkmaleri fra 1500-tallet i Roskilde-Domkirke, Sjælland.

Byen Sethenn

Seden er nævnt første gang i 1412 i formen Sethenn. Navnet kommer af sæta, der betyder opholdssted. Seden by har i 1700-tallet været dannet omkring bygaden Mindelundsvej langs Odense Å med retning mod kirken. Det er stadig omkring bygaden, man finder de ældste huse i Seden. 
Dér, hvor gaden deler sig ved en trekant mod ‘Krogen’ - den gamle bådhavn. 

Fra 1900-1966 havde Seden desuden sin egen togstation, som var en del af jernbanen Odense-Kerteminde-Martofte. Ventesalen fungerede samtidig som byens posthus. På stationen var også et ladespor, hvor godstogene kunne læsse roer, kreaturer osv. og komme af med deres varer. 


Passagerer på Seden togstation først i 60’erne. 


Krogens Bådeklub eksisterer til gengæld i bedste velgående. Her ligger en halv snes joller og motorbåde, som duver i takt med åens vilde ænder, der dog virker både fede og tamme. Her ved bådebroen kan du tage et hvil, inden turen går videre mod fjorden i kano eller kajak. 

Se mere om sejlads på åen

 

Skarven er tilbage

Skarven ser man ofte ser ved Krogen bådehavn. Typisk dykker den efter fisk eller flyver til eller fra Odense Fjord, hvor den følger Odense Å som en ledelinje. Skarven eller ålekragen, som den også hedder, var en del af den danske fauna i ca. 7000 år indtil 1870’erne, hvor den blev udryddet som dansk ynglefugl. Blandt andet fordi fiskerne betragtede den som en konkurrent. 

 


Skarven har et lidt øgleagtigt udseende sine grønne øjne, sit grove næb og sorte fjerdragt. 

Skarven er nu igen en almindelig ynglefugl og hyppig gæst i Odense Å. Den lever især af fisk som Ål, Ålekvabbe, småtorsk og sild.

Skarvens fjerdragt er ikke vandskyende, så ofte kan du se den sidde på en pæl eller sten med spredte vinger for at tørre fjerdragten.

 

Hejrens dødelige hug

Hejren har en imponerende fangstteknik. Den kan stå fuldstændig stille i flere minutter med halsen bøjet i den S-form, som er så karakteristisk for hejrer. 


Fiskehejre med en Aborre i næbet.


Med sine store øjne, der sidder lige bag næbbet, kan hejren se fremad og nedad. Hejrens hals er som en stålfjeder, der udløser hugget. Når den får øje på en fisk, retter den halsen ud med en hurtighed, du næppe kan følge med det blotte øje. Det lange spidse næb griber med dødelig sikkerhed og sluger byttet helt. Den er ikke kræsen. Mosegrise og fugleunger tager den med i farten, og om vinteren går fiskehejren ofte på land og leder efter mus.

 

Går du tur på engene ved Seden Enggård, vil du ofte kunne se 20-25 af disse store fugle. 

Hvis du vil lytte til hejren, så kan du downloade Dansk Ornitologisk Forenings fuglebog som app.

 

By- og Kulturforvaltningen