Spring til indhold

Stige Ø's historie

Stige Ø har dannet ramme om mange spændende historier.

I dag er øen et idyllisk grønt område, men sådan har det ikke altid været. Stige Ø har dannet ramme om mange spændende historier om modstandskamp under besættelsen, sigøjnerbesøg, alternative samfund, bådebyggeri, tivolier, dresserede aber og meget andet.

På denne side får du kort, men grundigt overblik over øens historie.

Den menneskeskabte ø 

Vild natur er en sjældenhed i Danmark. Nutidens danske landskab er et udpræget kulturlandskab, der er formet og omformet i takt med vidt forskellige strømninger i samfundet. Skiftende erhvervsudviklinger, politiske beslutninger, forbrugersamfundets opståen i efterkrigstiden, indretningen af et stadigt mere omfattende plansystem, indbyrdes modstridende natursyn og øget miljøbevidsthed i offentligheden har alle sat deres markante præg på landskabet.

 

Dette gælder i særdeleshed Stige Ø, som bedst kan beskrives som et ekstremt kulturlandskab. Øen er kunstigt skabt – den er oprindeligt dannet af den jord, der blev gravet op i forbindelse med den første udgravning af Odense Kanal i 1796-1803. Øen voksede sig større i 1904, hvor kanalen blev gravet dybere, men det meste af øen var fortsat kun en smal landtange langs med kanalen. Kun den sydligste del og Stige Ø Nord havde nogenlunde samme omrids som i dag.

 

 

Turen går til Stige Ø

I slutningen af 1800-tallet havde de mange nye jernbaner skabt muligheder for at tage på søndagsture til grønne områder. En ny lokalturisme blomstrede op omkring Odense. I samme periode fandtes der en række faste færgeruter mellem de forskellige dele af Odense Fjord. Da færgeselskaberne begyndte at se ideen i at lægge ruten mellem Odense og Klintebjerg forbi Stige Ø, blev øen til et populært udflugtsmål – i første omgang for det bedre borgerskab, men snart også for arbejderfamilier på søndagstur.

 

Stige Badeetablissement blev stiftet i 1894 og anlagde en kombination af restaurant og badehotel, som kort tid efter blev til den kendte Søpavillon. Sidst i 1930rne var øen en kort overgang hjemsted for Dauckes Tivoli. Forholdene for lokalturisme var dog ikke særligt gunstige under besættelsen, hvor Odense Sejlklub i øvrigt forsøgte at bruge Søpavillonen som klubhus, men hurtigt opgav pga. modstand fra medlemmerne. Øens første storhedstid som rekreativt område fik sat et symbolsk punktum med pavillonens brand.

 

Sorthusene

Det betød dog ikke, at Stige Ø med ét slag blev øde og forladt. Allerede i begyndelsen af 1900-tallet havde flittige lokale bygget de første “Sorte Huse” i grænseområdet mellem Stige Ø og Stige Ø Nord. Og i efterkrigsårene voksede den lille koloni Sorthusene til 63 bygninger. Mange af dem var fast beboede, til trods for at de hverken havde elektricitet eller indlagt vand.

 

Husene fandtes på “fristadsbasis” indtil 1966, hvor Odense Byråd forbød folk at have fast bopæl i kolonien. Året efter blev knapt halvdelen af husene revet ned. Årsagen var først og fremmest brandfaren og de manglende sanitære forhold. Resten af husene fik dog lov til at blive stående og bruges stadig som fritidshuse den dag i dag.

 

Brug og smid væk

På samme tid som byrådet drøftede Sorthusene, vandt efterkrigstidens moderne forbrugersamfund indpas. På den ene side gav det den brede befolkning en hidtil uset økonomisk velstand, på den anden side havde det en række uheldige bivirkninger i form af øget forurening og stadigt voksende affaldsmængder. Indtil 1960’erne havde Odense haft en losseplads i Vollsmose. I takt med byens vækst gav dens placering i et boligområde imidlertid problemer. Derfor besluttede byrådet i 1965 at lade den mere isolerede Stige Ø få den tvivlsomme ære at fungere som ny losseplads.

Tiden som losseplads

Fra 1967-1994 blev området brugt som losseplads, og gennem de næste 27 år blev øen overdænget med alt fra husholdningsaffald til skibsvrag. Det lavvandede område øst for landtangen blev gradvist inddæmmet ved at der blev dumpet affald direkte i fjorden og det nuværende kuperede landskab voksede frem. De højeste affaldsdynger nåede op på 30 meter.

 

Efterhånden begyndte man at kunne mærke de negative virkninger af affaldsdumpningen og andre former for forurening omkring Odense Fjord. Vandløbene, især Odense Å, udledte store mængder spildevand. Og da lossepladsen var placeret direkte på Stige Ø uden bundmembran, løb regnvand uhindret ned igennem affaldsbunkerne og ledte forskellige skadelige stoffer ud i fjorden.

Fra 1970’erne og frem begyndte en fremspirende miljøbevidsthed gradvist at præge både planlovgivningen og det helt nye begreb “miljølovgivning”. Det førte til en række tiltag for at forbedre miljøet ved bl.a. Odense Fjord. Allerede på et tidligt tidspunkt blev det besluttet, at lossepladsen på Stige Ø skulle udlægges som rekreativt område, når den engang var fyldt op, men det kom ikke til at ske uden sammenstød mellem de forskellige myndigheder.

 

Fra 1994 til 2005 gennemgik området store forberedelser til dets rolle som nyt rekreativt område for odenseanerne. For at begrænse forurening er området blandt andet blevet dækket med en meter jord. Desuden er gassen, der dannes på grund af de biologiske processer i skraldet, udnyttet via gasanlæg. 

 

I 2002 fik knap 5.000 husstande dækket deres årsforbrug af el, mens ca. 900 husstande tilsvarende fik dækket deres årsforbrug af varme. Det skønnes, at affaldet på Stige Ø i 2006 producerede cirka 9.500.000 m³ lossepladsgas. Lidt under halvdelen af det bliver ifølge beregninger opsamlet og omdannet til energi. Metangasser er den vigtigste gasart. Mængden af metangas falder stødt, og udnyttelsen af gassen vil, som beregningerne viser nu, være rentabelt endnu 10 – 15 år ud i fremtiden. Herefter bliver gassen brændt ned på stedet og produktionen lukker.

 

Du kan læse mere om gasudvindingen på Stige Ø på Odense Renovations hjemmeside.

By- og Kulturforvaltningen