Spring til indhold

Dilemma #2: Hævnen i Minecraft

Her er nogle begreber, der er gode at holde øje med, når det gælder sikkerheden på nettet.

  • Offentlige og private spil: I nogle spil har man valget, om man vil spille på en offentlig eller privat “server” (den bane/verden man spiller i). Hvis man vil undgå at skulle møde fremmede, eller folk man ikke stoler på, kan man med fordel spille på en privat server - så kan man sætte et kodeord på og kun invitere dem, man har lyst til at spille med.

  • “Griefers”: I onlinespil er der en særlig kategori af spillere, som på engelsk bliver kaldt griefers. Det har ingen dansk oversættelse, men er slang for spillere, der kun er ude på at ødelægge spiloplevelsen for andre. Dette kan de gøre igennem chikanerende adfærd som fx at ødelægge andre spilleres ting i spillet, stå i vejen/blokere for ens spilfigur eller slå andre spillere ihjel igen og igen. Hvis spillet har en funktion, hvor man kan anmelde andre spillere, er det det bedste at gøre.
  • Persistence: Et engelsk ord, der på dansk betyder “vedvarende”. I spilverdenen betyder det, at de ændringer, der sker i et spil, er blivende - dvs. man ikke kan fortryde eller “loade” spillet, hvis man har fortrudt. Særligt mange online-spil som Minecraft og Roblox fungerer på denne måde, når man spiller med andre spillere.

 

Kom godt i gang med samtalen sådan her - 10 samtalestartere til snakken om onlinespil

Forestil dig, at dit barn gik til sport, fx badminton, svømning eller ridning. Hvilke spørgsmål ville du stille? Hvilken viden ville du sørge for at have? Forsøg at stille lignende spørgsmål om dit barns online spil. 

Her er 10 gode spørgsmål, du kan stille:

  1. Hvad hedder spillet?
  2. Hvad går det ud på?
  3. Hvilken karakter spiller du?
  4. Har du selv lavet den?
  5. Hvad er din rolle i spillet?
  6. Er der andre med?
  7. Hvem er med?
  8. Stoler du på dem, du spiller med?
  9. Hvordan vinder man?
  10. Spiller I med eller imod hinanden?

Når du sætter dig ind i spillet, kan det blive en fælles ting, og noget, der er naturligt at snakke om. I behøver ikke spille sammen, men I kan blive klogere på spillenes verden sammen.

Læs næste dilemma