Referat
til
mødet i Odense Byråd
den 25. april 2018 kl. 17:00
i Byrådssalen

Mødet hævet kl. 18.55


A. Sager til afgørelse i byrådet
1 Vedtægtsændringer for Odense Bys Museer
2 Boliger og service på Faaborgvej 39 (Rikkesminde). Kommuneplantillæg nr. 51 og lokalplan nr. 7-812 til endelig vedtagelse
3 Skjoldsvejs forlængelse. Lokalplan nr. 8-869 til endelig vedtagelse
4 Boliger Demantsvej, Hjallese. Forslag til kommuneplan tillæg nr. 53 og lokalplan nr. 5-868 til offentliggørelse
5 Endelig godkendelse af Strategi FYN 2018-2021
6 Flere ledige i servicejob
7 Forslag fra byrådsgruppe V - Alle medarbejdere skal respekteres og behandles med ligeværd
8 Udpegning af et nyt bestyrelsesmedlem i 4. Maj Kollegiet
9 Udpegning af ny suppleant til Odense Kommunes Handicapråd
10 Meddelelse fra et byrådsmedlem om fravær i en periode. Indkaldelse af stedfortræder

A. Sager til afgørelse i byrådet

1. Vedtægtsændringer for Odense Bys Museer
A. Sager til afgørelse i byrådet
Åbent - 20.13.00-Ø40-2-18
RESUMÉ

Bestyrelsen for den selvejende institution Odense Bys Museer har besluttet en vedtægtsændring, som gør det muligt at tilføje ét ekstra medlem til bestyrelsen, idet bestyrelsen vurderer, at der er et behov for at styrke bestyrelsens turistmæssige kompetence. Efter vedtagelsen af vedtægtsændringen i bestyrelsen, fremlægges den nu til godkendelse i Odense Byråd.

 

Baggrunden for, at sagen om vedtægtsændringen kommer for Odense Byråd, er:

 

  • Odense Kommune er hovedtilskudsyder
  • Den selvejende institution Odense Bys Museer er omfattet af driftstilskudsloven
  • Odense Kommune skal som hovedtilskudsyder ifølge driftstilskudsloven samt tilhørende bekendtgørelse og institutionens vedtægters pkt. 14.1 godkende vedtægter såvel som senere ændringer heri.

 

Som modtager af driftstilskud fra Kulturministeriet skal institutionens vedtægter udarbejdes i overensstemmelse med driftstilskudslovens § 3 og § 4. Institutionens vedtægter er udarbejdet i overensstemmelse med loven og lever med den foreslåede vedtægtsændring fortsat op til loven.

 

Byrådet godkendte på mødet den 1/11 2017 i forbindelse med Odense Bys Museers overgang til selveje, vedtægterne for den selvejende institution Odense Bys Museer. Den aktuelle vedtægtsændring fremlægges ligeledes til godkendelse i Odense Byråd. By- og Kulturforvaltningen anbefaler, at den selvejende institution Odense Bys Museer fremadrettet sidestilles med de øvrige selvejende institutioner, som Odense Kommune har driftsaftaler med, hvilket vil medføre, at det fremadrettet er By- og Kulturforvaltningen, der godkender vedtægter og vedtægtsændringer på vegne af Odense Kommune.

 

Effekt

Sagens karakter gør, at det ikke er relevant at vurdere effektskabende konsekvenser for Odensemålene i denne sag. 

 

INDSTILLING

By- og Kulturforvaltningen indstiller til udvalget, at byrådet godkender:

  1. Vedtægtsændringerne i pkt. 9.1 og pkt. 9.2 i vedtægt for den selvejende institution Odense Bys Museer.
  2. By- og Kulturforvaltningen godkender fremadrettet vedtægter og vedtægtsændringer på vegne af Odense Kommune.

   

By- og Kulturudvalget anbefaler indstillingen.

 

Borgmesterforvaltningen har ingen bemærkninger.

 

 

BESLUTNING

Godkendt.

 

SAGSFREMSTILLING

På byrådsmødet den 1/11 2017 godkendte byrådet Odense Bys Museers overgang til selveje pr. 1/1 2018, herunder vedtægterne for den selvejende institution Odense Bys Museer.

 

Baggrunden for, at Odense Byråd skal godkende vedtægterne for den selvejende institution Odense Bys Museer, er, at Odense Kommune er hovedtilskudsyder, og at Odense Bys Museer er omfattet af Lov nr. 1531/2010 om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet, herunder § 3, stk. 2, som beskriver, at vedtægterne skal godkendes af hovedtilskudsyder. I institutionens vedtægter står desuden, jf. pkt. 14.1, at museets vedtægter såvel som senere ændringer heri skal godkendes af Odense Kommune.

 

Vedtægterne er udarbejdet i henhold til Lovbekendtgørelse nr. 358 af 8/4 2014 Museumslov, bekendtgørelse nr. 461 af 25/4 2013 om museer mv., Lov nr. 1531 af 21/12 2010 om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet samt tilhørende bekendtgørelse nr. 1701 af 21/12 2010 om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet.

 

Ifølge vedtægternes pkt. 9.5 kræver vedtægtsændringer, at 2/3 af bestyrelsen stemmer for, samt at der opnås tilsagn til vedtægtsændringen af Odense Kommune. I pkt. 9.5 står desuden, at bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dets medlemmer er til stede, at beslutninger, der træffes ved afstemning, afgøres ved simpelt flertal blandt de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer, samt at det ved stemmelighed er formandens stemme, der er udslagsgivende.

 

Pr. 14/3 2018 har bestyrelsesformanden via museumsdirektør og bestyrelsens sekretær Torben Grøngaard Jeppesen henvendt sig til By- og Kulturforvaltningen med henblik på at opnå Odense Kommunes godkendelse af en vedtægtsændring under pkt. 9.1 og 9.2 omhandlende museets bestyrelse, sammensætning og udpegning.

 

Bestyrelsen vurderer, at der er et behov for at styrke bestyrelsens turistmæssige kompetence, og har besluttet en vedtægtsændring, der gør det muligt at tilføje ét ekstra medlem med netop de kompetencer.

 

De konkrete vedtægtsændringer er:

 

Den aktuelle formulering i pkt. 9.1 er:

"Fra og med 1. februar 2018 skal bestyrelsen bestå af 7 medlemmer, der udpeges/vælges i overensstemmelse med pkt. 9.2."

 

Såfremt vedtægtsændringen godkendes, ændres ordlyden i pkt. 9.1 til:

"Fra og med 1. februar 2018 skal bestyrelsen bestå af 8 medlemmer, der udpeges/vælges i overensstemmelse med pkt. 9.2."

 

Den aktuelle formulering i pkt. 9.2 er:

"2 medlemmer udpeges af den øvrige bestyrelse med henblik på at sikre komplementære kompetencer hentet i den private sektor inden for jura, økonomi, kommerciel drift, internationalt arbejde og ledelse."

 

Såfremt vedtægtsændringen godkendes, ændres ordlyden i pkt. 9.2 til:

"3 medlemmer udpeges af den øvrige bestyrelse med henblik på at sikre komplementære kompetencer hentet i den private sektor inden for jura, økonomi, kommerciel drift, turisme, internationalt arbejde og ledelse."

 

En godkendelse af vedtægtsændringen betyder, at bestyrelsen udvides med ét medlem, således at bestyrelsen fremadrettet består af i alt 8 medlemmer. Som modtager af driftstilskud fra Kulturministeriet skal institutionens vedtægter udarbejdes i overensstemmelse med Lov nr. 1531/2010 om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet, § 3 og § 4. Institutionens vedtægter er udarbejdet i overensstemmelse med loven og lever med den foreslåede vedtægtsændring fortsat op til loven.

 

Fremadrettet godkendelse af vedtægtsændringer

Da byrådet pr. 1/11 2017 har godkendt vedtægterne for den selvejende institution Odense Bys Museer, fremlægges også vedtægtsændringer til godkendelse i byrådet.

 

By- og Kulturforvaltningen anbefaler, at den selvejende institution Odense Bys Museer fremadrettet sidestilles med de øvrige selvejende institutioner, som Odense Kommune har driftsaftaler med, hvilket vil medføre, at det fremadrettet er By- og Kulturforvaltningen, der godkender vedtægter og vedtægtsændringer på vegne af Odense Kommune.

 

ØKONOMI

Denne sag har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune, herunder for kommunens kassebeholdning.

 

 

2. Boliger og service på Faaborgvej 39 (Rikkesminde). Kommuneplantillæg nr. 51 og lokalplan nr. 7-812 til endelig vedtagelse
A. Sager til afgørelse i byrådet
Åbent - 01.02.00-P16-3-17
RESUMÉ

By- og Kulturudvalget besluttede i november 2016 at give mulighed for nedrivning af de tre længer på Rikkesminde til fordel for ny boligbebyggelse.

 

By- og Kulturudvalget besluttede den 5/12 2017 at fremlægge forslag til kommuneplantillæg nr. 51 og forslag til lokalplan nr. 7-812 for boliger og service på Faaborgvej 39, Rikkesminde, i 8 ugers offentlig høring.

 

Planforslagene har været i offentlig høring fra den 11/12 2017 til den 6/2 2018. Der er i perioden indkommet 5 høringssvar. Høringssvarene er samlet i en hvidbog, hvor der også er givet forslag til svar på de indsendte høringssvar.

 

De indkomne høringssvar omhandler følgende:

  • Påvirkning af habitatarter.
  • Nedrivning af eksisterende længer.
  • Vejadgang.
  • Vejadgang i byggefasen.
  • Hastighedsdæmpning.
  • Parkeringsforbud.
  • Kloakforhold.
  • Facademateriale og -farve.
  • Vinduer og indkigsgener.
  • Hegning mod Rikkeshave.

 

By- og Kulturforvaltningen har vurderet høringssvarene og foreslår på den baggrund enkelte ændringer af lokalplanen vedrørende vinduer og hækbeplantning mod Rikkeshave.  

 

Effekt

Flere indbyggere i Odense

De kommende boliger ligger i et attraktivt kvarter i Dalum i gåafstand fra Fruens Bøge og indkøbsmuligheder og vil med boliger i høj kvalitet kunne tiltrække flere indbyggere til Odense. 

 

INDSTILLING

By- og Kulturforvaltningen indstiller til udvalget, at byrådet godkender:

  1. Høringssvarene besvares som foreslået i hvidbogen.
  2. Lokalplan nr. 7-812 for boliger og service på Faaborgvej 39, Rikkesminde, vedtages endeligt med de foreslåede ændringer.
  3. Kommuneplantillæg nr. 51 vedtages endeligt uden ændringer.  

 

By- og Kulturudvalget anbefaler indstillingen.

 

Økonomiudvalget anbefaler By- og Kulturudvalgets indstilling.

 

 

 

BESLUTNING

Godkendt.

 

SAGSFREMSTILLING

Baggrund

Lokalplanen og kommuneplantillægget er udarbejdet for at give mulighed for at nedrive Rikkemindes lade- og staldlænger og erstatte dem med nye, der kan anvendes til boligformål. Samtidig gives der mulighed for en ny boligrække nordøst for de nuværende bygninger.

 

Der er med lokalplanen mulighed for at opføre cirka 3.000 m2 ny bebyggelse med op til 26 boliger. Stuehuset bevares og kan indrettes med maksimalt 4 boliger eller anvendes til kontor/liberalt erhverv.

 

Der har i forbindelse med lokalplanprocessen været dialog med Grundejerforeningen Rikkeshave, der er naboer til Rikkesminde. Grundejerforeningen har haft en række indsigelsespunkter til projektet omhandlende nedrivning af længer, omfang af ny bebyggelse, vejadgang og indbliksgener.

 

By- og Kulturforvaltningens vurdering af de indkomne høringssvar 

 

Påvirkning af habitatarter

Vurderingen af planområdets påvirkning af yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter er indskrevet i kommuneplantillægget.

 

Nedrivning af eksisterende længer

Høringssvarene, der omhandler modstand mod, at lokalplanen giver mulighed for nedrivning af de 3 længer, giver ikke anledning til ændringer af lokalplanen. Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af, at By- og Kulturudvalget i november 2016 besluttede at give mulighed for nedrivning af de tre længer til fordel for ny boligbebyggelse.

 

Vejadgang

Høringssvarene, der omhandler modstand mod, at vejadgangen til planområdet skal ske via Rikkeshave og ikke Faaborgvej, foreslås ikke imødekommet. Forvaltningen har vurderet, at der opnås en langt bedre trafikal situation, både hvad angår fremkommeligheden samt trafiksikkerheden ved at lede trafikken igennem Rikkeshave.

 

Vejadgang i byggefasen

Høringssvaret vedrørende ønske om midlertidig vejadgang via Faaborgvej i byggefasen giver ikke anledning til ændringer i lokalplanen, idet dette ikke kan reguleres med lokalplanen.

 

Hastighedsdæmpning

Høringssvaret vedrørende ønske om hastighedsdæmpende tiltag giver ikke anledning til ændringer i lokalplanen, idet dette ikke kan reguleres med lokalplanen.

Forvaltningen vurderer, at den ekstra tilførte trafik ikke udgør et trafiksikkerhedsmæssigt problem. Derfor har forvaltningen ikke den fornødne hjemmel til at pålægge bygherre et krav om hastighedsdæmpende foranstaltninger.

 

Parkeringsforbud

Høringssvaret, der indeholder ønske om parkeringsforbud på en del af vejen, Rikkeshave, giver ikke anledning til ændringer af lokalplanen, idet dette ikke kan reguleres med lokalplanen.

Forvaltningen kan oplyse, at Rikkeshave er en privat fællesvej, og vejejer skal afholde alle udgifter i forbindelse med eventuel opsætning af parkeringsforbud. Såfremt vejejer vælger at arbejde videre med denne løsningsmulighed, skal vejejer indsende en skilteplan til kommunen, som herefter vurderer ønsket.

 

Kloakforhold

Høringssvar vedrørende kloakforhold giver ikke anledning til ændringer i lokalplanen, idet dette ikke reguleres med lokalplanen.

 

Facademateriale og -farve

Høringssvaret med forslag om, at facader på ny bebyggelse skal udføres i røde mursten og ikke males røde, foreslås ikke imødekommet, idet bestemmelsen herom er fastlagt for at sikre, at ny bebyggelse i arkitektur og materialer lægger sig så tæt op ad de oprindelige bygninger som muligt. Derfor fastsætter lokalplanen bestemmelse om, at facaderne på den nye bebyggelse skal fremstå med pudset eller vandskuret overflade, og at disse skal males i den oprindelige røde farve.

 

Vinduer og indkigsgener

På baggrund af Grundejerforeningen Rikkeshaves høringssvar, der omhandler ønsker til vinduers placering og størrelse for at hindre indkigsgener, foreslår By- og Kulturforvaltningen, at lokalplanens bestemmelse om maksimum bredde på vinduer i kviste på ydersiden af bebyggelsen mod Rikkeshave justeres, og der fastsættes bestemmelser om vinduesstørrelser i endegavle og tagflader således, at der her kun må isættes mindre vinduer. Forvaltningen vurderer, at de foreslåede ændringer både tilgodeser grundejerforeningens bekymringer for indkigsgener og sikrer tilstrækkeligt lysindfald i boligerne.

 

Hegning mod Rikkeshave

På baggrund af grundejerforeningens høringssvar med ønske til bestemmelser for hækbeplantning mod Rikkeshave foreslår By- og Kulturforvaltningen, at der i lokalplanen fastsættes en bestemmelse om, at der skal etableres en ensartet, ubrudt hæk i maksimalhøjde 1,20 m mod vejen, Rikkeshave. I hækken må der isættes ensartede låger i træ i maksimal bredde 1 m. Forvaltningen vurderer, at det er hensigtsmæssigt at regulere dette forhold i lokalplanen, således at det sikres, at både bebyggelse og hækbeplantning mod Rikkeshave fremstår som en helhed.

 

Forvaltningen foreslår, at det i bestemmelsen fastsættes, at lågerne ikke må fremstå i trykimprægneret træ. Begrundelsen for dette er, at forvaltningen vurderer, at trykimprægneret træ er et fremmed materiale i forhold til et anlæg, der skal fremstå i stil med det oprindelige gårdanlæg. Forudsætningen for at give mulighed for at nedrive det tidligere gårdanlæg var netop, at ny bebyggelse skulle udføres i respekt for stedets historie og bygningsstil. Derfor stilles der ligeledes krav om, at facaderne skal males i en farve, der svarer til den oprindelige, og at taget skal beklædes med røde matte vingetegl, samt at enkelte elementer fra det oprindelige anlæg skal bevares. At lågerne ikke må fremstå i trykimprægneret træ, betyder, at der godt må anvendes trykimprægneret træ, hvis det males.

 

Partshøring af bygherre 

Forvaltningen har partshørt bygherre 5E Byg, der har fremsendt bemærkninger til de af forvaltningen foreslåede ændringer af lokalplanen. Høringssvaret er vedlagt.

 

Bygherre er indforstået med de foreslåede ændringer til vinduesstørrelser mod naboer i Rikkeshave. Dog ønsker bygherre, at der mod gårdrummet må isættes større ovenlysvinduer i tagfladen end små fredningsvinduer. Forvaltningen foreslår at imødekomme bygherres ønske.

 

Lovgrundlag

  • Lokalplanen er udarbejdet i henhold til Planlovens kapitel 5.
  • Kommuneplantillægget er udarbejdet i henhold til Planloven kapitel 4.

 

Handlemuligheder

  • Kommuneplantillæg nr. 51 vedtages endeligt uden ændringer.
  • Lokalplan nr. 7-812 for boliger og service på Faaborgvej 39, Rikkesminde, vedtages endeligt med de foreslåede ændringer.
  • Lokalplan nr. 7-812 for boliger og service på Faaborgvej 39, Rikkesminde, vedtages endeligt uden ændringer.
  • Komme med ændringer til planerne, som indarbejdes af By- og Kulturforvaltningen, hvorefter nye planforslag sendes i høring. Alternativt kan planerne med ændringer forelægges By- og Kulturudvalget igen.
  • Planerne vedtages ikke.

 

ØKONOMI

Denne sag har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune, herunder for kommunens kassebeholdning.

 

 

3. Skjoldsvejs forlængelse. Lokalplan nr. 8-869 til endelig vedtagelse
A. Sager til afgørelse i byrådet
Åbent - 01.00.00-G01-34-17
RESUMÉ

By- og Kulturudvalget besluttede på mødet den 5/12 2017 at fremlægge forslag til lokalplan nr. 8-869 for Skjoldsvejs forlængelse i 8 ugers offentlig høring.  

 

Planforslaget har været i offentlig høring fra den 12/12 2017 til den 7/2 2018. Der er i perioden indkommet et høringssvar, som omhandler ønske om, at Odense Letbane etablerer værn mod indblik og vejtrafikstøj ved beboelsesejendom nord for lokalplanområdet.

 

Høringssvaret indgår i en hvidbog, hvor der også er givet forslag til svar på det indsendte høringssvar. Hvidbogen er vedlagt som bilag.

 

By- og Kulturforvaltningen foreslår, at høringen ikke giver anledning til ændringer af lokalplanen.

 

Effekt

Sagen har ingen konsekvenser for et eller flere af Odensemålene.

 

INDSTILLING

By- og Kulturforvaltningen indstiller til udvalget, at byrådet godkender:

  1. Høringssvaret besvares som foreslået i hvidbogen.
  2. Lokalplan nr. 8-869 for Skjoldsvejs forlængelse vedtages endeligt uden ændringer.

 

By- og Kulturudvalget anbefaler indstillingen.

 

Økonomiudvalget anbefaler By- og Kulturudvalgets indstilling.

 

 

 

BESLUTNING

Godkendt.

 

SAGSFREMSTILLING

Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af ønske fra og i samarbejde med Odense Letbane P/S om ændring af eksisterende plangrundlag for Skjoldsvejs forlængelse i lokalplanen for letbanens 1. etape.

 

Lokalplanforslaget muliggør et nyt vejforløb for Skjoldsvejs forlængelse i Bolbro for hermed at føre vejen øst om eksisterende garager umiddelbart nord for boligblokken Højstrupvej 35-45 og for at hindre gennemkørende trafik ad boligvejen til cykelbanen.

 

Den nye planlægning for Skjoldsvejs forlængelse muliggør desuden ændret byggemulighed for adressen Højstrupvej 9C, da den eksisterende byggemulighed berøres af den nye vejføring.

 

Skjoldsvejs forlængelse forventes at blive anlagt i 2. halvår 2018. Odense Letbane P/S afholder udgifterne, der er forbundet med at anlægge Skjoldsvejs forlængelse.

 

Det indkomne høringssvar omhandler følgende:

 

  • ADVOKATERNE I DOMHUSGAARDEN skriver på vegne af Odense Boligselskab OBO afdeling Skjoldsparken, der bemærker, at Skjoldsvejs forlængelse vil betyde, at vej og fortov vil komme meget tæt på boligforeningens ejendom og beboernes haver i beboelsesblokken nærmest vejen. Odense Boligselskab mener, at den korte afstand ud til vej og fortov vil betyde, at der ved den aktuelle blok vil opstå beboergener i form af vejstøj og indblik fra fodgængere og vejtrafik. Odense Boligselskab foreslår, at Odense Letbane etablerer og bekoster, at der opføres værn mod støj og indblik.

 

By- og Kulturforvaltningens vurdering af det indkomne høringssvar

Forvaltningen har vurderet, at det indkomne høringssvar ikke bør give anledning til ændring i planforslaget.

 

Odense Boligselskabs ejendom ligger udenfor lokalplanens afgrænsning. Lokalplanen er udarbejdet på foranledning af Odense Letbane. Eventuelle afværgeforanstaltninger skal håndteres af Odense Letbane P/S.

 

Odense Letbane P/S oplyser, at der i forsommeren 2018 vil blive afholdt ekspropriationsforretning vedrørende Skjoldsvejs forlængelse, og at Odense Boligselskab vil blive indkaldt til denne forretning. Her kan boligselskabet fremlægge deres sag og ønsker over for Ekspropriationskommissionen, der i forbindelse med deres endelige projektgodkendelse kan træffe beslutning om, hvorvidt Odense Letbane P/S skal indarbejde de ønskede afskærmende foranstaltninger i projektet. Henset til, at vejen anlægges indenfor et eksisterende vejareal, mener Odense Letbane P/S som udgangspunkt ikke, at afskærmende foranstaltninger kan kræves, men Odense Letbane P/S skal som anlægsmyndighed naturligvis følge Ekspropriationskommissionens beslutninger.

 

Odense Letbane P/S oplyser, at de gerne vil indgå i dialog med Odense Boligselskab om detailudformningen af ejendommens afslutning mod det nye vejanlæg såsom placering af stitilslutninger med mere. Odense Letbane P/S vil tage kontakt til boligforeningen herom.

 

Lovgrundlag

  • Lokalplanen er udarbejdet i henhold til Planlovens kapitel 5.

 

Handlemuligheder

  • Lokalplan nr. 8-869 for Skjoldsvejs forlængelse vedtages endeligt uden ændringer.
  • Komme med ændringer til planen, som indarbejdes af By- og Kulturforvaltningen, hvorefter nyt forslag sendes i høring. Alternativt kan planen med ændringer forelægges By- og Kulturudvalget igen.
  • Planen vedtages ikke.

 

ØKONOMI

Denne sag har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune, herunder for kommunens kassebeholdning.

 

 

4. Boliger Demantsvej, Hjallese. Forslag til kommuneplan tillæg nr. 53 og lokalplan nr. 5-868 til offentliggørelse
A. Sager til afgørelse i byrådet
Åbent - 01.11.00-G01-13-17
RESUMÉ

By- og Kulturudvalget besluttede på mødet den 5/12 2017 at igangsætte en 2 ugers forudgående høring og hermed planlægning for omdannelse af et mindre boligområde på cirka 3.500 m2.

 

Der er i høringsperioden indkommet 7 bemærkninger, som primært omhandler:

  • Trafikgener og vejadgang.
  • Bebyggelsesprocent og boligsammensætning.
  • Bygningshøjde.

 

Forslag til kommuneplantillæg nr. 53 og lokalplanforslag nr. 5-868 for omdannelse af Demantsvej 12 til boligformål er udarbejdet på baggrund af en privat bygherres ønske om at nedrive eksisterende bebyggelse og opføre 2.300 m2 (cirka 25 boliger) i varierende størrelser med en maksimal bygningshøjde fra 1½ til 2½ etager.  

 

Effekt

Sagen har ingen konsekvenser for et eller flere af Odensemålene.

 

INDSTILLING

By- og Kulturforvaltningen indstiller til udvalget, at byrådet godkender, at forslag til kommuneplantillæg nr. 53 og forslag til lokalplan nr. 5-868, offentliggøres i 8 uger i henhold til planlovens bestemmelser.

 

By- og Kulturudvalget anbefaler indstillingen.

 

Økonomiudvalget anbefaler By- og Kulturudvalgets indstilling.

 

 

 

 

BESLUTNING

Godkendt.

 

SAGSFREMSTILLING

Forslag til lokalplan

Forslag til lokalplan for boliger på Demantsvej udlægger området til boligformål med mulighed for maksimalt at opføre 2.300 m2 (25 boliger). Se afgrænsningen af lokalplanområdet i figur 1.

 

Lokalplanområdet er beliggende i et kvarter med blandede boligtyper, hvor de mest karakteristiske bygninger er de oprindeligt opførte arbejderboliger på Demantsvej 2-6 og 9-13. Lokalplanområdets naboer mod Iver Vinds Vej er primært Dalum Skole. Mod Demantsvej ligger de gamle arbejderboliger og Odense Å, og mod Zachariasvej ligger blandede boliger, to børneinstitutioner samt en boldbane. Lokalplanområdet består af én matrikel med én grundejer.

 

 

Figur 1) Lokalplanafgrænsning.

 

Den eksisterende bebyggelse på grunden har gennem tiden gennemgået flere om- og tilbygninger og har mistet sin karakter og arkitektoniske udtryk (1939).

 

Lokalplanens bestemmelser fastlægger, at ny bebyggelse skal opføres som række- og etagehuse. Bebyggelsens placering og højde fastlægges således, at der ikke opstår indbliksgener til naboer. Vejadgang sker i princippet som vist på figur 1.

 

Det er lokalplanens formål, at de kommende boliger opføres med variation i bygningshøjde og indpasses i facadeudformning, materialevalg og saddeltag til de gamle arbejderboliger på Demantsvej.

   

Forslag til kommuneplantillæg

Lokalplanforslaget er ikke i overensstemmelse med Kommuneplan 2018-2028, og derfor er der udarbejdet et kommuneplantillæg. Der udlægges med kommuneplantillægget et nyt boligområde, som udskiller Demantsvej 12 fra den nuværende boligramme. Kommuneplantillægget fastlægger bebyggelsesprocenten til maksimalt 65 % under forudsætning af, at dele af bebyggelsens maksimale bygningshøjde er 1½ etage, og dele af bebyggelsen er 2½ etager.

 

Forudgående høring 

By- og Kulturforvaltningen har afholdt en lovpligtig foroffentlighedsfase i perioden 6-20/12 2017 for at indhente idéer og forslag. I løbet af høringsperioden indkom 7 høringssvar fra en grundejerforening og private borgere. Høringssvarene er gennemgået i hvidbogen.

 

Bygherre har afholdt et orienteringsmøde for naboer den 6/12 2017. På mødet udtrykte langt de fleste af de fremmødte glæde over, at den tomme bygning nedrives, men bekymring for trafik- og indkigsgener samt ændring af områdets karakter.

 

By- og Kulturforvaltningens vurdering af planforslagene

Forvaltningen vurderer, at risikoen for, at de eksisterende bygninger forfalder, er høj, hvis ikke der muliggøres et projekt.

 

Da der er tale om en hjørnegrund, kan ny bebyggelse langs Demantsvej/Iver Vinds Vej være med til at markere og afslutte hjørnet. Grunden ligger på kanten af det eksisterende boligområde i omgivelser med en sammensat bymæssighed og nabobygninger, der i forvejen er i op til 2½ etager. Bebyggelsesprocenten er vurderet ud fra, at disponering af opholdsarealer og parkering fortsat kan ske på en fornuftig måde.

 

Odense Kommune har i januar 2018 udarbejdet en vurdering af fremtidige trafikforhold omkring Dalum Papirfabrik. I den forbindelse har forvaltningen set på kumulative trafikforhold ved blandt andet Demantsvej og vurderet, at den planlagte vejadgang ikke er forbundet med en trafiksikkerhedsrisiko.

 

Forvaltningen vurderer derfor samlet, at de aktuelle planforslag imødekommer så mange forhold som muligt i en sag, hvor der er en risiko for, at en eksisterende bebyggelse ikke nedrives, men står og forfalder og skaber utryghed.

 

Miljøvurdering

By- og Kulturforvaltningen vurderer, at planforslagene ikke medfører væsentlige indvirkninger på det omkringliggende miljø. Det betyder, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af aktuelle projekter (VVM).

   

Lovgrundlag     

  • Forslag til lokalplanen er udarbejdet i henhold til Planlovens kapitel 5.
  • Forslag til kommuneplantillægget er udarbejdet i henhold til Planlovens kapitel 4.
  • Screening for miljøvurdering er gennemført i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af aktuelle projekter (VVM).  

 

Handlemuligheder

  • Vælge at vedtage forslag til planforslagene og fremlægge dem i offentlig høring i minimum 8 uger.
  • Vælge at komme med ændringer til lokalplanforslaget, som kan indarbejdes af forvaltningen, hvorefter lokalplanforslaget sendes i høring. Alternativt kan lokalplanforslaget med ændringer forelægges By- og Kulturudvalget igen.
  • Vælge ikke at vedtage planforslagene til offentliggørelse.

 

ØKONOMI

Denne sag har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune, herunder for kommunens kassebeholdning.

 

 

5. Endelig godkendelse af Strategi FYN 2018-2021
A. Sager til afgørelse i byrådet
Åbent - 00.17.15-A00-1-17
RESUMÉ

Strategi FYN 2018-21 har fra oktober 2017 til december 2017 været i politisk høring i de ni fynske kommuner, som deltager i Byregion Fyn-samarbejdet. Det nu tilrettede forslag til Strategi FYN 2018-21 fremsættes af Borgmesterforum Fyn til politisk godkendelse i de ni fynske kommuner.

 

Effekt

Flere indbyggere i Odense

Strategi FYN 2018-21 har et dobbelt fokus på tiltrækning og fastholdelse af borgere på Fyn. Indsatserne er især rettet mod at fastholde nyuddannede kandidater og at tiltrække udvalgte målgrupper med henblik på jobvækst og imødegåelse af flaskehalsproblemer på jobmarkedet.

 

Der skabes flere virksomheder og arbejdspladser

Strategi FYN 2018-21 har fokus på styrkelse af de fynske vækstbrancher, flere arbejdspladser, øget pendling, mere uddannelse og en styrket erhvervsservice, hvilket tilsammen vil bidrage til at skabe flere virksomheder og arbejdspladser.

 

Borgernes indkomst skal stige

Strategi FYN 2018-21 har fokus på øget jobskabelse, øget fokus på uddannelse og øget tiltrækning og fastholdelse særligt af nyuddannede kandidater, hvilket har til formål, at borgernes gennemsnitsindkomst skal stige.

 

Flere kommer i uddannelse og job

I Strategi FYN 2018-21 beskrives det, at intentionen er at udvikle det fynske arbejdsmarked, blandt andet gennem opkvalificering og omskoling, således at de lediges kompetencer i højere grad matcher virksomhedernes behov for arbejdskraft. Derudover nævnes indsatser fra folkeskolens side, for at flere unge skal tage en uddannelse, og desuden en øget pendling som mulighed for at komme i beskæftigelse.

 

Børn lærer mere og er mere kompetente

Strategi FYN 2018-21 beskriver et behov for øget fokus på karrierelæring, uddannelse og job. Således skal der i endnu højere grad bygges broer mellem uddannelse, karriere og erhverv. Derfor foreslår strategien, at der etableres en tværkommunal platform, hvor kommunerne arbejder med metode og udvikling af karrierelæring i folkeskolen, så eleverne på bedre vis kan træffe kompetente valg i forhold til uddannelse og beskæftigelse.

 

INDSTILLING

Borgmesterforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget, at byrådet godkender forslag til Strategi FYN 2018-21 som grundlag for det fælles fynske samarbejde i indeværende byrådsperiode.

 

Økonomiudvalget anbefaler Borgmesterforvaltningens indstilling.

 

 

 

BESLUTNING

Godkendt.

 

Gruppe Ø stemmer imod de dele, der handler om det 3. spor på den Fyske Motorvej.

 

 

SAGSFREMSTILLING

Med Strategi FYN 2018-21 står ni fynske kommuner sammen om handlinger, der i tre strategiske spor sætter en fælles retning for udviklingen af Fyn ved at udnytte de fynske vækstpotentialer og skabe flere arbejdspladser, øget bosætning og en stærk sammenhængende infrastruktur. De tre spor er Arbejdsmarked & Uddannelse, Bosætning & Attraktivitet og Infrastruktur & Mobilitet. Strategi FYN 2018-21 afløser Strategi FYN 2014-17 som Byregion Fyn-kommunernes fælles strategiske overligger for vækst og udvikling i indeværende byrådsperiode.

 

Resultatet af den politiske høring

Strategien har i perioden oktober-december 2017 været i politisk høring i de fynske kommuner, ligesom Beskæftigelsesforum Fyn og Region Syddanmark også har indgivet høringssvar. Blandt alle kommuner er der en generel tilfredshed med og opbakning til forslaget til Strategi FYN 2018-21. Således har kommunernes i alt indsendt 57 bemærkninger til Strategi FYN 2018-21, primært i form af ændringsforslag til uddybelse og klargøring af vigtige kommunale pointer omkring strategiens realisering. De indarbejdede rettelser i tekst og grafik fremgår af vedlagte Hvidbog.

 

Borgmesterforum Fyn har den 22/2 2018 godkendt sekretariatets hvidbog og indstillinger til, hvordan kommunernes bemærkninger kan indarbejdes i strategien. Herefter har sekretariatet tilrettet strategien med henblik på politisk godkendelse i kommunerne.

 

Processen hidtil

Arbejdet med Strategi FYN 2018-21 har været omfattende og inddraget politikere, embedsmænd og eksterne parter og har bestået af følgende:

  • Politisk prioritering: Borgmesterforum Fyn besluttede i oktober 2016 Strategi FYN 2018-21's tre strategiske spor. De fynske byrådsmedlemmer deltog på to politikudviklende ”Fyns Fremtid”-konferencer”, hvor deltagerne fremsatte forslag om politisk fokus og ønsker til konkrete indsatser for det fremtidige fælles fynske samarbejde.
  • Ekspertinddragelse: Arbejdsgrupper med deltagelse fra bl.a. det fynske erhvervsliv, brancheorganisationer og uddannelsessteder har givet input til indholdet.
  • Administrativ høring og kvalitetssikring: Kommunaldirektørforum besluttede i marts 2017 at udsende det første forslag til strategien i administrativ høring mhp. kvalitetssikring. I Odense Kommune blev der foretaget en kort teknisk høring i forvaltningerne og en drøftelse i stabschefforum og direktørgruppen. Strategien blev herefter tilrettet og sendt til faglig kvalificering i to workshops med fagchefer på tværs af de ni kommuner.
  • Strategi sendes i politisk høring: Borgmesterforum Fyn besluttede 3/10 2017 at sende strategien i politisk høring fra 10/10 til 20/12. I Odense Kommune drøftede Økonomiudvalget 25/10 2017 forslaget til strategien og besluttede at sende det i politisk høring. By- og Kulturudvalget, Beskæftigelses- og Socialudvalget og Børn- og Ungeudvalget drøftede strategien på deres møder 14/11 2017. Der blev herefter udarbejdet høringssvar, som blev godkendt af Økonomiudvalget 29/11 2017 og af Byrådet 7/12 2017.
  • Strategi sendes til politisk godkendelse: Byregion Fyn-sekretariatet har bearbejdet kommunernes politiske høringssvar på strategien i en hvidbog, der på Borgmesterforum Fyn-møde 22/2 blev godkendt som grundlag for tilretning af strategien. Strategi FYN 2018-21 er tilrettet på baggrund af hvidbogen og sendes nu til endelig politisk godkendelse i de ni kommuner.

I den politiske behandling i Odense Kommune blev der udtrykt generel tilfredshed med strategien. Fagudvalgene fandt anledning til enkelte bemærkninger, som Byregion Fyn-sekretariatet har medtaget i hvidbogen, og som alle er taget til efterretning, nogle idet der allerede er taget højde for dem i strategien. Øvrige bemærkninger har givet anledning til ændringer i strategien. Det har særligt været i forhold til fokus på arbejdsmarked, vækst, beskæftigelse, uddannelse og tiltrækning/fastholdelse, hvor der har været ønsker om en styrket indsats. Endvidere har der været et signal om øget tværgående brug af faglige ressourcer og afsøgning af nye samarbejder i faglige fællesskaber på tværs af kommunerne.

Borgmesterforvaltningen vurderer således, at Odense Kommunes ønsker til tilretning af Strategi FYN 2018-21 er blevet efterkommet.

 

Realisering af fælles fynske indsatser med udgangspunkt i Strategi FYN 2018-21

Efter endelig godkendelse af den fælles fynske strategi prioriteres, finansieres inden for nuværende rammer og igangsættes de fælles indsatser, som kommunerne beslutter i de enkelte byråd.

 

ØKONOMI

Strategi FYN 2018-21 har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune, herunder for kommunens kassebeholdning. En række handlinger i strategien vil dog kræve, at Odense Kommune indgår med administrative ressourcer.

 

 

6. Flere ledige i servicejob
A. Sager til afgørelse i byrådet
Åbent - 24.00.00-G01-58-18
RESUMÉ

På trods af, at ledigheden i en periode har været faldende i Odense, står Odense stadigvæk over for en beskæftigelsesudfordring, da kompetencerne, der efterspørges i de ledige jobs, ikke umiddelbart matcher de lediges kompetencer.

 

Tilstedeværelsen af den rette arbejdskraft er en forudsætning for vækst, og det skal være muligt for virksomhederne at rekruttere den arbejdskraft, som de efterspørger. I dag står en del virksomheder i Odense i den situation, at de ikke kan rekruttere de medarbejdere, de har behov for, og det påvirker både produktivitet og vækst.

 

Ud over meldinger om mangel på arbejdskraft fra virksomhederne er der samtidig en høj ledighed i Odense. I gruppen af ledige er der en stor andel af arbejdsmarkedsparate borgere, hvis primære udfordring er, at de mangler et job. En ubalance på det odenseanske arbejdsmarked, som udgør et paradoks. På den ene side massive investeringer i vækst og skabelsen af nye arbejdspladser i byen, og på den anden side ledige, der ikke kan finde beskæftigelse her.

 

Det er en udfordring, der på sigt kan bremse væksten i byens virksomheder, hvis ikke der skabes grundlag for et bedre match mellem efterspørgsel og udbud af kompetencer samt en mere fokuseret indsats for at sikre den rette arbejdskraft både nu og i fremtiden. En høj ledighed påvirker både kommunens udgifter og indtægter i en negativ retning. Derudover har det en stor menneskelig og økonomisk negativ konsekvens for den enkelte ledige. Det er derfor afgørende, at byens vækst også betyder, at de ledige bliver en del af et arbejdsfællesskab. Det er godt for den enkelte, og det er godt for den samlede økonomi. Væksten i byen skal være for alle. Dette er ligeledes i tråd med FN's verdensmål om at fremme vedvarende vækst og samtidig understøtte indsatser, der hjælper ledige, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet i job.

 

Der er med andre ord behov for en endnu tættere sammentænkning af vækst- og beskæftigelsesindsatser.

 

Med vedtagelsen af en ny turismestrategi med en ambitiøs målsætning om at skabe op imod 1.000 nye jobs i turismeerhvervet over de næste fire år åbnes netop en mulighed for målrettet at bruge turismeerhvervet som jobgenerator for at få flere ledige i job. Afledte job i turismebranchen vil i overvejende grad være servicejobs. Jobs, der langt hen ad vejen matcher de lediges kompetenceniveau, og som kan varetages med en kortere og/eller målrettet opkvalificeringsindsats/efteruddannelse.

 

For at øge sandsynligheden for, at de nye turismejobs kan være med til at sænke ledigheden i Odense, er der i budget 2018 politisk prioriteret økonomiske midler til, at Odense Kommune i samarbejde med turismebranchen tilrettelægger en særlig indsats for at få flere ledige ind i servicejobs.

 

Samarbejdet skal blandt andre involvere turismeerhvervet, uddannelsesinstitutionerne og jobcentrene, der i et forpligtende samarbejde arbejder målrettet med opkvalificering, efteruddannelse og rekruttering til job inden for leisure-, event- og erhvervsturismen. Der skal derfor udarbejdes en model for, hvordan man målrettet og aktivt kan tilrette en særlig indsats for at få ledige ind i de nye servicejobs, som forventes skabt på denne baggrund.

 

Ud over afledte servicejobs inden for turismeområdet er det også værd at kigge på kommende jobmuligheder i gartnerierhvervet. I gartneribranchen har der været en positiv udvikling med øget omsætning og øget indtjening blandt gartnerier, der muliggør nye investeringer. Det, som aktuelt har størst relevans i forhold til beskæftigelsen nu, er dog udviklingen af det nye forretningsområde, dyrkning af medicinsk cannabis. Her er der på nuværende tidspunkt to store projekter på vej til at blive realiseret med et rekrutteringsbehov til følge. Det er derfor nærliggende også at se på dette område, da denne type jobs også matcher gruppen af ledige. Med den rette indsats kan gartneribranchen ligeledes agere som jobgenerator. Også her skal en model for indsatser udarbejdes i tæt samarbejde med erhvervet.

 

Fælles for begge modeller er, at de skal udvikles i et tæt tværgående samarbejde mellem kommunen og erhvervet, herunder henholdsvis HORESTA og Dansk Gartneri, der er de relevante brancheorganisationer. Det er helt afgørende, at indsatserne er målrettet og efterspørgselsdrevet. Der skal derfor udarbejdes forpligtende samarbejdsaftaler mellem kommunen og konkrete virksomheder. De konkrete aftaler udarbejdes i samarbejde mellem Borgmesterforvaltningen og Beskæftigelses- og Socialforvaltningen og konkrete virksomheder.

 

Efter behandling i Økonomiudvalget på nærværende møde sendes sagen til behandling i Beskæftigelses-og Socialudvalget den 24/4 2018 for efterfølgende at blive behandlet i byrådet den 25/4 2018. 

 

Effekt

Borgernes indkomst skal stige

Ved at gå fra at være ledig til at være i beskæftigelse følger en stigning i indkomst.

 

Der skabes flere virksomheder og arbejdspladser

Det forventes, at en koordineret og målrettet rekrutteringsindsats på kort og på lang sigt, der sikrer, at virksomhederne har den nødvendige kvalificerede arbejdskraft, bidrager positivt til udvikling og vækst i de lokale virksomheder og som følge deraf skabelsen af flere arbejdspladser.

 

Flere kommer i uddannelse og job

Gennem korte målrettede uddannelsesforløb og nye modeller for opkvalificering og samarbejde mellem virksomheder, uddannelsesinstitutioner og kommunen forventes flere at komme i uddannelse og job inden for serviceområdet. 

 

INDSTILLING

Borgmesterforvaltningen og Beskæftigelses- og Socialforvaltningen indstiller til respektive udvalg, at byrådet godkender:

  1. Indsatsen ”Service i vækst - flere ledige i servicejob” og budgetneutral tillægsbevilling på styringsområdet Service på 3.000.000 kr. i 2018 og 3.072.000 kr. i 2019 fra Økonomiudvalget til Beskæftigelses- og Socialudvalget.
  2. Periodisering af 500.000 kr. fra 2018 til 2019 vedrørende indsatsen ”Service i vækst – flere ledige i servicejob” på styringsområdet Service under Beskæftigelses- og Socialudvalget.

Økonomiudvalget anbefaler Borgmesterforvaltningens indstilling.

 

Beskæftigelses- og Socialudvalgets indstilling vil foreligge i mødet.

 

 

BESLUTNING

Godkendt.

 

SAGSFREMSTILLING

Ledigheden er faldende i Odense. Dette til trods står Odense stadig over for en beskæftigelsesudfordring, da en stor gruppe af byens ledige ikke har de kvalifikationer og kompetencer, som modsvarer de behov, som virksomhederne efterspørger. Turisterhvervet kan i denne sammenhæng være en vej ind på arbejdsmarkedet for en stor gruppe af de ledige jobsøgende.

 

I budget 2018 er det politisk besluttet at bruge turismeerhvervet som en jobskabelsesgenerator. I løbet af de næste tre til fire år er det forventningen at skabe 1.000 nye servicejobs og dermed sænke ledigheden. Der er i budgettet afsat midler til en særlig indsats, der skal få ledige i job på baggrund af rekruttering, opkvalificeringsforløb og andre tætte samt håndholdte indsatser.

 

Ud over afledte servicejobs inden for turismeområdet er der også udsigt til kommende jobmuligheder i gartnerierhvervet. I gartneribranchen har der været en positiv udvikling med øget omsætning og øget indtjening blandt gartnerier, der muliggør nye investeringer. Men det, som har størst relevans i forhold til beskæftigelsen, er dog udviklingen af det nye forretningsområde, dyrkning af medicinsk cannabis. Herudover er der i forbindelse med de store byggerier i Odense også udsigt til en række følgejobs - jobs, der ikke er direkte relatereret til byggerierne. Her vil også være tale om blandt andet jobs inden for serviceområdet.

 

Udviklingen på arbejdsmarkedet kan derfor give Odense udfordringer. Men samtidig åbner udviklingen også unikke perspektiver og muligheder for at få flere ledige i job. Det vil særligt være at få et større antal af de voksne ufaglærte ledige og langtidsledige kanaliseret og opkvalificeret til de nye jobområder, der forventes i servicejobbene. Dels i turisme og gartneribranchen, dels service mere generelt som f.eks. afledt af de store byggeprojekter.

 

Udviklingen på arbejdsmarkedet i Odenseområdet aktualiserer derfor behovet for at iværksætte en målrettet opkvalificeringsindsats. Denne skal fremme opkvalificering af arbejdsstyrken og understøtte et bedre match mellem de jobsøgendes kompetencer og de kompetencer, ovennævnte brancher efterspørger.

 

Service i vækst – en målrettet indsats 

For at understøtte rekrutteringen af medarbejdere til jobs inden for turisme, service- og gartneriområdet, herunder udvikle de rette medarbejdere, skal der tilrettelægges en indsats på tværs af erhvervs-, uddannelses- og beskæftigelsesindsatsen. En indsats, der er baseret på målrettet og jobrettet opkvalificering, der kan løfte den ledige arbejdskraft ind i jobområderne med de gode beskæftigelsesmuligheder. 

 

Målgruppen

For en gruppe af ufaglærte ledige er det svært igen at komme ind på arbejdsmarkedet. Det kan bl.a. skyldes forældede eller ganske få kompetencer, manglende sprogkundskaber mv.

Der skal således tilrettelægges en indsats, der tager afsæt i de ledige, og som muliggør, at ledige flyttes til ovenstående brancher, hvor der forventes jobåbninger.

 

To beskæftigelsesspor 

Indsatsen kan falde i to beskæftigelsesspor: Et opkvalificeringsspor og et rekrutteringsspor. Begge spor vil kunne håndteres fra en koordinerende enhed forankret i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen.

 

Spor 1: Brancherettet opkvalificering af ledige

Dette spor baserer sig på en række virksomheder inden for et brancheområde, som hver især har et mindre rekrutteringsbehov, og hvor en målrettet opkvalificering af de ledige er et bærende element.

                     

Spor 2: Rekruttering

Dette spor baserer sig på en akut rekruttering til en given virksomhed, eventuelt med dennes underleverandører.

 

Begge spor er relevante i indsatsen for at bygge bro mellem de ledige og jobåbningerne inden for serviceområdet. I nogle henseender skal der en opkvalificering til, i andre henseender er der tale om en direkte rekruttering – og begge spor skal kunne håndteres i indsatsen.

 

Ad Spor 1: Brancherettet opkvalificering af ledige

Brancherettet opkvalificering bygger på, at virksomhedernes kompetencebehov er blevet afdækket. Dette er en forudsætning for effektivt at understøtte brancherne i jobskabelse og vækst.

 

Opkvalificering skal planlægges i samarbejde og dialog med konkrete virksomheder. Herved kan kvaliteten af opkvalificeringen øges og samtidig øge muligheden for, at virksomhederne efterfølgende vil ansætte den ledige. Brancheorganisationerne/virksomhederne skal derfor involveres i tilrettelæggelse og afvikling af opkvalificeringen.

 

Med afsæt i erfaringer fra tidligere opkvalificerings- og rekrutteringsprojekter skal indsatsen tilrettelægges, så den består af tre niveauer:

 

Niveau 1: Forforløb/afklaring og motivation

Indledningsvis skal der rekrutteres ledige til indsatsen.

Der vil formentlig være tale om en gruppe ledige, der er uafklarede i forhold til fremtidige jobmuligheder, men som vurderes at have potentiale til at gennemføre et afklarings- og motivationsforløb.

 

Niveau 2: Brancherettet opkvalificering

Næste niveau er, at de ledige gennemfører en brancherettet opkvalificering. Den brancherettede opkvalificering skal være afstemt mellem brancheorganisationerne HORESTA og Dansk Gartneri, uddannelsesinstitutioner og jobcentret. Denne inkluderer de grundlæggende færdigheder, som virksomhederne efterspørger.

 

Niveau 3: Praktik og ansættelse

I samarbejde med virksomhederne udarbejdes stillingsopslag med de krav og ønsker, virksomheden har. Jobcenteret sørger for rekrutteringsprocessen og screener relevante ledige kandidater. Jobcenteret afholder informationsmøder, hjælper kandidaterne med CV mv.

 

De ledige tilbydes kurser, som er virksomhedsspecifikke i forbindelse med, at de ledige skal indtræde i beskæftigelse ved virksomhederne. Virksomhederne kan selv bestemme, om de vil have den ledige på kursus før en eventuel praktik, eller om forløbet starter med en praktik.

   

Indsatsen skal basere sig på, at der er god viden om kompetencegabet mellem virksomhedernes behov og de lediges kompetencer.

 

Ad Spor 2: Rekruttering

Dette spor er relevant for virksomheder med et direkte og mere akut rekrutteringsbehov, og hvor opkvalificering forud ikke er en forudsætning.

 

Odense Kommune/Beskæftigelses- og Socialforvaltningen har en bred palette af produkter og serviceydelser, der er relevant for virksomheder i forbindelse med rekruttering. Hjælp til rekruttering kan håndteres på forskellig vis, f.eks. via udstationering på virksomheden (a la Mace (Facebook-byggeriet)). 

 

Odense Kommune kan stille en Key Account Manager (KAM) til rådighed, der kan fungere som central rekrutteringskonsulent og som brobygger med tråde ud til uddannelsesinstitutioner, fagforeninger, jobcentre mv. En Key Account Manager arbejder fuld tid med virksomhederne og varetager virksomhedens behov og interesser i forbindelse med arbejdskraft. KAM’en kan håndtere alle forespørgsler om arbejdskraft.

 

I forbindelse med de store byggerier i Odense er der også udsigt til en række følgejobs - jobs, der ikke er direkte relatereret til byggerierne. Således kan man forestille sig, at indsatserne omkring rekruttering til byggerierne i højere grad skal være gearet til også at kunne håndtere rekruttering til de afledte jobs, herunder servicejobbene. F.eks. skal det afdækkes, om Mace (Facebook- byggeriet) skal have allokeret yderligere ressourcer til at håndtere jobmatch til de afledte servicejobs.

 

Organisatorisk forankring af indsatser

Indsatserne håndteres af en koordinerende enhed forankret i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen. Der er tale om håndholdte indsatser, som kræver dedikerede ressourcer i form af et team af medarbejdere, der arbejder målrettet med denne indsats. Samtidig skal medarbejderne være koordinerende i forhold til de øvrige involverede aktører. Det foreslås at oprette et brancheteam, ”Service i vækst”, der organiseres som en del af beskæftigelsesalliancen.

 

Service i vækst -  en del af Beskæftigelsesalliancen

Beskæftigelsesalliancen Odense blev etableret i efteråret 2017 og er forankret i et samspil mellem Borgmesterforvaltningen og Beskæftigelses- og Socialforvaltningen. Beskæftigelsesalliancen udspringer af anbefalingerne fra Beskæftigelses Task Force Odenses (BTFO), hvor én af anbefalingerne gik på, at der skulle nedsættes et Governance Board til implementering af indsatserne. Således blev Beskæftigelsesalliancen oprettet.

 

Beskæftigelsesalliancen består af fire overordnede aktørgrupper; virksomheder, A-kasser og fagforeninger, uddannelsesinstitutioner og kommunen. Herunder er udvalgt en række centrale aktører, som tilsammen tæller i omegnen af 50 aktører.

 

 

Beskæftigelsesalliancen skal ses som paraply for øvrige samarbejder for at løse udfordringen med ledigheden i Odense. ”Service i vækst” foreslås derfor organiseret i regi af Beskæftigelsesalliancen. Modellen illustrerer, at initiativer og samarbejder skal ses i en sammenhæng med Beskæftigelsesalliancen.  Dette gælder også de øvrige brancheteams, som Beskæftigelses- og Socialforvaltningen har oprettet. Brancheteams er tværgående teams, der inden for det enkelte brancheområde varetager afdækning af kompetencebehov, opkvalificering af de ledige og rekruttering af arbejdskraft til virksomhederne afstemt med virksomhedernes behov og efterspørgsel.

 

Løbende opfølgning

For at sikre, at indsatsen har den ønskede effekt, vil den blive fulgt tæt. Der vil blive udarbejdet et moniterings-setup for indsatsen, og Økonomiudvalget præsenteres således for en opfølgning på indsatsen tre gange i løbet af projektperioden.

 

ØKONOMI

Indsatsen ”Service i vækst - flere ledige i servicejob” på i alt 6.072.000 kr. i årene 2018-2019 finansieres af midlerne afsat i Budget 2018 på styringsområdet Service under Økonomiudvalget. Som konsekvens heraf nedskrives Borgmesterforvaltningens ramme henholdsvis opskrives Beskæftigelses- og Socialforvaltningens ramme med beløbet på 6.072.000 kr.

 

I forbindelse med igangsættelsen af indsatsen og overførsel af budgettet til Beskæftigelses- og Socialforvaltningen indarbejdes en periodisering på 500.000 kr. fra 2018 til 2019, idet der derved tages højde for, at den planlagte indsats først startes op i løbet af 2018. 

 

Odense Kommunes samlede serviceramme reduceres med 500.000 kr. i 2018 og med tilsvarende forøgelse i 2019, mens kommunens kassebeholdning påvirkes positivt med 500.000 kr. i 2018, der udlignes igen i 2019.

 

 

7. Forslag fra byrådsgruppe V - Alle medarbejdere skal respekteres og behandles med ligeværd
A. Sager til afgørelse i byrådet
Åbent - 24.00.00-G01-73-18
RESUMÉ

Byrådsgruppe V fremsender i henhold til forretningsordenens §3 følgende forslag til optagelse på byrådets dagsorden for mødet den 25. april 2018:

 

Alle medarbejdere skal respekteres og behandles med ligeværd

"Odense Kommune vedtog i 2017 en ny Personalepolitik, der sætter mange gode visioner for, hvordan Odense Kommune ønsker, kommunens medarbejdere skal arbejde sammen. Odense Kommune har kompetente og handlekraftige medarbejdere, der vil fællesskabet. Det er det daglige samspil, der gør, at Odense Kommune kommer i mål med værdiskabende og bæredygtige resultater. Det skal Odense Kommune værne om ved fortsat at rekruttere, udvikle og fastholde kvalificerede medarbejdere.

 

Imidlertid har Odense Kommune, både i optakten til konflikten i forbindelse med OK18 og helt generelt, oplevet, at medarbejdere, der ikke organiserer sig under de traditionelle fagforeninger og A-kasser, bliver behandlet skidt og underlagt social kontrol. Det skal understreges, at det langt fra er alle medarbejdere, der oplever dette. Dog sker det, at medarbejdere, som organiserer sig anderledes end resten af medarbejdergruppen, oplever mobning, ubehagelige kommentarer og udelukning fra det sociale fællesskab. 

Af eksempler på dette kan nævnes, at medarbejdere bliver set skævt til og direkte talt grimt til, fordi de ikke var/er medlem af en overenskomstbærende fagforening. Ord som snylter, usolidarisk og stikker har været brugt.

 

For Venstre, Danmarks Liberale Parti, er det vigtigt, at alle medarbejdere bliver behandlet med respekt, uanset religion, etnicitet, partifarve eller hvilken fagforening/A-kasse, de er medlem af.

 

Derfor foreslås det, at der i Personalepolitikken på s. 8 under mangfoldighed tilføjes:

”GENSIDIG RESPEKT OG LIGEVÆRD

I Odense Kommune ønsker vi at behandle alle ligeværdigt uanset køn, alder, seksualitet, etnisk oprindelse, handicap og livssituation, holdninger og meninger, religion, interesser, ambitioner, livsfilosofi, personlige mærkesager samt fagforenings- og a-kasse valg.

Odense Kommune anerkender og respekterer alle fagforeninger og a-kasser lige og dermed også vores medarbejderes personlige valg.

Gensidig respekt og ligeværd skal kendetegne vores relationer til hinanden og vores omverden. ”"

 

 

Effekt

Konsekvenserne for et eller flere af Odensemålene er uoplyst.

 

INDSTILLING

Borgmesterforvaltningen fremsender sagen til byrådet.

 

 

BESLUTNING

Gruppe C fremsætter følgende ændringsforslag til Venstres forslag i den udsendte dagsorden:

”Der indarbejdes et spørgsmål i trivselsundersøgelsen om, hvorvidt man har følt sig mobbet på baggrund af valg af fagforeningsmedlemskab.”

 

Gruppe ABFØÅ stemmer imod gruppe C’s ændringsforslag.

Gruppe COV stemmer for ændringsforslaget.

Gruppe C’s ændringsforslag er dermed forkastet.

 

Gruppe ABFØÅ stemmer imod Venstres forslag i den udsendte dagsorden.

Gruppe COV stemmer for Venstres forslag i den udsendte dagsorden.

Venstres forslag i den udsendte dagsorden er dermed forkastet.

 

Borgmesteren fremsætter følgende forslag til beslutning:

”Henset til, at der ikke er konstateret konkrete sager om mobning på baggrund fagforeningsmedlemskab, og henset til, at personalepolitikken er udarbejdet i tæt samspil med Hovedudvalget, bedes Hovedudvalget afdække, om der er udfordringer på området, der giver anledning til en ændring af Personalepolitikken, som i givet fald forelægges til beslutning i byrådet. I forbindelse med afdækningen bedes Hovedudvalget forholde sig til, om der i trivselsundersøgelsen skal indarbejdes et spørgsmål om, hvorvidt man har følt sig mobbet på baggrund af valg af fagforeningsmedlemskab.”

 

Gruppe ABCFØÅ stemmer for borgmesterens forslag til beslutning.

Gruppe O og V stemmer imod borgmesterens forslag til beslutning.

 

Borgmesterens forslag til beslutning er dermed godkendt.

 

SAGSFREMSTILLING

Der henvises til sagsresumeet.

 

ØKONOMI

Økonomien er uoplyst.

 

 

8. Udpegning af et nyt bestyrelsesmedlem i 4. Maj Kollegiet
A. Sager til afgørelse i byrådet
Åbent - 00.22.00-A30-2-17
RESUMÉ

Byrådet udpegede på det konstituerende møde den 13/12 2017 Frank Eistrup som medlem af 4. Maj Kollegiets bestyrelse.

 

Frank Eistrup har imidlertid meddelt, at han ønsker at udtræde af bestyrelsen.

 

På den baggrund fremsender gruppe COV indstilling om, at Kim Skjoldborg Jørgensen udpeges som nyt medlem af bestyrelsen for den resterende del af byrådsperioden indtil den 31/12 2021.

 

Effekt

Sagens karakter gør, at det ikke er relevant at vurdere effektskabende konsekvenser for Odensemålene i denne sag.

 

INDSTILLING

Borgmesterforvaltningen fremsender sagen til byrådet.

 

 

 

BESLUTNING

Godkendt.

 

SAGSFREMSTILLING

Der henvises til sagsresuméet.

 

ØKONOMI

Denne sag har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune, herunder for kommunens kassebeholdning.

 

 

9. Udpegning af ny suppleant til Odense Kommunes Handicapråd
A. Sager til afgørelse i byrådet
Åbent - 00.22.00-A30-55-17
RESUMÉ

Odense Byråd udpegede på det konstituerende møde medlemmer og stedfortrædere til Odense Kommunes Handicapråd, men det var ikke muligt at besætte alle stedfortræderposter, hvorfor blandt andet Spastikerforeningens stedfortræderpost har været ubesat.

 

Spastikerforeningen har nu mulighed for at besætte deres stedfortræderpost, hvorfor de fremsender indstilling om, at Mads Witt Demant indtræder som suppleant for Betty Krorby fra Spastikerforeningen for den resterende del af byrådsperioden indtil den 31/12 2021.

 

Effekt

Sagens karakter gør, at det ikke er relevant at vurdere effektskabende konsekvenser for Odensemålene i denne sag.

 

INDSTILLING

Borgmesterforvaltningen fremsender sagen til byrådet.

 

 

 

BESLUTNING

Godkendt.

 

SAGSFREMSTILLING

Der henvises til sagsresuméet.

 

ØKONOMI

Denne sag har ingen økonomiske konsekvenser for Odense Kommune, herunder for kommunens kassebeholdning.

 

 

10. Meddelelse fra et byrådsmedlem om fravær i en periode. Indkaldelse af stedfortræder
A. Sager til afgørelse i byrådet
Åbent - 00.01.00-G01-426-18
RESUMÉ

Byrådsmedlem Claus Houden, byrådsgruppe V, anmoder om fritagelse for sine kommunale hverv fra den 25/4 2018 af helbredsmæssige årsager. Fraværsperioden forventes at vare 3 måneder - altså til og med den 24/7 2018.

 

Byrådsgruppe V anmoder i den forbindelse byrådet om, at 1. stedfortræderen på partiets kandidatliste, Araz Khan, indtræder i byrådet i den pågældende periode som stedfortræder for Claus Houden.

 

Det fremgår af den kommunale styrelseslovs § 15, stk. 2, at borgmesteren indkalder stedfortræderen, når "....et medlem vil være forhindret i at varetage sine kommunale hverv i en forventet periode af mindst 1 måned på grund af sin helbredstilstand, graviditet, barsel eller adoption, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger eller lignende.....".

 

Det fremgår endvidere af styrelseslovens § 28, stk. 2, at når et udvalgsmedlem har forfald i mindst 1 måned, kan den valggruppe, der har indvalgt vedkommende, bestemme, at et andet medlem indtræder i det stående udvalg, så længe hindringen varer.

 

Valggruppe COV har under henvisning hertil meddelt, at man ønsker at indkalde Araz Khan som stedfortræder for Claus Houden til hvervet som medlem af By- og Kulturudvalget i den pågældende periode.

 

Claus Houden varetager ud over byrådshvervet og hvervet som medlem af By- og Kulturudvalget følgende poster, som byrådet har udpeget ham til:

 

Medlemsposter

Bestyrelsen for Nordatlantisk Hus (bestyrelsen i Nordatlantisk Hus har valgt Claus Houden som formand)

Odense Bæredygtighedsråd

 

Stedfortræderposter

Bestyrelsen for Fjernvarme Fyn A/S

Odense Kommunes Folkeoplysningsudvalg

 

Gruppe COV har oplyst, at Araz Khan varetager medlemsposterne i Odense Bæredygtighedsråd og Odense Kommunes Folkeoplysningsudvalg i Claus Houdens fraværsperiode, hvorefter Claus Houden genindtræder på disse poster, når han genoptager sit byrådshverv.

 

Gruppe COV har endvidere oplyst, at rådmand Jane Jegind varetager posten i bestyrelsen for Nordatlantisk Hus og stedfortræderposten i bestyrelsen for Fjernvarme Fyn A/S i Claus Houdens fraværsperiode, hvorefter Claus Houden genindtræder på disse poster, når han genoptager sit byrådshverv.

 

 

Effekt

Sagens karakter gør, at det ikke er relevant at vurdere effektskabende konsekvenser for Odensemålene i denne sag.

 

INDSTILLING

Borgmesterforvaltningen fremsender sagen til byrådet.

 

Godkendt.

 

BESLUTNING

Godkendt.

 

SAGSFREMSTILLING

Der henvises til sagsresuméet.

 

ØKONOMI

Claus Houden oppebærer sit fulde vederlag i fraværsperioden.

 

Udpegningen medfører således yderligere udgifter for så vidt angår fast vederlag samt udvalgsvederlag til Araz Khan for perioden 25/4 - 24/7 2018.

 

Beløbet afholdes inden for den nuværende økonomiske ramme, der er afsat til byrådet.