Referat
til
mødet i Beskæftigelses- og Socialudvalget
den 22. august 2017 kl. 08:30
i Mødelokale 10.08, Tolderlundsvej 2, 10. sal

Udvalgsmedlemmerne Steen Lund og Tim Vermund deltog ikke i mødet.

 

Mødet hævet kl. 11.29.


B. Sager til afgørelse i udvalget
1 Fastlæggelse af Beskæftigelses- og Socialudvalgets møder 2018
2 Udbredelse af "Odense-modellen" for aktivitetsparate borgere
3 Ansøgning til puljen "Overgangs- og peerstøtte til udsatte grønlændere i Danmark"
D. Orientering
4 Nøgletal på beskæftigelsesområdet
5 Status på afskedigede fleksjobbere pr. 1/8 2017
6 Status på specialenhedens arbejde
7 Evaluering af familiedag på Fyens Væddeløbsbane den 20/5 2017
8 Økonomisk Status 2017 og budget 2018
9 Status på investeringsprojekter - herunder tidsplan for udbud
10 Ansøgning til puljen "Nordplus Voksen"
11 Brug af opkvalificering i beskæftigelsesindsatsen
12 Forebyggelse af ventelister til indsats i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen
13 Aktuelle sager

B. Sager til afgørelse i udvalget

1. Fastlæggelse af Beskæftigelses- og Socialudvalgets møder 2018
B. Sager til afgørelse i udvalget
Åbent - 15.00.00-G01-475-17
RESUMÉ

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen fremlægger forslag om, at der afholdes Beskæftigelses- og Socialudvalgsmøder på følgende tirsdage kl. 8.30 - 13.00 jf. dog markerede undtagelser:

 

 

 

Første halvår

 

 

Andet halvår

23. januar

21. august

6. februar

4. september

Vinterferie (12/2 – 16/2)

25. september

27. februar

9. oktober

20. marts

Efterårsferie (15/10 – 19/10)

Påskeferie (29/3 – 2/4)

30. oktober

10. april

13. november

24. april

27. november

15. maj

11. december, kl. 16.00

Julefrokost

29. maj

 

19. juni, kl. 16.00

Sommerafslutning

 

 

Effekt

Sagen har ingen konsekvenser for et eller flere af Odensemålene.

 

INDSTILLING

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen indstiller, at udvalget godkender forslag til mødeplan for 2018.

 

BESLUTNING

Beskæftigelses- og Socialudvalget godkender indstillingen.

 

Udvalgsmedlemmerne Steen Lund og Tim Vermund deltog ikke i mødet.

SAGSFREMSTILLING

Der henvises til sagsresuméet.

 

ØKONOMI

Denne sag har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune, herunder for kommunens kassebeholdning.

 

 

2. Udbredelse af "Odense-modellen" for aktivitetsparate borgere
B. Sager til afgørelse i udvalget
Åbent - 15.00.00-G01-7-15
RESUMÉ

Odense Kommune har ca. 3.500 aktivitetsparate borgere på kontanthjælp, som udover ledighed typisk har en række sociale og helbredsmæssige udfordringer, der placerer dem langt fra arbejdsmarkedet.

 

Med ønsket om at opnå mere viden om denne målgruppe, besluttede Beskæftigelses- og Socialudvalget på mødet den 8/12 2015 at igangsætte et forsøg med en ny tilgang i beskæftigelsesindsatsen for de aktivitetsparate borgere - Camp 100. I forlængelse heraf besluttede udvalget at følge den løbende metodeudvikling af tilgangen og dennes resultater.

 

Hovedlinjerne i den nye tilgang bestod i et tættere og tværfagligt samarbejde i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, en fokuseret indsats og afdækning af beskæftigelsesbarrierer for de aktivitetsparate borgere og et tættere samarbejde mellem Odense Kommunes socialoverlæge og de lokale læger.

 

På baggrund af de gode erfaringer fra dette projekt og i forlængelse af satspuljeprojektet omkring ”Flere skal med” implementerer Beskæftigelses- og Socialforvaltningen denne tilgang til den daglige drift med hele målgruppen af aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere.

 

På dette møde forelægges udvalget status på Camp 100 - herunder resultaterne for 1. og 2. kvartal 2017. Herudover skal udvalget godkende, at Beskæftigelses- og Socialforvaltningen fremover afrapporterer på resultaterne fra arbejdet med målgruppen af aktivitetsparate borgere sammen med de øvrige effekttal for forvaltningen.

  

Effekt

Flere kommer i uddannelse og job

I Odense har vi et mål om, at alle borgere skal i job og uddannelse. Odense Kommunes beskæftigelsespolitik fra 2016 sætter den politiske ramme for byens beskæftigelsesindsats i de kommende år. Alt for mange borgere står uden for arbejdsmarkedet, og det har ingen godt af hverken socialt eller økonomisk. Formår Odense Kommune ikke at vende udviklingen, risikerer byen at blive fanget i en ond spiral med manglende lokal vækst, en tung forsørgerbyrde og problemer med at finansiere den fælles velfærd. Med implementering af Camp 100-tilgangen i beskæftigelsesindsatsen for gruppen aktivitetsparate borgere på kontanthjælp understøttes Odensemålet, om at øge andelen af byens borgere i job og uddannelse.

 

INDSTILLING

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen indstiller, at udvalget:

 

  1. tager status for Camp 100 til efterretning.

 

  1. godkender, at resultater fremadrettet afrapporteres sammen med de øvrige effekttal for forvaltningen, som konsekvens af, at Camp 100-tilgangen implementeres i det daglige arbejde med de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere.

 

BESLUTNING

Beskæftigelses- og Socialudvalget godkender indstillingen.

 

Udvalgsmedlemmerne Steen Lund og Tim Vermund deltog ikke i mødet.

SAGSFREMSTILLING

Baggrund

Odense Kommune har ca. 3.500 aktivitetsparate borgere på kontanthjælp. Disse borgere har udover ledighed typisk en række sociale og helbredsmæssige udfordringer, der placerer dem langt fra arbejdsmarkedet.

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen har en central opgave i at støtte borgere med en svag arbejdsmarkedstilknytning til job og uddannelse. Beskæftigelsesindsatsen består af hyppige jobrettede samtaler, beskæftigelsesindsatser og håndholdte, supplerende indsatser baseret på evidens og effekt mv., der tager udgangspunkt i den enkelte borgers situation.  

  

En ny tilgang i beskæftigelsesindsatsen for de aktivitetsparate borgere 

Beskæftigelses- og Socialudvalget besluttede på mødet den 8/12 2015 at igangsætte et projekt omkring en ny tilgang i beskæftigelsesindsatsen for gruppen af aktivitetsparate borgere på kontanthjælp - Camp 100. Baggrunden for projektet var, at udvalget ønskede mere viden om gruppen af ledige, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet, herunder i forhold til forskellige del-målgrupper og beskæftigelsesbarrierer.

 

Den nye tilgang i beskæftigelsesindsatsen for de aktivitetsparate borgere indeholdt følgende elementer:

 

  • Tværfagligt samarbejde i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen
  • Fokuseret indsats og afdækning af beskæftigelsesbarrierer for de aktivitetsparate borgere
  • Tæt samarbejde mellem Odense Kommunes socialoverlæge og de lokale læger

 

Udvalget ønskede ligeledes at følge den løbende metodeudvikling i Camp 100-tilgangen og resultaterne heraf. Det blev derfor besluttet, at udvalget skulle forelægges kvartalsvise afrapporteringer om de udvalgte borgeres beskæftigelsesmæssige udvikling i Camp 100. 

 

Camp 100-tilgangen

I løbet af 2016 har Beskæftigelses- og Socialforvaltningen (tilfældigt) udtrukket 334 aktivitetsparate borgere, som Camp 100-tilgangen skulle anvendes på. Fælles for disse borgere er, at de har forskellige beskæftigelsesbarrierer og en svag tilknytning til arbejdsmarkedet. Derudover har en stor andel forskellige sociale problemstillinger, helbredsproblemer af fysisk eller psykisk karakter – ligesom misbrug og hjemløshed også kan være forhindrende faktorer i forhold til beskæftigelse.

Alle 334 sager er gennemgået i fællesskab af sagsbehandler, ledelse og kommunens socialoverlæge på ugentlige møder. Formålet med den fælles sagsgennemgang er at afdække borgernes forskellige beskæftigelsesbarrierer – herunder at se nærmere på de lægeerklæringer der ofte ligger til grund for fritagelsen for beskæftigelsesrettede indsatser. Kommunens socialoverlæge spiller dermed en central rolle i sagsgennemgangen og i arbejdet med at få nuanceret og udfoldet lægeerklæringerne i en beskæftigelsesmæssig sammenhæng. Der lægges dog altid en rimelighedsbetragtning, og ingen borgere henvises til beskæftigelsesrettede indsatser, hvis deres helbred er en barriere herfor. 

 

Beskæftigelses- og Socialudvalget forelægges på mødet en status på Camp 100 - herunder resultaterne for 1. og 2. kvartal 2017.  

 

Fra metodeudvikling til daglig drift

På baggrund af de positive erfaringer fra Camp 100 har Beskæftigelses- og Socialforvaltningen udviklet tilgangen til en arbejdsform, som nu ønskes implementeret i den daglige drift for alle aktivitetsparate borgere på kontanthjælp. Herved vil tilgangen både blive brugt i forbindelse med revurdering af sager samt i forhold til arbejdet med nye aktivitetsparate borgere.

 

Arbejdsformen har - foruden sit afsæt i Camp 100-tilgangen - fokus på en individuel og helhedsorienteret indsats, og spiller dermed godt sammen med hovedlinjerne i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings satspuljeprojekt ”Flere skal med”.

 

Når arbejdsformen implementeres til at være udgangspunktet for forvaltningens generelle arbejde med de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, afrapporteres resultaterne fra arbejdet med målgruppen sammen med de øvrige effekttal for forvaltningens arbejde.

 

ØKONOMI

Denne sag har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune, herunder for kommunens kassebeholdning.

 

 

3. Ansøgning til puljen "Overgangs- og peerstøtte til udsatte grønlændere i Danmark"
B. Sager til afgørelse i udvalget
Åbent - 15.20.00-Ø34-9-17
RESUMÉ

Socialstyrelsen har udbudt en pulje på 15,2 mio. kr. til afprøvning og udvikling af metoden og projektet "Overgangs- og peerstøtte til udsatte grønlændere i Danmark".

Formålet er, at udsatte grønlændere får mere ud af de sociale ydelser, kommunen yder ved hjælp af en håndholdt indsats. Metoden er Critical Time Intervention og peerstøtte (frivillige støttepersoner).

 

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen ønsker at søge om 4,2 mio. kr.

 

Effekt

Det vurderes, at projektet kan have en effekt på tre af Odenses effektmål. Projektets langsigtede mål er, at færre grønlændere er socialt udsatte, at der er større trivsel blandt borgerne ved blandt andet at deltage i betydningsfulde fællesskaber samt i højere grad end før at opnå drømme og mål om uddannelse og job.

 

Flere kommer i uddannelse og job

 

Flere borgere er sunde og trives

 

Flere borgere er betydningsfulde deltagere i fællesskaber

 

INDSTILLING

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses- og Socialudvalget godkender, at forvaltningen søger om 4.200.000 kr. til projektet ”Overgangs- og peerstøtte til udsatte grønlændere i Danmark” fra Socialstyrelsen.

 

BESLUTNING

Beskæftigelses- og Socialudvalget godkender indstillingen.

 

Udvalgsmedlemmerne Steen Lund og Tim Vermund deltog ikke i mødet.

SAGSFREMSTILLING

Baggrund

Som led i satspuljeaftalen på det sociale område for 2017 er der afsat midler til et større initiativ til en effektiv støtte til udsatte grønlændere i Danmark. Som en del af initiativet udmeldes en ansøgningspulje med i alt 15,2 mio. kr. til metodeafprøvning af overgangs- og peerstøtte til udsatte grønlændere i Danmark. Projektperioden er fra 15/10 2017 til 31/12 2020.

 

Socialstyrelsen har derfor udmeldt en ansøgningspulje til afprøvning af metoder, der gør det muligt at etablere og fastholde en længerevarende kontakt til udsatte grønlændere, så målgruppen i højere grad profiterer af den sociale indsats, der ydes.

I indsatsen kombineres peer-støtte, hvor en borger med grønlandsk baggrund eller interesse for og indsigt i grønlandsk kultur, fungerer som støtteperson for en udsat grønlænder, og Critical Time Intervention-metoden (CTI), hvor en koordinerende, gennemgående kommunal støtteperson yder en intensiv, tidsafgrænset indsats i en kritisk overgangsfase, herefter tager de frivillige Peers over. Projektet bliver i Odense-regi et samarbejde mellem Beskæftigelses- og Socialforvaltningen og det Grønlandske Hus i Odense. Beskæftigelses- og Socialforvaltningen ansætter for puljemidlerne en medarbejder, som arbejder med CTI-metoden. Det Grønlandske Hus frikøber for puljemidlerne en projektkoordinator og -tolk som blandt andet står for rekrutteringen af frivillige.

 

Formål

Formålet med ansøgningspuljen er at udvikle og afprøve en metode, som gør det muligt at etablere og fastholde en længerevarende kontakt til udsatte grønlændere med henblik på, at målgruppen opnår en bedre effekt af den sociale indsats, som kommunerne yder. Metodeafprøvningen indebærer, at minimum 40 borgere fra hver projektkommune, i alt 120 til 150 udsatte grønlændere i det samlede projekt bliver omfattet af indsatsen, og at 65 til 80 procent af de borgere, som får en kombination af CTI og frivillig peer-støtte vil opnå en bedre kontakt til det kommunale hjælpesystem og derved bedre resultater af den sociale indsats, der ydes.

 

 

Målgruppe

Målgruppen for ansøgningspuljen er herboende, socialt udsatte grønlændere, herunder nytilflyttede grønlændere med behov for en særlig og intensiv indsats i en tidsafgrænset periode. Målgruppen af udsatte grønlændere i Danmark har i udgangspunktet de samme komplekse sociale problemer som andre udsatte danskere, fx arbejdsløshed, senfølger efter vold og overgreb, traumer efter andre hændelser samt forskellige former for misbrug. Derudover kan socialt udsatte grønlændere have særlige sproglige og kulturelle udfordringer og et begrænset kendskab til det danske systems indretning, hvilket kan skabe forskellige barrierer, der gør det vanskeligt for denne gruppe at udnytte de eksisterende tilbud optimalt.

 

Ansøgningsfrist

Der er ansøgningsfrist den 18/8 2017 kl. 12.00.

 

Ansøgningen er derfor afsendt med forbehold for udvalgets godkendelse. Beskæftigelses- og Socialforvaltningen trækker ansøgningen tilbage, såfremt udvalget ikke godkender ansøgningen.  

 

ØKONOMI

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen søger 4,2 mio. kr. til projektet fra Socialstyrelsen.

Projektet varer tre år og tre måneder 01/10 2017-31/12 2020.

 

 

D. Orientering

4. Nøgletal på beskæftigelsesområdet
D. Orientering
Åbent - 15.00.00-G01-2003-16
RESUMÉ

Forvaltningen giver seneste status på mandagstal, ledighedstal og begrebsdiagram.

 

 

5. Status på afskedigede fleksjobbere pr. 1/8 2017
D. Orientering
Åbent - 15.00.00-G01-141-17
RESUMÉ

Byrådet besluttede på møde den 22/2 2017 at lukke Bygningsrenovering og Pensionistservice som aktiveringsindsats, hvor en række fleksjobbere som konsekvens heraf blev afskediget. Beskæftigelses- og Socialudvalget besluttede, at der skulle iværksættes ekstraordinær indsats for at sikre job til gruppen. Udvalget bad endvidere forvaltningen om løbende kvartalsvis opfølgning på, hvordan det er gået de afskedigede fleksjobbere.

 

Tabel 1: Status for afskedigede fleksjobbere pr. 10/8 2017

  

Arbejdssted

Antal personer opsagt

Antal i nyt fleksjob

Antal i virksomhedspraktik

Pensionistservice

114

36

8

Bygningsrenovering

16

5

0

I alt

130

41

8

 

Tabel 2: Status for de 81 borgere, som ikke var i nyt fleksjob eller virksomhedspraktik i uge 31

 

Sagstype

uge 31

Uge 32

Folke-/førtidspension

1

2

Fleksjob (opsagt, men stadig omfattet af opsigelsesperiode)

63

30

Ledighedsydelse

17

49

I alt

81

81

 

Af de 130 fleksjobbere der blev opsagt er 41 videre i et nyt fleksjob. 49 borgere er pr. uge 32 på ledighedsydelse og således omfattet af den ekstraordinære indsats.

I forhold til forventninger til ny beskæftigelse på nuværende tidspunkt er det forvaltningens vurdering, at der er opnået ganske fornuftige effekter.

 

På mødet vil der blive givet en mundtlig status på de ekstraordinære indsatser iværksat for de afskedigede fleksjobbere.

 

 

6. Status på specialenhedens arbejde
D. Orientering
Åbent - 15.00.00-G01-246-17
RESUMÉ

Som led i byrådets besluttede bandeindsats den 22/2 2017 - gik Specialenheden i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i drift den 1/6 2017.

 

Specialenhedens hovedopgave er:

  • At sikre maksimal aktivering af borgere med banderelationer, der modtager forsørgelsesydelser fra Beskæftigelses- og Socialforvaltningen (ift. gældende lovgivning).
  • At sikre gennemførelse af sanktioner i ydelsen, hvis disse borgere ikke står til rådighed og fremmøder til bl.a. samtaler, beskæftigelsestilbud mv.

 

På udvalgsmødet den 28/3 2017 blev det besluttet, at Beskæftigelses- og Socialudvalget månedligt skal modtage en status på specialenhedens arbejde. På dagens møde gives første afrapportering på specialenhedens arbejde, siden specialenhedens start den 1/6 2017. 

 

 

7. Evaluering af familiedag på Fyens Væddeløbsbane den 20/5 2017
D. Orientering
Åbent - 00.10.12-A00-1-17
RESUMÉ

På udvalgsmødet den 6/6 2017 blev det aftalt at orientere udvalget om evalueringerne fra familie- og integrationsdagen på Fyens Væddeløbsbane den 20/5 2017.

 

Formål for dagen

Odense Kommune afholdt ”Familiedag for alle” på væddeløbsbanen den 20/5 2017 efter henvendelse fra Fyens Væddeløbsbane. Beslutning om deltagelse blev truffet på møde i Beskæftigelses- og Socialudvalget den 28/3 2017.

 

Formålet var at skabe rum for, at flygtninge og andre odenseanere kan mødes på tværs af alder, etnicitet og kultur i en festlig anledning på en af byens større kulturinstitutioner. Dagen havde samtidig til formål at støtte op om et lokalt fællesskab og give nye borgere inspiration til, hvordan byens mange kultur- og fritidstilbud kan bruges. Endelig blev dagen afholdt i lyset af Odenses nye integrationsstrategi, som netop har et tæt samarbejde med foreninger, frivillige og andre aktører som centralt element for at lykkes med integration i Odense.

 

Dagen er blevet evalueret i samarbejde med Fyens Væddeløbsbane og en repræsentant for de frivillige foreninger.

 

Program på dagen og afvikling

Programmet blev udviklet i et samarbejde mellem repræsentanter fra Beskæftigelses- og Socialforvaltningen og Fyens Væddeløbsbane. Fyens Væddeløbsbane var ansvarlig for rammer og praktisk afvikling samt sponsorater. Odense Kommune var ansvarlig for PR og pressekontakt og deltagelse af foreninger og integrationsborgere, herunder bustransport. Frivilligcenter Odense, Center for Civilsamfund og Modtagernetværket i Odense var en del af planlægning, synlighed og afvikling af dagen.

 

Dagen blev afviklet i forbindelse med hesteløb på væddeløbsbanen. Aktiviteter på dagen var:

  • ”Integrationsbazar” med stande og aktiviteter for børn og voksne fra lokale frivillige foreninger.
  • Lokale street food boder.
  • Legeplads og mulighed for at se staldene og komme tæt på hestene.
  • Scene med løbende musikalsk optræden fra bands (Jokeren og Zididada som hovednavne) samt lokale kunstnere og foreninger.
  • ”Showcarløb” med politikere fra Beskæftigelses- og Socialudvalget.

 

Vurdering af dagen

Der vurderes at være en generel tilfredshed over samarbejdet, program og afvikling på dagen. De forskellige aktiviteter forløb med succes, og det var positivt at se så mange deltagere, som både inkluderede ”gamle” og ”nye” danskere.

 

Samlet vurderede Fyens Væddeløbsbane, at der var 3700 deltagere på dagen.

 

Der var stor tilslutning til aktiviteter og optræden omkring integrationsbazar og scenen. Jobrådgivere med borgere under Integrationsloven havde formidlet en invitation til dagen.

 

Fyens Væddeløbsbane som samarbejdspartner har været meget tilfredse med både forberedelsen og afviklingen af arrangementet. Der har været tilsvarende positive tilbagemeldinger fra de deltagende frivillige foreninger og food trucks.

 

Fyens Væddeløbsbane vurderer, at dagen havde en positiv indvirkning på integrationen, da stedet/venuet kan huse mange forskellige kulturer.

 

Fyens Væddeløbsbane fortæller også, at de har fået tilkendegivelser fra flere virksomheder, som gerne vil bakke op om en familiedag i 2018. Fyens Væddeløbsbane udtrykker ligeledes, at en afklaring i god tid omkring 2018 kan gøre dagen endnu bedre, fordi der derved bliver mere tid til at involvere samarbejdspartnere, relevante netværk mv. 

 

 

8. Økonomisk Status 2017 og budget 2018
D. Orientering
Åbent - 15.00.00-G01-139-17
RESUMÉ

Hver sommer udarbejder Beskæftigelses- og Socialforvaltningen en økonomisk status for forsørgelses- og sikringsydelserne. Her giver forvaltningen sin vurdering af dette års økonomiske situation indtil nu, ligesom forventningerne til det kommende budgetår beskrives.

 

Forvaltningens vurdering af 2017 er forsigtig positiv. Det ventes, at den positive udvikling fortsætter, og forventningen til 2018 er derfor også positiv.

 

Forventningen til 2017 er, at der samlet set kan afleveres 31,9 mio. kr. til kommunens reservationspuljer, der kan sammenlignes med en opsparingskonto. Her kan trækkes midler i de perioder, hvor beskæftigelsesområdet er inde i en negativ udvikling, mens der kan sættes midler ind, når udviklingen er positiv og flere borgere kommer i job.

 

Det er derfor udtryk for en positiv tendens, at der kan overføres 31,9 mio. kr. til puljerne under ét efter forvaltningens revurdering af budgettet. Det bemærkes, at indfrielsen af denne positive tendens bør ses i sammenhæng med udviklingen i ledigheden på landsplan, idet landsudviklingen spiller en stor rolle for det endelige resultat.

 

Generelt er det en stor udfordring for kommunens økonomi, at Odense har en forholdsvis høj ledighed i en tid med faldende ledighed på landsplan. Det skyldes, at beskæftigelsestilskuddet reguleres negativt, når ledigheden falder mere end forventet (Staten kræver nogle af sine penge tilbage). Mekanismerne uddybes yderligere i afsnittet vedr. udfordringer.    

 

 

Status for 2017:

 

En langsigtet positiv udvikling i beskæftigelsen er en forudsætning for en sund økonomi i Odense Kommune, for det er et stort beløb, der hvert år afsættes til forsørgelse af personer uden for arbejdsmarkedet.

 

Budgettet lyder således hvert år på over 3 mia. kr.

 

Der har i de senere år været en positiv udvikling i ledigheden på landsplan, men den udvikling har kun i beskedent omfang været at finde i Odense.

 

Derfor besluttede byrådet i februar 2017 at lukke og omlægge mindre effektfulde aktiveringsindsatser og i stedet fokusere på jobrettede samtaler med udgangspunkt i den enkelte lediges behov.

 

Derudover besluttede byrådet at investere 72,4 mio. kr. i at nedbringe ledigheden og dermed udgifterne til forsørgelse. I forvaltningens forventninger til budget 2017 og 2018 er det indregnet, at investeringsbeløbet tjener sig selv hjem via besparelser på ydelserne.

 

Samlet set viser revurderingen af budgettet altså en forsigtig positiv udvikling. Det skyldes blandt andet, at der er et forventet mindreforbrug på 74 mio. kr. på de budgetgaranterede områder – altså de områder, der er særligt påvirkelige af ændringer i konjunkturerne. Det gælder for eksempel kontanthjælp og revalidering.

 

Ændringerne her skyldes primært faldende udgifter på kontant- og uddannelsesområdet.

 

Indførelsen af 7-årsreglen giver også et plus, da en del ledige er overgået fra kontanthjælp til integrationsydelsen. Selvom denne bevægelse isoleret set taler for flere på integrationsydelse, har faldende flygtningekvoter samt et generelt fald i den gennemsnitlige udgift på området medført faldende udgifter til ydelsen.

 

På området for beskæftigelsestilskuddet (medfinansiering af a-dagpenge og løntilskud) reguleres reservationspuljen negativt med 42,1 mio.kr. Merforbruget skyldes primært, at ledigheden ikke er faldet, svarende til det budget der blev udarbejdet i sommeren 2016. Særligt i efteråret 2016, samt de første måneder af 2017, er ledigheden steget hvilket lægger pres på ydelserne.

 

Samtidig giver faldende ledighed på landsplan også en faldende medfinansiering fra staten til kommunerne, og derfor falder beskæftigelsestilskuddet med yderligere 3,1 mio. kr.

 

Samlet set giver det dog stadig et overskud på 31,9 mio. kr., der kan overføres til reservationspuljerne, der herefter samlet udgør -20,6 mio. kr. i 2017.

 

Et langsigtet overskud på reservationspuljerne vil være positivt, da det giver luft i økonomien, hvor opsparingen kan prioriteres til andre formål i kommunen. Omvendt kan et underskud over længere tid nødvendiggøre besparelser på kernevelfærden.

 

 

Forventninger til 2018:

 

Den forsigtige positive udvikling på beskæftigelsesområdet for 2016 og 2017 forventes at tage til i styrke i 2018 hvilket afspejles i de samlede økonomiske forventninger på beskæftigelsesområdet.

 

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen skønner, at kommunens samlede udgifter på området næste år lyder på 2,8 mia. kr., mens KL’s vurdering af Odenses økonomi lyder på 2,94 mia. kr. på området.

 

Årsagen til forskellen er, at forvaltningen har indregnet investeringsmodellerne i sin forventning, og at vi samtidig forventer en mere positiv udvikling inden for kontant- og uddannelseshjælp sammenlignet med tidligere år.

 

Forvaltningen forventer desuden et fald på 244 fuldtidspersoner i 2018 i forhold til 2017. Det skyldes især forventningen om, at vi får flere arbejdsmarkedsparate borgere i job, ligesom der forventet vil være et fald i antallet af borgere, der får tilkendt førtidspension. De 244 fuldtidspersoner er således ikke et udtryk for et tilsvarende fald i ledigheden, idet eksempelvis førtidspensionister indgår i tallet.

 

Der forventes desuden et øget brug af fleksjobordningen, hvilket vil give flere borgere i støttet beskæftigelse.

 

To udfordringer, som har særlig fokus i forvaltningen

 

1) Ændrede refusionsregler, som belønner hurtig beskæftigelse af ledige

 

Der er indført ændrede refusionsregler, som belønner kommuner, der får ledige hurtigt i job, mens langsommelighed straffes. Det skyldes, at refusionen fra staten falder trin for trin allerede efter 4. ledighedsuge og frem.

 

Odense Kommune får 80 % statsrefusion af udgifterne til finansiering af de første 4 uger, en borger er ledig. Refusionen falder til 20 % efter et års ledighed.

 

Denne tidsfaktor har stor betydning for økonomien. Incitamentet bag de ændrede refusionsregler er at få de ledige hurtigere i beskæftigelse. Hvis det ikke sker, skal kommunen selv finansiere størstedelen af udgiften.

 

2) Efterregulering som afhænger af, hvordan andre kommuner klarer sig

 

Det er en stor udfordring, at mange borgere i Odense modtager forsørgelse i en tid, hvor ledigheden på landsplan falder hurtigere end i Odense.  Det betyder nemlig, at der foretages negative efterreguleringer på beskæftigelsestilskuddet, og det rammer Odense hårdt.

  

Så længe Odense har en høj andel af ledige, skal kommunen derfor betale en ekstra høj andel af regningen til staten. Det er altså ikke nok, at Odense klarer sig godt, når andre kommuner klarer sig bedre.

   

Såfremt ledigheden fremadrettet nedbringes i højere takt end de øvrige kommuner på Fyn, vil Odense kunne vinde på ordningen de kommende år. 

 

Det skal afslutningsvis bemærkes, at finansieringsudvalget under Økonomi- og Indenrigsministeriet frem mod 2018 forventes at lægge op til en permanent justering i udligningssystemet. Det forventes, at udvalget i sine anbefalinger tager højde for refusionsomlægningen, samt en mulig inkorporering af beskæftigelsestilskuddet i udligningssystemet.

 

Ændringer i de nuværende mekanismer kan - alt efter hvordan de skrues sammen - påvirke Odenses økonomi på beskæftigelsesområdet væsentligt.

   

 

 

9. Status på investeringsprojekter - herunder tidsplan for udbud
D. Orientering
Åbent - 15.00.00-A00-29-17
RESUMÉ

Der gives en status på investeringsprojekterne, som blev godkendt af byrådet på møde den 3/5 og 7/6 2017.

 

Status på investeringsprojekter er vedhæftet som bilag.

 

 

10. Ansøgning til puljen "Nordplus Voksen"
D. Orientering
Åbent - 15.20.00-Ø34-10-17
RESUMÉ

Formålet med Nordplus er at styrke det nordiske uddannelsessamarbejde og bidrage til at skabe et nordisk-baltisk uddannelsesområde. Målsætningen er at støtte, bygge, drage nytte af og sprede innovative produkter og ideer på uddannelsesområdet gennem systematisk udveksling af erfaring og god praksis. Samtidig ønskes det, at Nordplus bidrager til udviklingen af kvalitet og innovation i uddannelsessystemerne. Nordplus har 5 delprogrammer,

  • Nordplus Junior
  • Nordplus Bedre uddannelse
  • Nordplus Voksen
  • Nordplus Horisontal
  • Nordplus Nordiske Sprog

 

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, CSV - Center for Specialundervisning for Voksne, har søgt om midler til voksenprogrammet. Målsætningerne i voksenprogrammet er følgende:

  • At styrke voksnes nøglekompetencer og anerkendelsen af voksnes uformelle og ikke-formelle læring.
  • At støtte voksenuddannelsen i at imødekomme det moderne borgerskabs udfordringer.
  • At styrke samspillet mellem voksenuddannelse og arbejdsliv.

 

Projektets mål er at kompetenceudvikle via studiebesøg, hvor der deles erfaringer og viden samt hentes inspiration fra hinandens organisationer, om hvordan vi bedst uddanner voksne sindslidende i at vende tilbage til samfundet som velfungerende selvstændige individer.

 

Projektet er et samarbejdsprojekt mellem fem organisationer i Norden, som kaldes et tematisk netværk. Netværket har til formål at skabe nye og permanente relationer og partnerskaber samt at kompetenceudvikle. I et tematisk netværk arbejder de implicerede organisationer med en problemstilling, som alle har til fælles og skal løses gennem et længerevarende samarbejde. I dette projekt omhandler det specialundervisning af voksne sindslidende.

 

Projektperioden startede 1/6 2017 og løber til 1/6 2019.

 

Økonomi

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen har i fællesskab med de fire andre organisationer søgt om og modtaget 58.660 euro, svarende til 436.361 kr.

Beløbet anvendes til at betale alle fem organisationers udgifter i projektperioden. Beskæftigelses- og Socialforvaltningen administrerer midlerne.

 

Tilskudsberettigede udgifter:

  • Rejse og ophold for projektpartnere som deltager på projektmøder og andre projektaktiviteter.
  • Udgifter til møder, konferencer og andre arrangementer.
  • Køb af tjenester (fra egen institution eller fra andre): inklusiv tjenester, som er vigtige for projektet eller for spredning af projektresultater.

 

 

11. Brug af opkvalificering i beskæftigelsesindsatsen
D. Orientering
Åbent - 15.00.00-G01-609-17
RESUMÉ

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen fremsendte den 6/7 2017 en redegørelse til udvalget for, hvordan opkvalificeringen af ledige målrettet anvendes i den brede beskæftigelsesindsats.

 

Et udvalgsmedlem har ønsket at få en sag på dagsordenen vedrørende status på brugen af opkvalificeringsmidler. Med dette udgangspunkt giver Beskæftigelses- og Socialforvaltningen på mødet en orientering om brugen af opkvalificeringsmidler (25 mio. kr.) i beskæftigelsesindsatsen.

 

 

12. Forebyggelse af ventelister til indsats i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen
D. Orientering
Åbent - 15.00.00-A00-32-17
RESUMÉ

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune vil lade en eller flere eksterne aktører varetage i alt 500 virksomhedspraktik- og mentorforløb i en begrænset periode fra 1/9 2017 - 31/12 2017.

 

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen gennemfører derfor en tilbudsindhentning ved tre leverandører. Der indgås aftale med den eller de leverandører, der kan løse opgaven med udgangspunkt i den bedste kombination af kvalitet og pris.

 

Den samlede kontraktsum forventes at være 4,14 mio. kr. i kontraktperioden. 

 

 

13. Aktuelle sager
D. Orientering
Åbent - 15.00.00-G01-2577-16
RESUMÉ

Mundtlig orientering om:

 

  • Puljeansøgning vedr. "Konsulentstøtte til udvikling af kommunale handlingsplaner til forebyggelse af radikalisering og ekstremisme". Ansøgning om konsulentstøtte er tilkendt.
  • JobCAMP den 23/10 - 24/10 2017.
  • Generel tilbagmelding om lån i forhold til svage og udsatte borgere.
  • Invitation til dialogmøde den 2/11 2017 kl. 19-21.
  • Ansøgning om rammebevilling for lægeordineret heroinbehandling i 2018.
  • Nytteindsats - ansøgning om dispensation for forholdstalskrav.
  • Orientering om rejserapport fra ESN konferencen den 26/6 - 28/6 2017.