Referat
til
mødet i Beskæftigelses- og Socialudvalget
den 7. marts 2017 kl. 08:30
i Mødelokale 10.08, Tolderlundsvej 2, 10. sal

Udvalgsmedlem Claus Houden deltog ikke i mødet.

 

Mødet hævet kl. 12.45.


A. Sager til afgørelse i byrådet
1 Årsberetning for 2016 for de områder, der hører under Beskæftigelses- og Socialudvalget
2 Finansiering af headspace i 2017
B. Sager til afgørelse i udvalget
3 Én samlet kvartalsvis afrapportering
C. Sager til drøftelse/forberedelse
4 Status på investeringsmodeller
5 Oprettelse af specialenhed i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen jf. byrådet beslutning om bander
D. Orientering
6 Nøgletal på beskæftigelsesområdet
7 Anden afrapportering af Beskæftigelsesplan 2016
8 Første afrapportering på Rekrutteringsstrategien
9 Beskrivelse af udmøntning af administrationsbesparelse på 12 mio. kr. frem mod 2018 i udvalgene
10 Ekspertudvalg anbefaler bedre veje til ungdomsuddannelse
11 Aktuelle sager

A. Sager til afgørelse i byrådet

1. Årsberetning for 2016 for de områder, der hører under Beskæftigelses- og Socialudvalget
A. Sager til afgørelse i byrådet
Åbent - 00.32.00-A00-1-17
RESUMÉ

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen fremsender årsberetningen for 2016 for de områder, der hører under Beskæftigelses- og Socialudvalget.

 

Beskæfigelses- og Socialudvalgets økonomiske regnskab

Beskæftigelses- og Socialudvalgets økonomiske regnskab 2016 har været et økonomisk udfordrende år. Årets resultat på Service udviser et forventet merforbrug på 8,2 mio. kr. Dette merforbrug er inkl. udgifter til projekter med ekstern finansiering.

 

Fraregnes projektøkonomien opnås et mere sigende billede af forvaltningens økonomiske situation i 2016. Det forventede merforbrug udgør herefter 9,7 mio. kr. på Service excl. projektøkonomien, hvilket er en forbedring på 26 mio. kr. siden 1/10 opfølgningen.

 

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen har via både en målrettet indsats og konsekvent økonomistyring løbende nedbragt merforbruget gennem hele 2016. Merforbruget fortsætter således med at falde fra vurderingen i 1/10 opfølgningen og resten af året, hvilket er meget tilfredsstillende - også selvom årets resultat samlet udviser et underskud.

 

Merforbruget er faldet med 38 mio. kr. siden 1/6-opfølgningen og 26 mio. kr. siden 1/10 opfølgningen. Året har været kendetegnet ved tilbageholdenhed på alle administrative områder, og alle hjørner af økonomien er gennemgået med henblik på at bringe balance i økonomien. Der har været særlig fokus på kapacitetsstyring, der sikrer balance mellem økonomi og serviceniveauer. Den målrettede indsats betyder, at den økonomiske ubalance, som Beskæftigelses- og Socialforvaltningen konstaterede i midten af 2016 næsten er hentet ved udgangen af 2016.

 

Årets resultat skyldes blandt andet et overført merforbrug fra 2015 til 2016 på 9,4 mio. kr. Ifølge økonomistyringsreglerne i Odense Kommune skal Beskæftigelses- og Socialforvaltningen selv indhente dette merforbrug, men det har ikke været muligt i 2016, som følge af udfordringer på andre områder. Der er således merforbrug på flygtningeområdet, lægeerklæringer samt på flere af forvaltningens købsbudgetter (køb af pladser på botilbud, forsorgshjem mv.). Udfordringerne vedr. stigende udgifter til flygtninge og lægeerklæringer er svære at handle direkte på, da den pressede økonomi skyldes forhold, som Beskæftigelses- og Socialforvaltningen ikke har indflydelse på. For at bringe balance i økonomien blev der i juni 2016 iværksat en større afskedigelsesrunde. Den fulde økonomiske effekt slår først igennem i 2017, men allerede i 2016 ses en positiv effekt på økonomien.

 

Årets resultat består af flere modsatrettede bevægelser, som uddybes i sagsfremstillingen, hvor udviklingen i forhold til 1/10-opfølgningen uddybes. Det skal dog fremhæves, at en udskydelse af et IT-projekt giver et mindreforbrug på 2,5 mio. kr. i 2016. Udgiften skal dog afholdes i 2017. Der er dermed tale om en forskydning af nogle planlagte udgifter mellem 2016 og 2017, selvom beløbet regnskabsteknisk opgøres som et mindreforbrug i 2016.

 

 

På området vedr. overførselsudgifter mv. er der et merforbrug på 2,9 mio. kr.

 

Fraregnes de eksternt finansierede projekter, er der et samlet mindreforbrug på 7,0 mio. kr., som tilgår reservationspuljerne under Økonomiudvalget. Der forventes en positiv efterregulering vedr. beskæftigelsestilskuddet i sommeren 2017 jf. KL’s seneste prognose på 47,8 mio. kr. Det samlede regnskabsresultat for reservationspuljerne forventes derefter at udgøre -19,9 mio. kr.

 

Der ses udsving mellem de enkelte ydelsestyper, hvor nogle områder udviser et mindreforbrug og andre et merforbrug. Særligt på området for kontant- og uddannelseshjælp ses et fald i udgifterne og antallet af ledige. På sygedagpenge ses derimod en stigning i udgifterne, som især skal tilskrives en fejlbudgettering med 1/10 sagen, hvor der fejlagtigt blev udeladt nogle udgifter, der faldt sidst på året. På området for integrationsydelse og integrationsprogrammet ses også et fald i udgifterne, som særligt må tilskrives nye lavere ydelser og mindreforbrug på opkvalificering af ledige.

 

Overførselsområdet er generelt kendetegnet ved en forsigtig positiv udvikling. Det skyldes blandt andet et mindre frafald på uddannelsesområdet, som slår positivt igennem på kontanthjælpsområdet. Det må dog i samme ombæring konstateres, at ledigheden i Odense Kommune fortsat er for høj og en vending i beskæftigelsessituationen er en forudsætning for en sammenhængende økonomi de kommende år.

 

 

Beskæftigelses- og Socialudvalgets effektregnskab

Den vigtigste indikator under effektmålene er at øge andelen af borgere i uddannelse og job. Dette er samtidig Beskæftigelses- og Socialforvaltningens kerneopgave. Først når denne opgave er løst, vil udgifterne på de store ydelsesområder såsom kontanthjælp og dagpenge falde væsentligt. Effektregnskabet viser en forsigtig positiv tendens mod flere i uddannelse og job - men 2016 blev ikke året hvor ledigheden for alvor faldt i Odense.

 

Effektregnskabet viser, at fem ud af syv indikatorer er grønne. Én indikator er gul (uændret), mens én indikator er rød.

 

Sidste del af tretrinsplanen for at få flere i beskæftigelse blev igangsat 

I januar 2016 blev den samlede Beskæftigelsespolitik for Odense kommune politisk vedtaget af Odense Byråd. Politikken sætter en overordnet ramme for hvordan flere af byens ledige borgere kommer i uddannelse eller job. Målet er en markant faldende ledighed, som vil betyde, at Odense i 2020 har en ledighed svarende til landsgennemsnittet på 3,4%. Ledigheden er ultimo 2016 på 6,3% i Odense.

 

Status på forvaltningens kerneopgave dagsordensættes på fællesmøder i forvaltningen, ligesom der kommunikeres på kommuens intranet. Effekten følges blandt andet via de såkaldte "mandagstal", hvor alle medarbejdere kan se status og målsætning samt kommentere på udviklingen.

 

En omorganisering (trin 1) med udgangspunkt i kerneopgaven blev gennemført i 2015. Den politiske vedtagelse af Beskæftigelsespolitikken (trin 2) fandt sted i januar 2016. I løbet af 2016 er det sidste trin i planen (trin 3) igangsat, hvorefter alle Beskæftigelses- og Socialforvaltningens indsatser er gennemgået med henblik på at vurdere den beskæftigelsesrettede effekt. Udgangspunktet er, at indsatser med manglende effekt lukkes eller omlægges og fokus rettes mod flere jobrettede samtaler kombineret med en virksomhedsrettet indsats. I den forbindelse lægges op til at "veksle" 24,6 mio. kr. i 2017 fra Overførselsområdet til Service med henblik på at opprioritere samtaler med de ledige kombineret med virksomhedsrettede tiltag.

Opgaven er ikke tilendebragt i 2016, men arbejdet med implementering af det tredje - og sidste led i planen er sat på skinner.

   

INDSTILLING

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen indstiller til Beskæftigelses- og Socialudvalget, at byråder godkender:

 

  1. Beskæftigelses- og Socialudvalgets samlede årsberetning for 2016.

 

  1. Service søges om:

 

2.1 Merforbrug på 9.698.446 kr. på det generelle serviceområde overføres til 2017, hvor det finansieres af engangsbeløbet på 10.000.000 kr., der med budget 2017 blev afsat under Beskæftigelses- og Socialudvalgets ramme til afværgelse af besparelser på området for socialt udsatte.

 

2.2 Mindreforbrug på 1.460.238 kr. for projekter med hel - eller delvis finansiering overføres til 2017.

 

  1. For Overførselsudgifter mv. søges om:

 

3.1 Mindreforbrug på 9.181.037 kr. vedr. budgetgarantien og øvrige overførsler overføres til 2017 til reservationspulje 2016 under Økonomiudvalget.

 

3.2 Merforbrug på 2.226.997 kr. vedr. Beskæftigelsestilskud 2016 overføres til 2017 til reservationspulje 2016 under Økonomiudvalget.

 

3.3 Merforbrug på 9.866.443 kr. for projekter med hel - eller delvis finansiering overføres til 2017.

 

4. På de finansielle områder søges om:

 

4.1 Mindreforbrug på 8.176.145 kr. vedr. balanceforskydninger tilgår kassen.

   

BESLUTNING

Beskæftigelses- og Socialudvalget anbefaler indstillingen.

 

Udvalgsmedlem Claus Houden deltog ikke i behandlingen af dette punkt.

 

SAGSFREMSTILLING

Økonomisk regnskab

 

Nedenfor fremgår driftsresultatet for 2016  

 

 

Service udviser et merforbrug på 8,2 mio. kr.

 

På Service - generelt er der er merforbrug på 9,7 mio. kr. Merforbruget er løbende nedbragt gennem hele 2016 via konsekvent økonomistyring og er samlet faldet med 38 mio. kr. siden vurderingen ved 1/6 opfølgningen og 26 mio. kr. siden vurderingen ved 1/10 opfølgningen.

 

I det daglige betegnes økonomien på Serviceområdet som ”driften” hvori udgifter til borgerservice, sociale indsatser, foranstaltninger, administration mv. indgår.

 

Merforbruget kan blandt andet henføres til et overført merforbrug fra 2015, som ikke er håndteret i 2016. Det skyldes, at andre områder udviser et væsentligt merforbrug. Det drejer sig blandt andet om udefrakommende udfordringer vedr. flygtninge og lægeerklæringer. Herudover udviser flere af forvaltningens købsbudgetter (køb af pladser på botilbud, forsorgshjem mv.) et merforbrug.

 

Afslutningsvist skal det nævnes, at en udskydelse af et IT-projekt giver et mindreforbrug på 2,5 mio. kr. i 2016. Udgiften skal dog afholdes i 2017. Der er dermed tale om en forskydning af nogle planlagte udgifter mellem 2016 og 2017, selvom beløbet regnskabsteknisk opgøres som et mindreforbrug i 2016.

 

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen har via en målrettet indsats løbende nedbragt merforbruget gennem hele 2016.

 

Årets resultat blev 26,0 mio. kr. bedre end forventet ved 1/10 opfølgningen og fremgår i hovedtræk nedenfor.

  

 

Der er således flere områder, som har udviklet sig bedre end forventet. Det gælder primært Ungerådgivningen, Center for Familer og Unge (CFU) samt indhentelse af besparelser via en afskedigelsesrunde i juni 2016. Områderne beskrives kort nedenfor.

 

Forbedringen i CFU skyldes primært færre domsanbringelser end budgetteret samt øget fokus på skarp visitation og prioritering af foranstaltningsbudgettet til anbringelser mv. CFU fik på Byrådsmøde d. 9/9 2015 tilført et engangsbeløb på 10 mio. kr. i 2016 til imødegåelse af en presset økonomi. Beskæftigelses- og Socialforvaltningen har i den mellemliggende periode arbejdet målrettet på at tilpasse økonomien til 2017 forudsætningerne - altså en situation hvor den økonomiske ramme er 10 mio. kr. mindre end i 2016. En gennemgang af alle borgersager i CFU samt reviderede serviceniveauer og skærpede kriterier for til - og afgang af målgruppen i CFU har haft positiv indvirken allerede i 2016 og givet anledning til et mindreforbrug på 6 mio. kr. i forhold til vurderingen ved 1/10 opfølgningen. 2016 har dermed været et tilpasningsår og CFU er nu klar til at agere inden for den økonomiske 2017 ramme.

 

Det skal i samme ombæring understreges, at økonomien i CFU er svær at budgettere, og der vil fortsat være fokus på at skærpe visitationen. Dermed skabes luft til udforudsete udgifter, som primært kan opstå i forbindelse med ophobning af domsanbringelser. Udgifterne til domsanbragte afhænger af domstolenes kendelser og varierer væsentligt fra år til år. I 2016 var der en positiv udvikling på området med et væsentligt mindreforbrug til følge, mens året før var præget af mange domsanbringelser med merforbrug til følge. Økonomien i CFU er at betragte som et væsentligt risikoområde og Beskæftigelses- og Socialudvalget orienteres løbende om udviklingen.

 

Det skal afslutningsvist undertreges, at Beskæftigelses- og Socialforvaltningen er ved at omlægge beskæftigelsesindsatserne og lægger op til at overføre midler fra Overførselsområdet til Serviceområdet på 24,6 mio. kr. i 2017. En del af disse midler vil kunne kanaliseres over i CFU, såfremt de igangsatte tiltag ikke alene kan sikre sammenhæng i økonomien. Det primære formål med "vekslingen" af midler er dog opprioritering af samtaler med de ledige kombineret med virksomhedsrettede indsaster. Ambitionen er derfor at bringe CFU's økonomi i balance uden tilførsel af ekstra midler.   

 

Forbedringen i Ungerådgivningen skyldes primært tilpasning af serviceniveau i forbindelse med visitering til opholdssteder, plejefamilier, døgninstitutioner og forebyggende foranstaltninger. Det forventes, at udviklingen vil afspejles positivt i økonomien de kommende år.

 

Forbedringen som følge af generel tilbageholdenhed på administration kan henføres til den gennemførte afskedigelsesrunde, hvor den positive økonomiske effekt slår igennem tidligere end forventet. Herudover har der i andet halvår 2016 været en generel tilbageholdenhed med ansættelser på det administrative område. Området har været konservativt budgetteret, og den økonomiske effekt bliver derfor væsentlig.

 

 

På Service - Projekter med hel eller delvis ekstern finansiering er der et mindreforbrug på 1,5 mio. kr. Området omfatter projekter, som finansieres (eller medfinansieres) via bevillinger fra eksterne parter såsom ministerier, styrelser og fonde. Afvigelser fra budgettet skyldes ofte, at bevillingsgiver foretrækker at tildele hele projektbevillingen på én gang, selvom projektet kører over flere år. Dermed opstår overførsler mellem årene, som i udgangspunktet er helt uproblematiske, og derfor i daglig tale omtales som ”forskydninger” mellem årene. På sigt går projektøkonomien således i nul. Problemstillingen er den samme under overførselsudgifterne i næste afsnit, og projektøkonomien uddybes derfor ikke yderligere.

 

Overførselsudgifter mv. udviser et mindreforbrug på 2,9 mio. kr.

 

Overførselsudgifter mv - generelt. udviser et mindreforbrug på 7,0 mio. kr.

 

Området omfatter primært de ydelser (overførselsindkomster), som borgere uden for arbejdsmarkedet modtager. Den høje andel af ledige er en dobbelt udfordring for Odense Kommune. Dels mangler kommunen skatteindtægter og dels skal en uforholdsmæssig stor del af kommunens samlede økonomi afsættes til forsørgelse af ledige.

 

Samlet overblik:

 

Det samlede resultat udviser et mindreforbrug på 7,0 mio. kr. i 2016. Der ses dog udsving mellem de enkelte ydelsestyper, hvor nogle områder udviser et mindreforbrug og andre et merforbrug. Særligt på området for kontant- og uddannelseshjælp ses et fald i udgifterne og antallet af ledige. På sygedagpenge ses derimod en stigning i udgifterne, som især skal tilskrives en fejlbudgettering med 1/10 sagen, hvor der blev udeladt nogle udgifter, der faldt sidst på året. På området for integrationsydelse og integrationsprogrammet ses også et fald i udgifterne, som særligt må tilskrives nye lavere ydelser og mindreforbrug på opkvalificering af ledige. Endelig skal det nævnes at der har været en ekstraordinær dimittendledighed i 2016 hvilket har påvirket udgiftsniveauet yderligere.

 

 

Antallet af ledige er samlet set steget 65 helårspersoner i 2016. Dog er der sket et fald i antallet af arbejdsmarkedsparate borgere og i antal førtidspensionister. Omvendt er der i 2016 sket en stigning i antallet af ikke arbejdsmarkedsparate borgere og borgere i støttet beskæftigelses herunder f.eks. fleksjob.

 

Ledighedsudviklingen:

 

Udviklingen i ledigheden har betydning for udgifterne til forsørgelses- og sikringsydelser. Derudover reguleres beskæftigelsestilskuddet også efter hvordan ledighedsudviklingen har været på landsplan og i de andre fynske kommuner.

 

Ledigheden har generelt været faldende de seneste år. I august 2016 har Odense dog oplevet en stigning i antallet af ledige dimittender, efter de har færdiggjort deres uddannelse.

 

Den samlede økonomi for 2016 på området for forsørgelses- og sikringsydelser indikerer et merforbrug på 19,9 mio. kr. Beløbet består dels af det positive regnskabsresultat, men også af de løbende træk på reservationspuljerne under Økonomiudvalget i 2016, samt en forventet efterregulering af beskæftigelsestilskuddet, jf. KL’s seneste prognose, i sommeren 2017.

 

 

 

 Nedenfor fremgår resultatet for det finansielle område i 2016

 

 

Regnskabet udviser et mindreforbrug på 8,2 mio. kr. Afvigelsen skyldes forskydninger mellem årene herunder afdrag på de såkaldte ”pligtlån”. Der er tale om et mellemværende med staten som balancerer over tid.

   

Opfølgning på effektmål

I effektregnskabet præsenteres udviklingen i de politiske effektmål og de tilhørende indikatorer mellem det pågældende år og året før.

 

Der har været stort fokus på effektopfølgning de seneste år. Dette er også tilfældet i 2016. Beskæftigelses- og Socialudvalget har lagt et højt ambitionsniveau for byrådets fælles effektmål om at øge andelen af borgere i uddannelse og job samt at øge andelen af arbejdsduelige. Målsætningerne er akkurat nået i 2016. Udviklingen går fortsat for langsomt, men retningen er forsigtig positiv for fem ud af syv indikatorer (markeret med en grøn pil). Én indikator er status quo, mens én indikator har en direkte svag negativ udvikling. Områderne følges tæt i 2017 og afrapporteres løbende til udvalget. 

 

Årsagsforklaringer til de enkelte indikatorer uddybes i de vedlagte bilag.

 

 

Symbolforklaring

Fælles for status på alle effektmål: En grøn tendenspil viser en ønskværdig udvikling i indikatoren. En gul ligeud tendenspil viser, at der ikke har været en udvikling i indikatoren sammenlignet med sidste måling. En rød tendenspil viser en udvikling i indikatoren, der ikke er ønskværdig.

 

 

 

 

Effekt

Årsrapporten for 2016 er en opfølgningsag og har derfor ingen konsekvenser for et eller flere af byrådets otte effektmål. 

 

ØKONOMI

Nedenfor fremgår påvirkning af kassebeholdning, som følge af årets resultat.

 

 

 

Reservationspuljerne på styringsområdet Overførselsudgifter mv:

Reservationspuljerne under Økonomiudvalget består af forskellen mellem Beskæftigelses- og Socialforvaltningens egne skøn for årets udgifter til området for forsørgelses- og sikringsydelser og KL’s skøn for kommunens udgifter til området. Reservationspuljerne kan justeres en række gange hen over budgetåret og opgøres endeligt i august året efter budgetåret.

 

Der er i løbet af 2016 foretaget en række reguleringer i puljerne på -143,7 mio. kr., heraf budgetneutrale tillægsbevillinger fra Økonomiudvalget til Beskæftigelses- og Socialudvalget på 62,6 mio. kr. Det efterlod en pulje på -74,7 mio. kr. inden regnskabet blev opgjort.

 

Regnskabsresultatet for området for Forsørgelses- og Sikringsydelser viser et samlet mindreforbrug på 7,0 mio. kr. i 2016, fordelt på et mindreforbrug på 9,2 mio. kr. på de budgetgaranterede områder og et merforbrug på 2,2 mio. kr. på området for beskæftigelsestilskuddet.  

 

Der forventes en positiv efterregulering vedr. beskæftigelsestilskuddet i sommeren 2017 jf. KL’s seneste prognose på 47,8 mio. kr. Det betyder samlet set, at der forventes et samlet resultat for reservationspuljerne på -19,9 mio. kr.

 

 

 

 

2. Finansiering af headspace i 2017
A. Sager til afgørelse i byrådet
Åbent - 29.00.00-P35-3-17
RESUMÉ

Odense Byråd behandlede senest sagen om Headspace den 10/2 2016 og besluttede at forlænge samarbejdet til udgangen af 2016.

 

Sundhedsudvalget anbefaler Børn- og Ungeudvalget, Ældre- og Handicapudvalget og Beskæftigelses- og Socialudvalget at byrådet godkender et fortsat samarbejdet med Headspace i 2017. Det anbefales, at samarbejdet forlænges til udgangen af 2017 med en fastholdelse af det årlige finansieringsbidrag på 750.000 kr. som i 2016.

 

Den midlertidige forlængelse giver Sundhedsudvalget mulighed for at revurdere Headspace som en del af den samlede vifte af frivillige og kommunale tilbud, når Sundhedsudvalget i løbet af 2017 har besluttet hvordan indsatsen for unge i psykisk mistrivsel skal formes.

 

INDSTILLING

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen indstiller i samarbejde med Ældre- og Handicapforvaltningen og Børn- og Ungeforvaltningen og Sundhedsstrategisk chefgruppe efter anbefaling fra Sundhedsudvalget, til udvalget at byrådet godkender et fortsat samarbejde med Headspace i 2017, og at finansieringsbidraget fra Odense Kommune på 750.000 kr. fastholdes i 2017. 

 

BESLUTNING

Beskæftigelses- og Socialudvalget anbefaler indstillingen.

 

Udvalgsmedlem Claus Houden deltog ikke i behandlingen af dette punkt.

SAGSFREMSTILLING

Headspace er et åbent og anonymt tilbud til sårbare unge i alderen 12-25 år. Headspace tilbyder rådgivningssamtaler og aktiviteter til unge, der oplever ensomhed, angst, stress, mismod eller andre former for mistrivsel. Headspace bygger bro til kommune, region og andre frivillige tilbud i byen, når det er relevant.

 

Odense Kommune har samarbejdet med headspace siden 2013. Odense Byråd behandlede senest sagen om headspace den 10/2 2016 og besluttede at forlænge samarbejdet til udgangen af 2016. I samme ombæring blev det aftalt mellem parterne, at headspace i højere grad end tidligere skal måle på de unges trivsel fra første til sidste kontakt samt registrere på forhold vedrørende de unges uddannelses- og arbejdssituation. Kontrakten fra 2016 er forlænget 3 måneder frem til den 31. marts 2017 for at sikre driften af tilbuddet, indtil der er truffet politisk beslutning om, hvorvidt samarbejdet skal fortsætte.

 

Fokus på mental sundhed i Odense Kommune

Mental sundhed er et af Sundhedsudvalgets fokusområder, og Sundhedsudvalget har et særligt fokus på unge i psykisk mistrivsel. Sundhedsstrategisk Chefgruppe vurderer, at headspace er et vigtigt rådgivningstilbud i paletten af frivillige tilbud på området omkring mental sundhed i sammenhæng med de kommunale tilbud. Sundhedsudvalget anbefaler derfor at forlænge samarbejdet til udgangen af 2017. Det vil give Sundhedsudvalget mulighed for at revurdere headspace som en del af den samlede vifte af frivillige og kommunale tilbud, når Sundhedsudvalget i løbet af 2017 har besluttet, hvordan den samlede indsats for unge i psykisk mistrivsel skal formes.

 

I headspace kan de unge henvende sig fra gaden og få hjælp på et tidligt stadie, inden problemerne vokser sig for store. På den måde kan headspace være med til at forebygge, at de unge udvikler mere alvorlige psykiske eller sociale problemer, som ville kræve en mere omfattende og dyrere hjælp. I 2016 blev headspace fremhævet som best practice af Nordisk Velfærdscenter, som er en institution under Nordisk ministerråd. I forordet til temarapporten udtaler direktøren, Ewa Persson Göransson, at: ”Organisationen headspace fra Danmark viser tydeligt, at civilsamfundet er en vital og supplerende aktør i samarbejdet med kommunerne, og indsatsen gør en forskel for de unge".

 

Fastholdelse af et årligt finansieringsbidrag på 750.000 kr. i 2017

I november 2016 indgik Folketingets partier en satspuljeaftale, der sikrer Headspace en tværgående national medfinansiering på 7,5 mio. kr. årligt i årene 2017-2020. Headspace har valgt, at de centre der p.t. er i drift, får 500.000 kr. årligt i statslig medfinansiering. Nye centre får en mindre statslig medfinansiering.

 

Den samlede drift af headspace i Odense udgør 1,8 mio. kr. om året og finansieres efter følgende model:

 

  • Odense Kommune 750.000 kr.
  • Satspuljebidrag 500.000 kr.
  • Øvrige bidrag fra fonde, pulje mv. 550.000 kr

 

Odense Kommunes bidrag er fordelt mellem forvaltningerne således, at Beskæftigelses- og Socialforvaltningen bidrager med 40% (svarende til 300.000 kr.), Børn- og Ungeforvaltningen bidrager med 40% (svarende til 300.000 kr.), og Ældre- og Handicapforvaltningen bidrager med 20% (svarende til 150.000 kr.).

 

Ud over den direkte finansiering bidrager Odense Kommune med kommunale medarbejdere, som svarer til 18 t/ugen fordelt på tre medarbejdere fra de tre forvaltninger. Det svarer til ca. 230.000 kr. årligt eller ca. 75.000 kr. pr. forvaltning. Desuden stiller Beskæftigelses- og Socialforvaltningen lokaler til rådighed for headspace. Budgettet for headspace i 2017 er vedlagt som bilag.

 

Sundhedsudvalget anbefaler, at Odense Kommune fastholder et årligt finansieringsbidrag på 750.000 kr. i 2017 og fortsat stiller lokaler til rådighed og bidrager med en kommunal medarbejder 18 t/ugen.

 

Opfølgning på registreringer og resultater i 2016

I 2016 er der kommet 379 nye unge i headspace, og der er afholdt 2269 rådgivningssamtaler. Kønsfordelingen er ca. 60 % kvinder og 40 % mænd, og størstedelen af de unge er mellem 16-25 år. De primære henvendelsesårsager er:

 

  • Ensomhed
  • Konflikter med familie/venner
  • Tristhed, nedtrykthed og depressive tanker
  • Kæresteproblemer
  • Bekymring, utryghed, angstfølelse
  • Håndtering af hverdagen

 

Headspace hjælper ca. 20 % af de unge, der kommer i headspace, videre til andre tilbud. Det er oftest til andre frivillige organisationer, psykiatri, læge eller kommunalt tilbud/kommunal sagsbehandler. Op mod 40 % af de unge har fået hjælp i det offentlige system såsom læge, kommune, psykolog og psykiater, før de begyndte at komme i headspace.

 

En national måling af de unges trivsel viser, at der er stærk sammenhæng mellem antallet af samtaler i headspace og selvopfattet humør hos den unge. På baggrund af trivselsmålingen kan det konkluderes, at andelen af unge der har det godt, er stigende med antallet af samtaler:

 

  • 25 % af de unge har det godt ved første samtale
  • 37 % af de unge har det godt ved anden samtale
  • 42 % af de unge har det godt ved tredje samtale eller derover.

 

Headspace har i 2016 opstartet et samarbejde med Ungdommens Udannelsesvejledning i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen. Målet er at hjælpe de unge, som er vanskelige at få i skole. Det kan både være unge, som udviser/oplever ubehag ved skolegang, eller børn, som afviser skolegang grundet en adfærdsforstyrret udvikling.

 

Headspace har i løbet af 2016 udviklet et nyt registreringssystem, som alle centrene har anvendt siden september 2016. I det nye system registreres der på en række forhold vedr. uddannelse og job såsom:

 

  • Er den unge i gang med skole/uddannelse?
  • Hvis nej - Har den unge aktuelle planer om at starte på en uddannelse inden for de kommende 6 måneder?
  • Har den unge sagt noget, der indikerer, at den unge er i "risiko" for at stoppe på uddannelse/arbejde (selv stoppe eller blive fyret/smidt ud)?
  • Hvad er den unges arbejdssituation?

 

Det er for tidligt at konkludere noget omkring disse forhold endnu, men Odense Kommune vil i løbet af 2017 følge registreringerne af de unges uddannelses- og arbejdssituation for at vurdere samarbejdet mellem headspace og Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i forhold til at flere unge kommer i uddannelse eller job.

Effekt

Flere borgere er sunde og trives

Den nationale trivselsmåling viser, at der er stærke sammenhænge mellem antallet af samtaler i Headspace og selvopfattet humør hos den unge. På baggrund af trivselsmålingen kan det konkluderes, at andelen af unge der har det godt, er stigende med antallet af samtaler.

 

Flere kommer i uddannelse og job

Headspace samarbejder med Beskæftigelses- og Socialforvaltningen om at støtte ledige unge i at komme i uddannelse bl.a. via samarbejdet med Ungdommens Uddannelsesvejledning.

ØKONOMI

Odense Kommunes andel af finansieringsbidraget til Headspace udgør 750.000 kr. i 2017. Fordelingen af finansieringsbidraget mellem udvalgene fastholdes som i 2016 således, at Beskæftigelses- og Socialudvalget bidrager med 40 % (svarende til 300.000 kr.), Børn- og Ungeudvalget bidrager med 40 % (svarende til 300.000 kr.) og Ældre- og Handicapudvalget bidrager med 20 % (svarende til 150.000 kr.).

Udgiften finansieres inden for de respektive udvalgs eksisterende rammer på styringsområde Service. Sagen har derfor ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune, herunder for kommunens samlede kassebeholdning.

 

B. Sager til afgørelse i udvalget

3. Én samlet kvartalsvis afrapportering
B. Sager til afgørelse i udvalget
Åbent - 15.00.00-P22-1-16
RESUMÉ

Udvalget skal i denne sag tage stilling til afrapportering på beskæftigelsesområdet, som ligger ud over den løbende afrapportering på nøgletal og i effekt- og økonomiopfølgninger. Afrapportering på Beskæftigelsesplan og strategier vil fremadrettet ske i én samlet sag. For Beskæftigelssplanen afrapporteres der på planens effektmål. For strategierne afrapporteres der på centrale områder inden for hver strategi.

 

INDSTILLING

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen indstiller, at udvalget godkender én samlet kvartalsvis afrapportering på strategier og Beskæftigelsesplan.

 

BESLUTNING

Beskæftigelses- og Socialudvalget godkender indstillingen.

 

Udvalgsmedlem Claus Houden deltog ikke i behandlingen af dette punkt.

 

SAGSFREMSTILLING

Grundlaget for afrapportering på startegier og beskæftigelsesplan

Byrådets Beskæftigelsespolitik sætter rammerne for Beskæftigelses- og Socialforvaltningens arbejde. Afrapporteringen omfatter Beskæftigelsespolitikkens strategier og Beskæftigelsesplanen.

 

Beskæftigelses- og Socialudvalget forelægges en kvartalsvis afrapportering på målene i Beskæftigelsesplanen. Derudover gives der fremadrettet i samme sag en kvartalsvis status på de tre strategier, der konkretiserer Byrådets Beskæftigelsespolitik inden for tre specifikke fokusområder - "Rekrutteringsstrategien", "Uddannelsesstrategien" og "Strategien for mødet med borgeren".

 

Afrapportering på strategierne har til formål at illustrere, hvordan der skabes konkrete effekter på centrale områder inden for hver strategi.

 

Effekt

Sagen har ingen konsekvenser for et eller flere af byrådets otte effektmål.

 

ØKONOMI

Denne sag har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune, herunder for kommunens kassebeholdning.

 

 

C. Sager til drøftelse/forberedelse

4. Status på investeringsmodeller
C. Sager til drøftelse/forberedelse
Åbent - 15.00.00-G01-139-17
RESUMÉ

I forbindelse med vedtagelsen af budgetforliget for 2017 blev der afsat 50 mio. kr. under fem hovedinitiativer til at få flere i arbejde. Et af de fem hovedinitiativer er "Større grad af investeringsmodeller på beskæftigelsesområdet" som blev konkretiseret på Økonomudvalgsmøde den 28/2 2017.

 

Økonomiudvalget besluttede således den 28/2 2017 syv kriterier, som skal være opfyldt i forbindelse med udarbejdelse af en investeringsmodel med en business case. Økonomiudvalget besluttede også, at der udarbejdes et samlet investeringskatalog, som drøftes på et fællesmøde mellem Beskæftigelses- og Socialudvalget og Økonomiudvalget, hvorefter investeringskataloget behandles i de to nævnte udvalg afsluttende med byrådets behandling. Investeringskataloget afventer Beskæftigelses Task Force Odenses anbefalinger i slutningen af april 2017, dog med den undtagelse af helt åbentlyse investeringsprojekter, som tidsmæssigt ikke kan vente sendes til politisk behandling allerede nu.

 

På mødet giver forvaltningen en status på arbejdet med investeringsprojekter, hvorefter udvalget drøfter, hvilke investeringsprojekter, som sendes til politisk behandling på det kommende udvalgsmøde, og hvilke investeringsprojekter, som afventer Beskæftigelses Task Force Odenses anbefalinger.

 

INDSTILLING

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen indstiller, at udvalget drøfter investeringsprojekterne, herunder hvilke investeringsprojekter som sendes til politisk behandling på det førstkommende udvalgsmøde.

 

BESLUTNING

Beskæftigelses- og Socialudvalget drøftede sagen.

 

Udvalgsmedlem Claus Houden deltog ikke i behandlingen af dette punkt.

 

SAGSFREMSTILLING

I denne sag gives en status på investeringsprojekter på beskæftigelsesområdet. Beskæftigelses- og Socialudvalget har således på møder i efteråret 2016 drøftet eksempler på investeringer, som kan bringes i spil for at få flere i beskæftigelse. Der er typisk tale om projekter, som ikke kan finansieres inden for forvaltningens økonomiske ramme på Service, og hvor gevinsten i form af faldende ydelser på Overførselsområdet først slår igennem, et stykke tid efter investeringsudgiften afholdes. Ifølge kommunens økonomistyringsregler er økonomien på Service og Overførselsområdet to forskellige styringsområder, som håndteres og opgøres særskilt. Ideen med at indføre investeringsmodeller er at sikre et bedre langsigtet samspil mellem Service og Overførselsområdet - med respekt for klare spilleregler herunder succeskriterier og politisk inddragelse.

 

I forbindelse med vedtagelsen af budgetforliget for 2017 blev der afsat 50 mio. kr. under fem hovedinitiativer til at få flere i arbejde. Et af de fem hovedinitiativer er "Større grad af investeringsmodeller på beskæftigelsesområdet" som blev konkretiseret på Økonomudvalgsmøde den 28/2 2017.

 

Økonomiudvalget besluttede således den 28/2 2017 syv kriterier, som skal være opfyldt i forbindelse med udarbejdelse af en investeringsmodel. Det betyder, at der udarbejdes en investeringsmodel for det enkelte investeringsprojekt, som derefter indgår i en samlet opfølgning for investeringsmodellerne.

 

Følgende kriterier lægges til grund for anvendelse af investeringsmodeller:

  • Beskæftigelses- og Socialforvaltningen skal udarbejde en business case med en faglig velbegrundet vurdering af, at den økonomiske gevinst ved investeringsmodellen som minimum kan finansiere udgifterne ved investeringen. Den økonomiske gevinst skal kunne realiseres inden for budgetperioden, dvs. investeringen skal som minimum kunne tjene sig hjem inden for fire år. Business casen indgår i investeringsmodellen og indarbejdes i budgettet for området for forsørgelses- og sikringsydelser.

 

  • Det skal fremgå af business casen, hvornår i investeringsperioden effekten forventes opnået. Hvis den forventede effekt ikke viser sig på dette tidspunkt, stoppes investeringsmodellen. Hvis investeringsmodellen over en årrække giver en positiv effekt, kan det overvejes at gøre den permanent. Dette kræver en særskilt byrådsgodkendelse.

 

  • Gevinsten ved investeringerne skal anvendes til at skabe balance i økonomien for området for forsørgelses- og sikringsydelser. Opnåede gevinster budgetteres forsigtigt. Udgangspunktet er, at der kun budgetteres med en gevinst, der svarer til investeringen, selvom den forventede gevinst er større. En eventuel forventet mergevinst placeres i reservationspuljerne for forsørgelses- og sikringsydelserne under Økonomiudvalget. Når området endelig gøres op i august måned året kan et eventuel merprovenue geninvesteres eller prioriteres til andre områder.

 

  • Udgifterne ligger ud over det, som Beskæftigelses- og Socialforvaltningen med rimelighed vurderer, kan finansieres inden for det almindelige budget på Service.

 

  • Der foretages en systematisk, samlet opfølgning på, om de forventede effekter samt den økonomiske og faglige målopfyldelse opnås. Opfølgningen foretages af Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i samarbejde med Borgmesterforvaltningen, som led i den halvårlige opfølgning på økonomien for området for forsørgelses- og sikringsydelser samt ved regnskabsaflæggelse.

 

  • Budget, som byrådet har bevilget til investeringsmodeller, må ikke anvendes til indfrielse af besparelses- eller effektiviseringskrav, ligesom der ikke må foretages besparelser i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, der kan påvirke en investeringsmodels mulighed for at opnå de forudsatte effekter.

 

  • Investeringsmodeller forelægges af Beskæftigelses- og Socialforvaltningen som en selvstændig sag til godkendelse ved Beskæftigelses- og Socialudvalget, Økonomiudvalget og byrådet før igangsættelse.

 

De overordnede kriterier for investeringsmodellerne vil blive indarbejdet i Odense Kommunes økonomiske strategi ved førstkommende opdatering af strategien.

 

Økonomiudvalget besluttede også, at der udarbejdes et samlet investeringskatalog, som drøftes på et fællesmøde mellem Beskæftigelses- og Socialudvalget og Økonomiudvalget, hvorefter investeringskataloget behandles i de to nævnte udvalg afsluttende med byrådets behandling. Investeringskataloget afventer Beskæftigelses Task Force Odenses anbefalinger i slutningen af april 2017, dog med den undtagelse af helt åbentlyse investeringsprojekter, som tidsmæssigt ikke kan vente sendes til politisk behandling allerede nu.

 

På mødet giver forvaltningen en status på arbejdet med investeringsprojekter, hvorefter udvalget drøfter, hvilke investeringsprojekter, som sendes til politisk behandling på det kommende udvalgsmøde, og hvilke investeringsprojekter, som afventer Beskæftigelses Task Force Odenses anbefalinger.

 

ØKONOMI

Denne sag har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune, herunder for kommunens kassebeholdning, men der er en risiko for kassetræk på op til 50 mio. kr., hvis investeringerne igangsættes og ikke indfrier de forventede gevinster.

 

 

5. Oprettelse af specialenhed i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen jf. byrådet beslutning om bander
C. Sager til drøftelse/forberedelse
Åbent - 15.00.00-G01-152-17
RESUMÉ

Udvalget drøfter udmøntningen af byrådets beslutning den 22/2-2017 om en ny specialenhed i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen.

 

Udvalget præsenteres på mødet for forvaltningens perspektiver på en ny specialenhed.

 

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen har tilmed igangsat rekrutteringsproces af fire medarbejdere til kommunens kontrolenhed, jf. samme byråds beslutning den 22/2 2017.

 

INDSTILLING

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen indstiller, at udvalget drøfter en ny specialenhed i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen.

 

BESLUTNING

Beskæftigelses- og Socialudvalget drøftede sagen.

 

Udvalgsmedlem Claus Houden deltog ikke i behandlingen af dette punkt.

 

SAGSFREMSTILLING

På byrådsmødet den 22/2-2017 blev følgende besluttet:

 

Der oprettes en ny samlet specialenhed i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, der sørger for aktivering af personer, som modtager forsørgelsesydelser, og som er tilknyttet det kriminelle bandemiljø. Enheden sikrer, at disse kriminelle med tilknytning til bandemiljøet aktiveres maksimalt i henhold til gældende lovgivning.

 

Udvalget indleder udmøntningen af byrådets beslutning om oprettelsen af en ny specialenhed i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen med en drøftelse af perspektiverne på en ny specialenhed.

 

Tilmed har Beskæftigelses- og Socialforvaltningen igangsat rekrutteringsprocessen i forhold til Kontrolgruppens opnormering på 4 medarbejdere i overensstemmelse med byrådets beslutning den 22/2 2017.

  

ØKONOMI

Finansiering af specialenheden sker via frigivne midler på 1,75 mio. kr., som følger af en styrkelse af kontrolgruppens arbejde mod socialt bedrageri - jf. byrådets beslutning i samme sag den 22/2 2017.

 

 

D. Orientering

6. Nøgletal på beskæftigelsesområdet
D. Orientering
Åbent - 15.00.00-G01-2003-16
RESUMÉ

Forvaltningen giver seneste status på mandagstal og ledighedstal.

 

 

7. Anden afrapportering af Beskæftigelsesplan 2016
D. Orientering
Åbent - 00.15.10-A00-5-15
RESUMÉ

I Odense Kommmune er Byrådets Beskæftigelsespolitik "Odense i Job" retningsgivende for Beskæftigelses- og Socialforvaltningens kerneopgave om at få flere i job og uddannelse.

 

Beskæftigelses- og Socialudvalget har besluttet tre strategier i forlængelse af Beskæftigelsespolitikken: Rekrutteringsstrategi, Uddannelsesstrategi og en Strategi for mødet med borgeren. Politikken og strategierne er fundamentet for Beskæftigelsesplanen, som endvidere indeholder effektmål.

 

Beskæftigelsesplanen er dermed redskabet, der skal sikre styring, implementering og monitorering på beskæftigelsesområdet med henblik på at indfri Beskæftigelsespolitikkens målsætning om en ledighedsprocent på landsgennemsnittet i 2020.

 

For afrapportering på Beskæftigelsesplan 2016 er det generelt set ikke lykkes at opnå de ambitiøse effektmål for alle områder i beskæftigelsesplanen. Der er dog positive tendenser på flere af effektmålene. Følgende udvikling er værd at bemærke:

 

  • Der er sket en stigning i andelen af borgere i uddannelse og job samt i andelen af arbejdsduelige borgere, men effektmålene er ikke nået.
  • Flere unge i Odense gennemfører en ungdomsuddannelse, men ungdomsledigheden i Odense er ikke faldet.
  • Der er siden sommeren 2016 sket en procentmæssig stigning i antallet af integrationsflygtninge, der er selvforsørgende inden for et år, men der er stadig udfordringer i at nå effektmål.
  • Der er sket en stigning i antallet af ikke-arbejdsmarkedsparate borgere.
  • Inden for virksomhedsområdet er der sket en stigning fra 2014-2016 i anvendelsen af private løntilskud, virksomhedspraktik eller fleksjob, der gør, at Odense ligger over målsætningen.

 

Måltal samt status herfor på Beskæftigelsesplanen 2016 fremgår af bilag på sagen. Af bilaget fremgår også udviklingen siden seneste afrapportering (august 2016) samt tendenser illustreret med pile.

 

Beskæftigelsesplan 2016 afløses af Beskæftigelsesplan 2017, der sikrer kontinuitet imellem indsatser og handlinger, og understøtter Beskæftigelsespolitikken ”Odense i job”. Der vil derfor fremadrettet blive afrapporteret på Beskæftigelsesplan 2017 – se også sagen ”Én samlet kvartalsvis afrapportering”.

 

8. Første afrapportering på Rekrutteringsstrategien
D. Orientering
Åbent - 15.00.00-A26-3-16
RESUMÉ

Forvaltningen afrapporterer på Beskæftigelses- og Socialudvalgets Rekrutteringsstrategi.

 

Det overordnede formål med rekrutteringsstrategien er at sikre byens virksomheder den nødvendige arbejdskraft og dermed bidrage til at nedbringe den odenseanske ledighed. Afrapporteringens formål er at illustrere, hvordan der skabes konkrete effekter inden for strategien, som understøtter Byrådets Beskæftigelsespolitik.

 

Den fremadrettede afrapportering på Rekrutteringsstrategien bliver en del af den samlede afrapportering, som udvalget beslutter i sagen ”Én samlet kvartalsvis afrapportering”.

 

9. Beskrivelse af udmøntning af administrationsbesparelse på 12 mio. kr. frem mod 2018 i udvalgene
D. Orientering
Åbent - 00.30.00-S00-4-17
RESUMÉ

Økonomiudvalget bestilte i forbindelse med behandling af byrådssagen "Realisering af velfærdsværnet på 50 mio. kr. den 18/1 2017 en beskrivelse af, hvordan administrationsbesparelsen på 12 mio. kr. bliver udmøntet i de enkelte forvaltninger.

 

I denne sag gives der en orientering om udmøntningen i de enkelte forvaltninger. Sagen dagsordensættes i fagudvalgene den 7/3 2017 og i Økonomiudvalget den 22/3 2017.

 

Baggrund

I budget 2017 blev der indlagt et velfærdsværn på 50 mio. kr. frem mod 2018, som dels skulle realiseres ved en administrationsbesparelse på 20 mio. kr. og dels en reduktion på 15 mio. kr. i henholdsvis Økonomiudvalgets og By- og Kulturudvalgets ramme.

 

8 mio. kr. af administrationsbesparelsen blev udmøntet på konkrete prioriteringer, mens de resterende 12 mio. kr. blev udmøntet til alle udvalg efter en fordelingsnøgle. Den fordelingsnøgle, som er anvendt, er den samme, der blev anvendt til at fordele rammebesparelser i Budget 2017 bortset fra, at det nu er vedtaget budget 2017, som er grundlaget i stedet for vedtaget budget 2016. Fordelingsnøglen opgøres på styringsområdet Service fra vedtaget budget 2017 korrigeret for fælles puljer under Økonomiudvalget vedrørende barselsudligningsfonden, reservationspuljer, elevområdet, tjenestemandspensioner, interne forsikringspuljer og byråd og valg.

 

Direktørgruppen anbefalede denne fordelingsnøgle ud fra, at den sammen med de konkrete prioriteringer bedst tilgodeser, at de administrative besparelser i mindst muligt omfang berører den borgernære kontakt og sagsbehandlere på området for forsørgelses- og sikringsydelser, idet KORA's rapport ”Kommunernes administrative ressourceforbrug” fra ultimo 2016 tilsiger, at der i alle led i organisationen er administration.

 

I nedenstående tabel er vist fordelingen af administrationsbesparelsen på de 12 mio. kr. på de enkelte udvalg. 

 

 

Beskrivelse fra de enkelte udvalg

 

Økonomiudvalget

Økonomiudvalget behandlede på mødet den 18/1 2017 udmøntning af realisering af velfærdsværnet på 50 mio. kr. I sagen var det også beskrevet, hvordan der bliver arbejdet med interne omprioriteringer inden for udvalgets ramme i forhold til øvrige udfordringer, herunder administrationsbesparelsen.

 

Økonomiudvalgets andel af de 12 mio. kr. på 0,8 mio. kr. er behandlet sammen med resten af finansieringen af velfærdsværnet fra Økonomiudvalgets område og betyder samlet besparelser i alle Borgmesterforvaltningens afdelinger.

    

By- og Kulturudvalget

I forbindelse med By- og Kulturudvalgets behandling af udmøntning af 15 mio. kr. reduktion på udvalgets ramme den 10/1 2017 blev der også taget stilling til en samlet administrationsbesparelse inden for udvalgets egen ramme på 4,5 mio. kr. i 2018 og frem. Administrationsbesparelsen dækker dels over udvalgets andel af administrationsbesparelsen på de 12 mio. kr. svarende til 1,9 mio. kr. og dels over besparelser fra tidligere beslutninger og budgetbidrag svarende til 2,7 mio. kr.

 

By- og Kulturforvaltningen håndterer den samlede administrationsbesparelse på 4,5 mio. kr. i 2018 og frem igennem lukning af Kulturhus Vollsmose, strukturtilpasning på kultur- og fritidsområdet, personalereduktioner ved afdelingen Drift og Anlæg og på miljøområdet samt ved fokus på at nedbringe udgifter til abonnementer, publikationer og konferencer.

 

Ældre- og Handicapudvalget

Den administrative besparelse i Ældre- og Handicapforvaltningen er på 3,5 mio. kr. Konkret vil udmøntningen ske i stabene, i Myndighed og i Mad og Måltider. Besparelserne vil indebære en reduktion  i antallet af konsulenter og rehabiliteringsrådgivere. I alt vil der blive tale om en reduktion på 6-8 normeringer på hovedkonto 6, hvoraf hovedparten vil være i stabene Implementering og Udvikling og Politik samt Strategi og Økonomi.

 

Beskæftigelses- og Socialudvalget

Den administrative besparelse i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen er på 1,1 mio. kr. Beløbet forventes udmøntet i området Virksomhed og Borgerservice ved optimering af ledelsesspændet.

 

Børn- og Ungeudvalget

I Børn- og Ungeforvaltningen skal der reduceres med 4,7 mio. kr. på administration og ledelse. Grundlaget for den interne fordeling af reduktionen i forvaltningen er en forholdsmæssig opgørelse over ledelses- og administrationsopgaver fordelt mellem afdelingerne, både centralt og decentralt.

 

I fordelingen er der ligeledes taget hensyn til:

  • Et fortsat økonomisk pres på Familie- og velfærdsområdet.
  • I forbindelse med strukturtjek er der vedtaget en betydelig reduktion af ungdomsskoleområdet.
  • I Budget 2017 er der vedtaget en besparelse inden for forvaltningens centraladministration på Ørbækvej 100 på 4,0 mio. kr. i 2017 og 3,0 mio. kr. i efterfølgende år.

 

På den baggrund er den samlede reduktion fordelt med 1,0 mio. kr. på forvaltningens centraladministration på Ørbækvej 100, 2,2 mio. kr. inden for skoleområdet, 1,3 mio. kr. inden for dagtilbud og 0,3 mio. kr. inden for Sundhed- og Forebyggelsesafdelingen.  

 

 

10. Ekspertudvalg anbefaler bedre veje til ungdomsuddannelse
D. Orientering
Åbent - 15.00.00-G01-150-17
RESUMÉ

KL har offentliggjort vedhæftede notat om ekspertgruppens anbefalinger om bedre veje til ungdomsuddannelse og KL's bemærkninger.

 

 

11. Aktuelle sager
D. Orientering
Åbent - 15.00.00-G01-2577-16
RESUMÉ

Mundtlig orientering om:

 

  • Indbydelse til KL's Social- og Sundhedspolitiske Forum den 10. og 11. maj 2017 (program er vedhæftet som bilag).
  • European Social Network den 26.-28. juni 2017.

 

BILAG

 

Underskriftsblad

Steen Møller
Claus Houden
Christoffer Lilleholt
Tim Vermund
Ulla G. Chambless
Steen Lund
Cæcilie Crawley