Spring til indhold
Nyhed

Vild med vilje på skolerne

26-05-2021

Fine græsplæner er gode til boldspil, men plante- og insektlivet trives bedre, når omgivelserne er mindre plejede. Nu får eleverne på tre skoler i Odense hver deres Vild med vilje-projekter. Formålet er at skabe områder med større biodiversitet, som også kan spille en rolle i undervisningen.

Risingskolen2.JPG

I de seneste uger er krat og græsarealer blevet fjernet på Spurvelundskolen, Kroggårdsskolen og Risingskolen i Odense. Jordlaget er skrabet af, og i stedet vil der opstå tre Vild med vilje-projekter, som skal medvirke til at øge biodiversiteten, når planter og insekter får bedre forhold.

Alle steder er der tale om at skabe områder, hvor der er mere fokus på biodiversiteten end på et plejet udseende. På Risingskolen blev krattet ryddet allerede sidste år, og efterfølgende har der været dialog med skolen om fremtiden for arealet.

- Vi passer og plejer store arealer omkring vores skoler og andre offentlige bygninger, og her giver det mening, at vi tænker over at være mere vilde med vilje. Selvfølgelig skal der være græs og lignende områder til fodbold og rundbold, men det er vigtigt, at vi prioriterer biodiversiteten. Det er godt for planterne og dyrene, men det er også godt for mennesker, og vi skylder hinanden at have fokus på mulighederne, siger by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V).

I denne uge gik arbejdet for alvor i gang, og der vil blive anlagt en "sansesti" igennem beplantningen, så eleverne kan gå i det "vilde" område som en praktisk og konkret del af undervisningen. Desuden lægger skolen også jord til et forsøg, hvor der bliver sået frø uden forudgående bearbejdning af jorden. Hvis det lykkes at skabe biodiversitet på denne måde, vil det fremover være muligt nemt og billigt at udlægge andre kantarealer og ubrugte arealer til biodiversitet.

Fokus på biodiversiteten

For nylig offentliggjorde Danmarks Naturfredningsforenings et landsdækkende naturkapitalindeks, hvor Odense er placeret langt nede af listen over kommuner som nummer 87, og det betyder, at der er potentiale for at gøre mere for biodiversiteten. Sidste år blev handleplan for natur og biodiversitet vedtaget med forslag til forskellige konkrete handlinger, men der er også allerede nu mulighed for at tage fat ved kommunens egne bygninger fx skolerne.

- Vi skifter lidt af de triste buske og de trimmede græsplæner ud med vilde planter. Odense har sådan brug for mere vild natur. De fleste børn er i dag helt med på idéer om natur og biodiversitet, og jeg er overbevist om, at skolernes uderum samtidig bliver smukkere og mere spændende at være barn i, siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R).

På Risingskolen er skoleleder Pernille Wessel og de lærere, der har udviklet idéen om en sansesti, spændte på at se det vilde område skyde frem.

- I første omgang glæder vi os til at følge det hele spire frem og vokse sig stort og grønt. Jeg kan ikke forestille mig andet end, at processen bliver inddraget i undervisningen. Der venter os helt sikkert nogle gode snakke om, hvad der er ukrudt og ikke - og om hvad der er pænt og hvad der er vildt. På den lange bane vil det klæde skolen at være lidt mindre friseret og give lærere og elever bedre muligheder for at udforske biodiversiteten i undervisningen og frikvartererne, siger Pernille Wessel.

De tre projekter er finansieret af By- og Kulturforvaltningens driftsbudget.

Her kan du læse handleplan for natur og biodiversitet.

Kontaktinformation

Christoffer Lilleholt, by- og kulturrådmand, tlf.: 30 60 43 56

Susanne Crawley Larsen, børn- og ungerådmand, tlf.: 30 60 44 19

Pernille Wessel, skoleleder, Risingskolen, tlf.: 63 75 23 01

Vedhæftede filer