Spring til indhold
Nyhed

Ny kommunikationschef i Odenses Børn- og Ungeforvaltning

25-02-2021

Det er en god kender af Odense, der i fremtiden står i spidsen for kommunikation på børn- og ungeområdet i Odense Kommune. Efter i mange år at have haft Vollsmoses udvikling som hjertebarn, tiltræder Nanna Muusmann nu stillingen som kommunikationschef for Børn- og Ungeforvaltningen 1. april 2021.

Nanna Muusmann.jpg

Odenses 38.000 børn og unge og de over 6400 medarbejdere i Børn- og Ungeforvaltningen får dermed ny kommunikationschef. Nanna Muusmann får ansvaret for den interne og eksterne kommunikation, herunder bl.a. kommunikation på sociale medier, pressearbejde, strategisk kommunikation og rådgivning samt kommunikation ifm. håndtering og bekæmpelse af Covid-19.

Den nye kommunikationschef ser frem til at blive en del af Børn- og Ungeforvaltningen:

- Jeg ser frem til at blive en del af holdet, der arbejder for Odenses børn og unge. Ikke alene bliver det en stor fornøjelse at vende tilbage til børn- og ungeområdet, hvor jeg startede mit arbejdsliv, og hvor jeg har en god del hjerteblod. Jeg glæder mig også meget til at bidrage til Børn- og Ungeforvaltningens kommunikation og bidrage til, at forvaltningen får formidlet sin politiske og strategiske retning, de gode ideer og ikke mindst får fortalt om de daglige resultater i dagtilbud og på skoler samt om forebyggelsen og støtten til de børn, unge og familier, der har brug for en ekstra støttende hånd, siger Nanna Muusmann.

45-årige Nanna Muusmann kommer fra en stilling som chef for kommunikation og boligstrategi hos Civica - Bolig med fremtid. Før det var Nanna Muusmann sekretariatschef for Vollsmose Sekretariatet, og hun har også tidligere været ansat i Odense Kommune som projektleder for byudvikling i Vollsmose i Bystrategisk Stab.

Stabschefen i Børn- og Ungeforvaltningens "Politik og Strategi", Lærke Kibsgaard Rask, glæder sig til at tage imod den nye kommunikationschef:

- Med Nanna får vi en skarp kommunikationschef, med solid strategisk forståelse, stor erfaring med både pressehåndtering og kommunikationsrådgivning samt erfaring med det at arbejde i og for politisk styrede organisationer. Nanna kommer til at stå i spidsen for et skarpt kommunikations-setup, hvor der er fokus på både den interne ledelseskommunikation, strategisk kommunikation i forbindelse med forvaltningens kerneopgave og fokusområder, det proaktive og reaktive pressearbejde samt kommunikation til byens børn, unge og familier via bl.a. de sociale medier, siger hun.

Nanna Muusmann er bosat i Odense og er uddannet Cand.mag. i Organisationskultur fra Syddansk Universitet i Odense, med en sammensat uddannelse bl.a. på tværs af Statskundskab, Virksomhedskommunikation og Kultur & Formidling. Nanna Muusmann er desuden i gang med en fleksibel diplomuddannelse i offentlig ledelse.

Børn- og Ungeforvaltningen er den største forvaltning i Odense Kommune med mere end 6400 medarbejdere, som hver dag arbejder for at sikre trivsel, udvikling og læring for byens børn og unge bl.a. gennem fællesskaber, uddannelse, dannelse, sprog og tidlig indsats.

Vedhæftede filer

Kontaktinformation

Lærke Kibsgaard Rask, stabschef for Politik og Strategi, mobil: 20 13 25 59
Nanna Muusmann, mobil: 40 48 60 14