Spring til indhold
Nyhed

Odense Symfoniorkesters udvikling sikres med selveje og professionel bestyrelse

09-12-2020

Odense Kommune har på byrådsmødet d. 9. december besluttet, at Odense Symfoniorkester overgår til selveje fra 1. januar 2021. Beslutningen er truffet med henblik på at styrke Odense Symfoniorkesters kunstneriske og forretningsmæssige udvikling.

Fotokreditering: Odense Symfoniorkester

Nu bliver Odense Symfoniorkester en selvejende institution, hvilket betyder, at orkestret får sin egen professionelle bestyrelse. Fremover vil Odense Kommune ikke være en del af orkestrets daglige drift, men Odense Symfoniorkesters aktiviteter vil være reguleret i en driftsaftale mellem kommune og orkester.

Odense Symfoniorkester vil fortsat være økonomisk støttet af Kulturministeriet og Odense Kommune, dog vil orkestret med en ny status som selvejende kulturinstitution i højere grad kunne sikre fondstilskud, øvrige statslige bevillinger samt udvikle nye samarbejdsmuligheder.

Omdannelsen til selveje vil dermed sikre orkestret endnu bedre rammer for den fremtidige udvikling, og Odense Kommune tror på, at beslutningen vil understøtte orkestrets målsætninger og ambitioner fremadrettet.

- Odense Symfoniorkester er i dag en af byens førende kulturinstitutioner, der har udviklet sig meget de senere år med et bredt og attraktivt tilbud til byens borgere, unge som ældre. Med overgangen til selveje får orkestret mulighed for i endnu højere grad at forfølge sine ambitioner om at nå ud til nye publikumsgrupper, øge sine egenindtægter og blive en kompetent spiller på de digitale platforme. Det bliver et arbejde, som jeg glæder mig til at følge, udtaler Christoffer Lilleholt (V), by- og kulturrådmand.

Egen bestyrelse og bedre rammer

Med overgangen til selveje rustes Odense Symfoniorkester samtidig med en meget kompetent bestyrelse, som på afgørende måde skal bidrage til at udvikle orkestrets strategi og andre forretningsmæssige processer. Som selvejende institution vil Odense Symfoniorkester være i tættere kontakt med forskellige fonde samt søge at være en mere attraktiv partner i forhold til erhvervspartnerskaber.

- Der åbner sig nye muligheder for Odense Symfoniorkester, når det bliver en selvejende institution. Jeg synes, at der er blevet sammensat en meget spændende bestyrelse med mange forskellige kompentencer, som vi ser frem til at få bragt i spil. Vi glæder os til både at stå på sidelinjen og følge, hvordan de vil blive udnyttet - og samtidig er vi jo fortsat en del af udviklingen gennem vores driftsaftale, siger Martin Petersen, afdelingschef for Fritid & Kultur.

Musikchef Finn Schumacker er også yderst tilfreds med den nye bestyrelse.

- Vi kan være meget tilfredse med sammensætningen af bestyrelsen, som repræsenterer både strategisk, kunstnerisk, juridisk og forretningsmæssig ekspertise, siger Finn Schumacker.

Den kommende bestyrelse vil bestå af følgende personer:

  • Lisbeth Knudsen, direktør og chefredaktør for Mandag Morgen og bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, formand
  • Ronnie Hansen, kommerciel direktør, DBU
  • Nikolaj Koppel, medindehaver, Podimo
  • Dorthe Lund Kaack, direktør, C.C.N Holding
  • Pernille Backhausen, advokat, stifter og partner i SIRIUS advokater
  • Christoffer Lilleholt (V), rådmand, Odense Kommune
  • Maria Brumvig (A), byrådsmedlem, Odense Kommune
  • Philip Sandholt Herup, orkestermusiker, Odense Symfoniorkester (personalerepræsentant)
  • Stinus Christensen, orkestermusiker, Odense Symfoniorkester (personalerepræsentant)
Kontaktinformation

Christoffer Lilleholt, by- og kulturrådmand, tlf.: 65 51 20 80

Martin Petersen, chef for Fritid og Kultur, tlf.: 30 71 43 07

Finn Schumacker, musikchef. E-mail: finns@odense.dk. Mobil: 4036 6924