Spring til indhold
Nyhed

By- og Kulturforvaltningens direktør bliver kommunaldirektør i Mariagerfjord Kommune

29-05-2020

1. august skifter Anne Velling kontoret på Odense Slot ud med nye omgivelser i den sydøstlige del af Himmerland. Efter mere end fem år som adm. direktør for By- og Kulturforvaltningen tiltræder hun stillingen som kommunaldirektør i Mariagerfjord Kommune.

Efter sommerferien tager By- og Kulturforvaltningens direktør, Anne Velling, fat på en ny ledelsesudfordring, når hun tiltræder som kommunaldirektør i Mariagerfjord Kommune.

Anne Velling har været administrerende direktør for By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune siden 2015, og hun har tidligere været sekretariatschef og chef for Bystrategisk Stab i Borgmesterforvaltningen. I alt er det blevet til mere end 13 år i Odense Kommune.

- Det har været nogle fantastiske år med mange spændende opgaver. Odense har virkelig løftet sig, og jeg har været glad for at være en del af udviklingen. Undervejs har jeg haft mange gode kolleger og eksterne samarbejdsparter, som jeg vil sige tak til. Jeg vil også gerne fremhæve medarbejderne i By- og Kulturforvaltningen. Det har været dejligt at opleve den dedikation og loyalitet over for borgerne og Odense, som er i forvaltningen, og jeg tvivler ikke på, at min efterfølger vil mærke det samme, siger Anne Velling, der ser frem til udfordringerne ved Mariagerfjord.

- Mariagerfjord Kommune har en masse forskelligt at byde på, og jeg glæder mig til at stå i spidsen for udvikling og samarbejde mellem kommune og borgere over hele den kommunale opgavepallette. Det er en udfordring på et godt tidspunkt i mit familieliv, og det bliver også dejligt at vende hjem til Jylland efter 25 gode år på Fyn.

By- og Kulturrådmand Jane Jegind (V) har også været glad for samarbejdet.

- Det har været en fornøjelse at arbejde tæt sammen med Anne Velling i mere end fem år. Hun har ydet en stor indsats med at udvikle forvaltningen i en tid, hvor vi har fået flere opgaver og færre ressourcer. Her har der været brug for en sikker hånd, og det har Anne Velling. Jeg ønsker hende al mulig held og lykke med opgaven som kommunaldirektør i Mariagerfjord Kommune. Det er altid dejligt, når andre også bemærker, at vi har dygtige folk i Odense, siger Jane Jegind.

Anne Velling er uddannet cand.scient.pol ved Aarhus Universitet, og foruden sine lederstillinger i Odense Kommune har hun også været udviklingsdirektør i Slagelse Kommune. Privat er hun gift med Søren Lind Christiansen, direktør på professionshøjskolen Absalon, og sammen har de to voksne børn på 21 og 24 år.

Stillingen som administrerende direktør vil blive slået op hurtigst muligt, og der vil fra den 1. august ske en midlertidig konstituering i stillingen.

Kontaktinformation

Jane Jegind, by- og kulturrådmand, tlf.: 20 91 10 31

Anne Velling, adm. direktør for By- og Kulturforvaltningen, tlf.: 24 84 24 32