Spring til indhold
Nyhed

Erfarne ord til unge ører: Fortællerstole inviterer ældre ind i børnehusene

17-01-2019

"Der var engang ...", "Da jeg var barn ...." og "Nu skal I bare høre ....". Sådan kommer det til at lyde endnu oftere i Odenses børnehaver fremover. 22 fortællerstole fungerer nu som ramme for ældres fortællinger til byens børn.

 
 
Ole Lambertsen fik lov til at være første senior i Torpegårdens fortællerstol

Ole Lambertsen fik lov til at være første senior i Torpegårdens fortællerstol

 
 

En stor del af Odenses 127 børnehuse har netop fået nyt inventar og nye ansigter blandt de voksne. Eller rettere sagt: gammelt inventar og ældre ansigter. For 22 af Odenses børnehuse har taget imod brugte hyggelige lænestole og får fremover lejlighedsvist besøg af ældre borgere, der vil sætte sig i fortællerstolen og dele ud af deres fortællinger og livserfaringer til glæde for børnene.

Et af børnehusene, der fra start har taget imod en stol, er Torpegården i Hjallese. Her sad 15 børnehavebørn klar med ørerne slået godt ud i dag til indvielsen af fortællerstolen.

- Stolen kommer til at bringe eventyr og sjove historier fra gamle dage ind hos os. Vi er endda så heldige, at vores stol er ombetrukket med stof med lommer på. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvilke historier vi kommer til at hive op af de lommer. Vi glæder os også til at se, hvordan børnene lytter, når det er ældre fortællere, der sætter sig i stolen, siger Lene Kanstrup Hanghøj, daglig pædagogisk leder af Torpegården.

En stærk Generationspagt

Fortællerstolene er en del af indsatsen "En stærk Generationspagt", som partierne bag budgetforliget for 2018 bevilgede i alt fire millioner kroner til over to år. De første to millioner blev uddelt i efteråret til 44 initiativer hos foreninger, borgergrupper og kommunale institutioner - herunder til fortællerstole.

- Jeg er begejstret for idéen, hvor børnene gennem nærværet med ældre kan få viden fra deres enorme livserfaring. Og når man oven i købet tænker på, hvor vigtigt det hørte sprog er for børnenes sprogudvikling, så håber jeg, at fortællerstolene også kan være med til, at ord fra en anden generation ikke uddør, men lever videre hos den yngste generation, siger Susanne Crawley Larsen, der er rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen.

I forvejen har en del af institutionerne i Odense samarbejde med det lokale plejehjem eller kontakt til bedsteforældre eller andre, der gerne kommer og fortæller for børnene. Men som noget nyt har Odense Kommune i samarbejde med blandt andet Ældre Sagen og Odense Fortællekreds nu også udarbejdet et katalog med 14 andre potentielle fortællere, som har meldt sig til at tage ud i børnehusene, når der skal kød og blod på fortællinger om gamle dage. 

- Det her er en alle tiders ordning. De ældre elsker at dele ud af deres livserfaringer, og børnene elsker at få fortalt historier. Gode historier sætter gang i fantasien, og når de så oven i købet fortælles af hovedpersonenerne selv, bliver alting mere levende. Jeg tror også, at børnene får brug for al deres fantasi, når de skal høre om "de gamle dage", hvor man faktisk kunne leve uden en iPad og mobiltelefon. Den slags giver alle parter lidt at tænke over, og så giver det ikke mindst nogle hyggelige stunder sammen på tværs af generationerne, siger Søren Windell, der er rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen.

Også en enkelt skole er med i projektet, nemlig Skt. Klemensskolen, der udover de 22 børnehuse nu også har en fortællerstol.

Fakta

Institutioner i projektet om fortællerstole:
Lærkeparkens Børnehus, Børnehuset Lærkereden, Børnehuset Fraugde, Børnehuset Skarntyden, Børnehuset Lumby, Børnehuset Elisehaven, Børnehuset Åhaven, Børnehuset Bifrost, Børnehuset Kærsgård, Børnehuset Skovløkken, Østre Børnehus, Børnehuset Storkereden, Børnehuset Viben, Ejerslykke Børnehave, Børnehuset Svenstrup, Børnehuset Torpegården, Børnehuset Borreby, Børnehuset Asgård, Børnehuset Skattekisten, Børnehuset Molevitten, Hunderup Børnehus, Ådalen Børnehus.

'En stærk Generationspagt' har fire temaer, hvor fortællerstole hører under tema 3
1. Generationsmøder mellem kommunens institutioner
2. Generationsmøder om fælles aktiviteter i lokalområder 
3. Ældres fortælling og overdragelse af livsvisdom til børn og unge
4. Familien som omdrejningspunkt for generationsmøder

 
 

Ole Lambertsen indviede Torpegårdens fortællerstol med en fortælling om sin morfar

 

Kontaktinformation

Lene Kanstrup Hanghøj, daglig pædagogisk leder, Børnehuset Torpegården, tlf: 63754510
Susanne Crawley Larsen (R), rådmand, Børn- og Ungeforvaltningen, mobil: 30604419
Søren Windell (K), rådmand, Ældre- og Handicapforvaltningen, mobil: 30703693