Spring til indhold
Nyhed

Bertel Haarder fortsætter i bestyrelsen for Brandts

25-06-2019

Der kommer to nye ansigter i bestyrelsen for Brandts - Museum for kunst og visuel kultur i Odense. Samtidigt har By- og Kulturudvalget genudpeget både tidligere minister Bertel Haarder og tidligere direktør for BØRNEfonden, Bolette Christensen, til bestyrelsen. Alle er udpeget for en toårig periode.

  

Brandts i Odense byder på mange forskellige oplevelser. Lige fra klassiske kunstværker, fotografi og tegninger til skiftende udstillinger året igennem. Museet har oparbejdet en betydelig status i Odense og Danmark, og der er store ambitioner om en fortsat udvikling, noget bestyrelsen arbejder videre med i de kommende år.

Til det arbejde har By- og Kulturudvalget i dag udpeget fire medlemmer for en toårig periode.

To af de fire medlemmer er blevet genudpeget, og det drejer sig om Bolette Christensen, der har været medlem af bestyrelsen siden 2017 og fungerer som formand. Desuden har folketingspolitiker og tidligere minister Bertel Haarder også haft lyst til at fortsætte.

De to nye bestyrelsesmedlemmer er Camilla Haustrup Hermansen og Henrik Dresbøll.

Camilla Haustrup Hermansen er direktør for forretningsudvikling i Odense-virksomheden Plus Pack, hvor hun som ejer også sidder i bestyrelsen. Hun er uddannet cand.mag i Moderne Kultur og Kulturformidling, har en Master of Arts fra Goldsmiths College i London samt en Executive Bestyrelsesuddannelse fra CBS.

Henrik Dresbøll er indehaver af rådgivningsvirksomheden WeLearn, som rådgiver både offentlige og private om adfærdsdesign og om at arbejde strategisk med forandringer og adfærdskampagner. Han sidder også i bestyrelsen for Odense Filmværksted og Teater Momentum.

- Brandts er vigtig for Odense, og jeg er glad for, at vi får nye kræfter i bestyrelsen samt fastholder de store kompetencer og betydelige netværk, som Bolette Christensen og Bertel Haarder repræsenterer. Samtidig får vi to nye medlemmer med spændende erhvervserfaring og viden, som kan være med til at udvikle Brandts, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V) og fortsætter:

- Jeg har desuden stor forventning til den værdi, som de to nye medlemmers lokale kendskab til Odense og Fyn vil få for bestyrelsen på Brandts. Der er lavet et godt stykke arbejde af den hidtidige bestyrelse, heriblandt de to afgående medlemmer. Det vil jeg gerne sige tak for, da der her er et rigtig godt fundament at bygge videre på.

De to tidligere bestyrelsesmedlemmer er selvstændig indretningsarkitekt Mie Lerche Bach, der blev udpeget i 2017 samt Poul Bache, tidligere direktør i Kulturstyrelsen, som har siddet i bestyrelsen siden 2015.

FAKTA

Tidligere var Brandts ramme om tre institutioner: Kunsthallen Brandts, Museet for Fotokunst og Mediemuseet. 1. juli 2013 fusionerede Kunsthallen Brandts, Museet for Fotokunst og Fyns Kunstmuseum til én billedkunstinstitution. Direktør for det nye Brandts er kunsthistoriker Mads Damsbo.

Brandts er selvejende og modtager støtte fra Odense Kommune og fra private virksomheder, ligesom huset støttes af fonde og offentlige instanser. Desuden rummer Brandts et formidlingscenter med speciale i at kombinere kunst og undervisning, og Brandts Butik, som er Fyns eneste kunstboghandel.

 
 

Kontaktinformation

Jane Jegind, by- og kulturrådmand, tlf.: 20 91 10 31
Martin Petersen, afdelingschef for Fritid & Kultur, tlf.: 30 71 43 07