Spring til indhold
Nyhed

Friluftsrådet udnævner Ejerslykkeskolen til Fyns første friluftsskole

05-05-2017

Eleverne på Ejerslykkeskolen i Odense kommer i fremtiden endnu tættere på naturen, efter at Friluftsrådet har udnævnt skolen som friluftsskole. Fremover får eleverne mere undervisning, hvor friluftsliv er omdrejningspunktet, og det glæder børn- og ungerådmand Susanne Crawley (R), som ser et klart dannelsesperspektiv i friluftsskolen.

Skolen er skiftet ud med skoven, når eleverne på Ejerslykkeskolen i fremtiden skal have mere bål og frisk luft på skoleskemaet. Skolen er som den første på Fyn blevet udpeget som friluftsskole, hvilket betyder, at eleverne i højere grad skal ud i naturen og lære at lave mad af planter og bygge huler.

- For os er det en mulighed for at få glade elever og bedre trivsel. De kan komme ud og få positive oplevelser med hinanden. Man kan bruge naturen til at sætte ord på det, man har lært i klasselokalet, siger Jan Beck-Larsen, der er skoleleder på Ejerslykkeskolen.

Det glæder også børn- og ungerådmand Susanne Crawley (R), at Ejerslykkeskolen er blevet friluftsskole. Hun ser både et alment og et grønt dannelsesaspekt i projektet.

- Det er dejligt, at en skole i Odense kan være med til at gå forrest, når det kommer til friluftsliv. Det er vigtigt, at vores børn og unge lærer naturen at kende og får et forhold til den, så de ved, at den er vigtig at beskytte. I naturen kan man komme ud og bruge sine sanser, skabe sammenhold med sine klassekammerater og få oplevelser sammen, siger Susanne Crawley. 

Natur på skemaet
Det overordnede mål med projektet er at skabe øget læring, trivsel og naturforståelse blandt elever i den danske grundskole.

Ejerslykkeskolen har forpligtet sig til at gøre udendørsaktiviteter til en større del af den understøttende undervisning, som er kommet efter folkeskolereformen. Blandt andet skal der oprettes valgfag i friluftsliv og afholdes en dag, hvor hele skolen tager på tur i naturen. 

- Det er vigtigt, at eleverne får oplevelser, som bliver koblet med undervisningen. Friluftsliv giver plads til forskellige styrker og fremmer trivsel, fordi det foregår i andre rammer end normalt. Rammer, hvor der er mindre fokus på konkurrence og karakterer, siger Jakob Arendrup Nielsen, der er leder på Friluftsrådets projekt Friluftsliv i skolen.

Lokal hjælp til opgaven
Ejerslykkeskolen starter med én klasse, som vil have ekstra fokus på friluftsliv. Men der bliver også oprettet valgfag og lavet fordybelsesdage, hvor alle eleverne på skolen kommer ud i naturen. 

For at skolerne kan løfte opgaven, får de hjælp fra Friluftsrådet og fra lokale foreninger, som arbejder med friluftsliv til dagligt.

I Odense er det Grejbank Fyn og Fjordens Dag, der hjælper Ejerslykkeskolen med udstyr til aktiviteter i naturen. Skolen får mulighed for at trække på alt udstyr lige fra kanoer og mountainbikes til flyvende telte. Samarbejdet indebærer også adoption af en klasse, naturvejledning i den nære natur, kurser til lærerne, en klasse, der deltager med en aktivitet på Fjordens Dag og hjælp til at oprette et valgfag i friluftsliv sammen med tre andre folkeskoler.

Friluftsrådet er en selvstændig, ikke-statslig paraplyorganisation, der samler 86 foreninger. Den 22. maj afholder rådet en workshop for de skoler, der er med i projektet.

Læs mere på vores hjemmeside

Kontaktinformation

Skoleleder på Ejerslykkeskolen: Jan Beck-Larsen, tlf.: 24 59 77 53
Projektleder fra Friluftsrådet: Jakob Arendrup Nielsen, tlf.: 24 61 75 41