Spring til indhold
Nyhed

Første spadestik til Veteranhjem Odense

19-08-2017

Arbejdet for at sikre Odenses veteraner ro, fred og fællesskab kulminerer foreløbigt torsdag den 31. august, når det første spadestik tages til Odenses nye Veteranhjem. 

illustrationer må bruges mod © Cornelius + Vöge.

Veteranhjem Odense set fra Ansgar Anlæg. Illustrationer må bruges mod © Cornelius + Vöge.

- Det er en dag, vi har set frem til længe, siger rådmand Steen Møller, der er formand for byggeudvalget bag Veteranhjem Odense.  

- Nu kan vi komme i gang med at bygge et hus til vores veteraner, der om nogen fortjener de bedste rammer for livet. Det gælder både de, der blot søger fællesskabet med andre veteraner, og de der har brug for mere støtte i hverdagen.  

Når Veteranhjem Odense står færdigt i 2018 skal det både være et samlingssted for tidligere udsendte og deres pårørende, men også et midlertidigt hjem og en håndsrækning til de veteraner, der i en periode har brug for ro og privatliv til at håndtere hverdagen.

-  Langt de fleste veteraner har det godt og kommer styrkede hjem fra en udsendelse, men en mindre del har desværre fået fysiske skader og psykiske mén efter at være udsendt. Hos Veteranhjem Odense kan de koble af og være sammen med andre, der forstår, og de behøver ikke længere at tage til Jylland eller Sjælland for at finde det fællesskab, siger formand for Veteranhjem Odense, Henrik Dyhr, der sammen med rådmand Steen Møller tog initiativet til Veteranhjem Odense.  

Mere end 2400 veteraner er i dag bosat på Fyn og kan få glæde af det kommende veteranhjem.  

- Hjemvendte soldater har nogle enorme ressourcer og kompetencer, som vi heller ikke som samfund må miste. For mange af disse soldater vil netværket omkring Veteranhjem Odense være medvirkende til at skabe en aktiv og meningsfuld hverdag. Jeg glæder mig over, at vi nu kan hjælpe dem bedre på vej, siger rådmand Steen Møller. 

Første spadestik til Veteranhjem Odense bliver taget i fællesskab af de to initiativtagere Steen Møller og Henrik Dyhr sammen med en af de lokale veteraner torsdag den 31. august kl. 12.30 på Søndre Boulevard 15b, 5000 Odense C  

Fakta om Veteranhjem Odense 
Veteranhjem Odense er tegnet i samarbejde mellem arkitektfirmaerne ISAGER Arkitekter og Cornelius + Vöge, der også sammen har tegnet Nordatlantisk Hus på Odense Havn. Målsætningen har været at skabe et hjem, hvor veteranerne kan finde ro og fred som i en munkecelle - eller vælge fællesskabet.

Entreprenører på Veteranhjem Odense er murermester Per Bekkelund flankeret af Rosenberg Ventilation, Dansk Installations Teknik samt Malergruppen, Boris Christensen. Archifield og Masanti Danmark er tilknyttet byggeriet som henholdsvis bygherrerådgiver og rådgivende ingeniør. 

Fonden Danske Veteranhjem, Soldaterhjemmet Dannevirke og Odense Kommune har siden efteråret 2014 arbejdet sammen om etableringen af Veteranhjem Odense, der opføres af Fonden Danske Veteranhjem. 

Veteranhjemmet er finansieret igennem en donation på 9.6 millioner kroner af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal samt en bevilling på otte millioner kroner fra Folketinget.

Veteranhjem Odense set fra Soldaterhjemmet Dannevirke © Cornelius + Vöge.

Kontaktinformation

Steen Møller, rådmand, formand for byggeudvalget, tlf. 51 48 19 20 

Henrik Dyhr, Formand for Soldaterhjemmet Dannevirke og Veteranhjem Odense, tlf. 30 35 73 32 

Jens-Christian Hedegård Holm, sekretariatschef i Fonden Danske Veteranhjem, tlf. 61 79 28 83