Spring til indhold
Nyhed

550 skoleelever og forældre besøger fynske virksomheder

24-11-2017
 

Hvor kan jeg få arbejde, hvis jeg uddanner mig til produktionsteknolog? Hvilke fynske virksomheder ansætter ingeniører? Hvad er mine jobmuligheder, hvis jeg gerne vil læse biologi? Spørgsmålene er mange, når unge skal vælge uddannelse. Lørdag d. 25. november kan fynske elever i 8., 9. og 10. klasse få svar på nogle af de spørgsmål, når 23 virksomheder på Fyn åbner dørene til Åben Virksomhed.

 
 

Det kan være svært for unge mennesker at vide, hvilken uddannelsesvej de skal gå efter 9. eller 10. klasse. Åben Virksomhed er et samarbejde mellem Ungdommens Uddannelsesvejledning og fem fynske kommuner, som skal gøre de unge klogere på både uddannelse og job.

-       For de unge mennesker er det måske lettere at forholde sig til, hvad de en dag kunne tænke sig at arbejde med, end hvilken uddannelse de skal vælge. Derfor vil vi med Åben Virksomhed gerne vise dem, hvad der er af job- og karrieremuligheder på Fyn og på den måde hjælpe dem med uddannelsesvalget, siger rådmand Steen Møller, der er formand for Centerrådet - bestyrelsen i Ungdommens Uddannelsesvejledning Odense og Omegn.

De 23 tilmeldte virksomheder opererer i mange forskellige brancher. Og netop forskelligheden i de repræsenterede brancher har til formål at få de unge til at tænke bredere, når det kommer til valg af uddannelse og senere hen job.

-       Forhåbentligt lagrer det sig i baghovedet på de unge, at man kan arbejde og gøre karriere på Fyn indenfor stort set alle brancher. Ønsket er jo, at de unge vælger at blive på Fyn, når de engang skal søge job, siger Steen Møller.

En af de fynske virksomheder, der åbner dørene på lørdag er Fyns Politi. Med deltagelsen i Åben Virksomhed håber de, at flere med forskellig baggrund vil se muligheder i jobbet på en politigård.

Hos lige netop politiet kan både en erhvervsuddannelse og en gymnasial uddannelse nemlig åbne op for en karriere som politibetjent. På politigården kan de unge også møde ansatte fra Politiforbundet og HK.

-       Når vi byder de unge indenfor på lørdag, vil vi gerne vise dem, at man ikke skal være én bestemt type for at blive betjent. Om det er hovedet eller hænderne, du har skruet bedst på, er ikke det vigtigste, siger koordinerende uddannelsesleder ved Fyns Politi Kim Nowak.

Åben Virksomhed finder sted lørdag d. 25. november fra 10.00-14.00 på de enkelte virksomheder. De deltagende virksomheder kommer fra Assens, Kerteminde, Nordfyns, Nyborg og Odense Kommune.

Deltagende virksomheder:

Danske Bank i Kerteminde, Daxiomatic, Ebberup Børnehus, EDC Bogense, Fjord & Bælt, Fyns Politi, Hydac A/S, IT-Hotellet ApS, Jungle Sports - Fysioterapi og Træning, K. Andersen Automobiler, Kappendrup ApS, Kriminalforsorgen, McDonalds i Rosengårdscentret, Nyborg Dyrehospital, Revninge Autoværksted, Rosa Danica, Senmatic A/S, Shape Intercoiffure, Skylevel, SuperBrugsen i Kerteminde, Tornøes Hotel, Triers Tømrer og Snedker, Viggo Hansen A/S

 
 
Kontaktinformation

Steen Møller, rådmand i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense og formand for Centerrådet, 51 48 19 20

Jens Peder Andersen, afdelingsleder Ungdommens Uddannelsesvejledning Odense & Omegn, 24 88 56 84

Kristine Brorsen, koordinator Ungdommens Uddannelsesvejledning Odense & Omegn, 24 88 56 92