Spring til indhold
Nyhed

400 sprogkasser på vej til Odenses yngste børn

25-01-2017

Bogstavklodser, børnebøger og sprogkufferter. Det er indholdet i de 400 nye sprogkasser, der lander hos byens kommunale vuggestuer, børnehaver og legestuer i løbet af februar. Sprogkassen ”Sprog i hverdagen” er en del af Odenses styrkede langtidsinvestering i børnenes sprog, der skal inspirere og støtte op om det daglige arbejde med børnenes sproglige udvikling og læring.

 

- Sprog åbner tusinde døre og kan gøre drømme til virkelighed. Sprog har betydning for senere at blive dygtig i fagene, men også for evnen til at indgå i dybe relationer. Derfor er det ikke til at bære en viden om, at nogle børn er op mod to år bagud og ikke taler alderssvarende dansk, når de begynder i skole - uden at gøre noget ved det. Børns ordforråd som 3-årige har betydning for, hvor godt de læser i 6. klasse, og deres læseevne i skolen har betydning for deres tilknytning til arbejdsmarkedet senere i livet. Netop derfor er det særlig meningsfyldt, at vi i Odense sætter fokus på den helt tidlige sprogstimulering, så alle børn, uanset hvilken familie de er født i, kan vokse op med drømme og muligheder, fortæller børn- og ungerådmand i Odense, Susanne Crawley Larsen (R)

 

Sprogkassen bliver uddelt efter udviklingskonferencen den 26. januar om børns sprog, hvor ca. 400 ledere og medarbejdere fra byens dagtilbud, skoler og sundheds- og forebyggelsesområde deltager. Sprog er ét blandt tre faglige temaer, som skal styrke arbejdet med børn og unge i Odense. Dannelse og tidlig indsats er de to andre.

 

Sprog er nøglen

I byens dagtilbud møder medarbejderne børnene, fra de er helt små og frem til skolestart. Vuggestuer, dagplejen og børnehaver spiller dermed en afgørende rolle i børnenes sproglige udvikling. Derfor sætter den årlige udviklingskonference i dagtilbudsafdelingen i år fokus på nyeste viden om børns sprog, og hvad der skal til for, at børnene allerede tidligt i livet får stimuleret deres sprog og tilegner sig sproglige kompetencer.

 

Dagtilbudschef, Mette Hviid Laustsen, i Odense Kommune ser frem til konferencen og muligheden for fremadrettet at sætte sproget endnu mere i centrum:

 

- Sprog er nøglen til, at børnene trives og udvikler sig i hverdagen, at de kan indgå i legefællesskaber, få gode venner og forstå sig selv og verden - og senere blive dygtig i fagene. Jeg forventer, at konferencen kan give os et fælles billede af, hvordan vi gør mere af dét, som virker og hvilke håndtag vores engagerede medarbejdere kan gribe fat om i hverdagens sprogarbejde. Vi fortsætter vores udvikling af dagtilbud af høj kvalitet, så børn og forældre oplever både tryghed og læring for de yngste, lyder det fra dagtilbudschef Mette Hviid Laustsen.

 

På konferencen vil de ca. 400 deltagere bl.a. møde Dorthe Bleses, professor i børns sprog ved TrygFondens Børneforskningscenter. Hun giver deltagerne indblik i den forskningsmæssig viden om børns læringsmuligheder og tidlige kompetencer med udgangspunkt i bl.a. et netop afsluttet forskningsprojekt ”Leg & Læring”, hvori to vuggestuer fra Odense har deltaget.

 

Til pressen: Medier er velkomne til at deltage på konferencen. Tilmelding nødvendig. Kontakt kommunikationskonsulent Christina Vilms Kay på CHVK@odense.dk eller mobil: 51482316 for nærmere information eller konkrete cases med fokus på børns sprog.