Spring til indhold
Nyhed

Fra Gade til By har modtaget de indledende bud på projektets sidste byggefelter

14-12-2015

Fristen for at ansøge om at blive prækvalificeret til at byde på byggefelterne er udløbet i dag den 14. december kl. 12.00. Der er indkommet tre ansøgninger.

 

Projektsekretariatet i Fra Gade til By skal nu gennemgå ansøgningerne for at sikre, at de lever op til de krav, som er stillet i udbudsbetingelserne. Herefter skal det afgøres, hvilke ansøgere der kan prækvalificeres til at videreudvikle et egentligt byggeprojekt.

 

Fra Gade til By forventer at offentliggøre resultatet af prækvalifikationen i starten af det nye år.

 

Genudbud af hotelgrund

Fra Gade til By genudbød i samme ombæring et byggefelt i den nordlige del af projektområdet. Det nordlige byggefelt blev udbudt til salg med betingelse om, at der skal bygges et hotel på grundene.

 

Fristen for at ansøge om prækvalifikation for at byde på denne grund var også i dag mandag den 14. december kl. 12.00. Der er indkommet bud på byggefeltet fra udviklings- og entreprenørselskabet KPC.

 

Projektsekretariatet skal nu vurdere, om buddet lever op til de krav, som er fastsat i udbudsmaterialet.

 

Projektchef er tilfreds med de indkomne ansøgninger

”Der er tale om et historisk stort udbud i Odense, og vi er ude i en stor skala både økonomisk og projektmæssigt. Derfor er jeg meget tilfreds med de ansøgninger, som er kommet ind i dag. Nu har vi et arbejde foran os med at sætte os nærmere ind i detaljerne i ansøgningerne. På baggrund af vores forudgående sonderinger, er det dog min klare forventning, at vi finder den helt rigtige kommende bygherre til projektet blandt dagens ansøgere,” siger projektchef i Fra Gade til By Svend Heegaard.

 

Borgmester Anker Boye er også tilfreds: ”Jeg er glad for og stolt af, at flere investorer er interesserede i at udvikle de sidste grunde i Thomas B. Thriges Gade projektet. Det bekræfter mig i, at der er en stigende interesse for at investere i Odense.” siger han.

 

 

FAKTA OM UDBUDDET

Forløb af salget af byggefelt 1 - 3

De tre sydlige byggefelter sælges samlet i et begrænset udbud, som foregår i to etaper.

Først skal byderne igennem en præ-kvalifikationsrunde. Her vil Fra Gade til By foretage en vurdering af ansøgernes økonomiske og tekniske kapacitet. Op til tre investorer kan blive prækvalificeret til at afgive købstilbud.

 

De prækvalificerede bydere skal efterfølgende konkurrere på følgende parametre:

  • Pris
  • Projektets kvalitet og arkitektur
  • Organisering, proces og tidsplan

 

Tildelingen af købsaftalen sker som en samlet vurdering af alle kriterier.

Grundene udbydes til en mindstepris på 3.500 kr. (ekskl. moms) per m2 boligareal, 2.900 kr. (ekskl. moms) per m2 erhvervsareal og 6.900 kr. (ekskl. moms) per m2 detailhandelsareal.

 

Prækvalifikationsperioden startede tirsdag den 27. oktober, og ansøgning om prækvalifikation udløb i dag mandag den 14. december 2015, kl. 12.00.

Hvem der prækvalificeres, offentliggøres i starten af det nye år. Herefter går arbejdet i gang med at udvælge den endelige vinder af udbuddet. Det forventes, at der indgås købsaftale med den vindende byder i sommeren 2016.

 

Salget af de tre grunde forventes at indbringe Partnerskabet bag Fra Gade til By en samlet indtægt på ca. 104 mio. kr.

 

Forløb af salget af hotelgrunden

Fristen for at byde på hotelgrunden i den nordlige del af projektområdet udløb også mandag den 14. december 2015, kl. 12.00.

 

Det indkomne bud vil i den kommende tid blive vurderet med hensyn til pris, kvalitet samt arkitektur, og der vil være særligt fokus på, at hotellet funktionsmæssigt og arkitektonisk kommer til at passe ind i den nye bydel.

 

Når vinderen er udpeget, skal projektet viderebearbejde i tæt samarbejde med Projektsekretariatet.

 

Hele udbudsmaterialet kan fortsat ses på Fra Gade til Bys hjemmeside: fragadetilby.dk/udbud